Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Et nordisk kunstnerlynne. Camilla Collett födt Wergeland. Av Signe Svanöe Petander
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Et nordisk kunstnerlynne
tid godt. Vel hadde hun trampet så lenge på
sin kjærlighet at den stundom mere liknet
hat. Men så kom tomheten, fortvilelsen over
å se sine evner gå under i et liv uten mål
og mening. Der satt hun i ensomheten,
selv-optatt, melankolsk, rugende over sin egen
gåte. En genial naturs langsomme
modnings-prosess i ugunstige og innsnevrende forhold.
Tenk på et. praktfullt konsertflygel
inne-klemt i en liten biedermeierstue. Hvor det
stikker av fra de smånette omgivelser, mörkt,
tungt og låst! Månge vet ikke engång at det
er til å spille på, og ergrer sig over den
eiendommelige, upraktiske formen. Og så
urimelig stort da! Men flytt det ut i en sal og slå
opp den svære vingen, du verden for klang
der er i det, under en mesterhånd. På samme
måten får man lyst til i tankene å rive
Camilla Wergeland ut av miljöet og planté henne
midt oppi nutiden, helt trå barndommen
inn-stillet på å utvikle sig fritt i den rettning
evnene pekte. Hva var hun blitt? Jeg gjetter:
Danserinne. Ikke av de tusen og én söte
dukker som tripper ballett eller »tolker» klassisk
musikk, men en av de sjeldne og merkelige
kunstnere som i dans former og åpenbarer
sin innerste vesensart. Som f. eks. Mary
Wigman. Der er ingen påtrengende ytre
likhet mellom den beherskede, kjölig reserverte
embedsmannsdatteren og Mary Wigman,
denne flamme på scenen! Besatt av dansens
demon har hun trollmakt over publikum når
hun hensynslöst utfolder et eruptivt
temperament. Ingen ytre likhet, nei; men
temperamentet kjenner vi igjen, både fra unge
Camillas dagböker og fra den eldre fru
Col-letts skrifter. Den dunkle glöden,
voldsom-heten i föleisen, hengivelsen ut over alle
grenser.
Men om dette er fascinerende, så er det
likefram en fryd å tenke sig den andre siden
av hennes lynne omsatt i dans: Den lekende
spiritualitet og sprudlende, overmodige
munterhet som fra den mörke undergrunn skjöt
opp som glitrende kaskader og spredde sig i
regnbogeskimrende perledryss over
omgi-velsene. Også i hennes böker fins nok av
ånd-fullt vidd; men der har det mest et islett av
bitter ironi, og virker ikke på samme måten
befriende.
Hun var djupt musikalsk. Halvdan Kjerulf
sa han hadde aldri hört noen synge med
»saadant Udtryk og saadan Effect» som Camilla
Wergeland. Hun hadde også anlegg for
tegning og utpreget sans for maleriske og plas-
Johan S. Welhaven som student.
Maleri av J. M. Caimeyer.
tiske virkninger. Alt dette er også nödvendige
betingelser for danskomposisjon.
Men hvorfor akkurat dans ? Jo, hör hva
hun skriver som tyveåring:
Dands er hos mig Inspiration, jeg kan ikke skrive,
jeg kan ikke fremsige mit Indres Poesie, jeg kan ikke
udånde det gjennem Musikkens Toner, men jeg synes
jeg kan danse et heelt Digt. Saaledes er bestemt en
Digter tilmode, naar han begeistret giver efter for en
fremmed Magts Indvirkning — kunde jeg ellers saa
nær ham, for hans Øine fole mig saa stolt og fri?
Stolt og fri, selv når Welhaven så på henne,
hun som ellers kjente sig som paralysert bare
han var i nærheten. Det er den födte
dansebegavelse. Men noe slikt som kunstnerisk dans
fantes ikke innen hennes horisont. Derfor var
det om skuespillkunsten de hemmelige
drömmer kretset. Om sin barndom forteller hun:
»Jeg havde en Lidenskab for at spille
Komedie, en höist bedrövelig Lidenskab, der ikke
paa nogen Maade fandt Næring.» Og senere:
Jeg havde ... et stort Skuespillertalent, og det var
ikke noget löst Barne-indfald, nei jeg er endnu begavet
dermed . . . Ja, ogsaa mig har den tragiske Muse
kysset, da jeg endnu laa i Vuggen . . . hendes Kys
brændte længe, længe paa min Pande, og undertiden
foler jeg det der endnu . . . Jeg har elsket Scenens
Kunst alvorligere, end I tror, lidenskabeligere, mere
udholdende, end det har været gavnligt for mit Livs
Tilfredshed . . . Ja, jeg erkjender denne Kunst endnu
for at være den Form, hvori mit sterkeste,
ejendommeligste Liv naturligst vilde fundet sit Udtryk.
263
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
