Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjunde häftet - Valdemar Vedel 1865—1942. Af Paul V. Rubow
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Paul V. Rubow
Schack, fra hans lykkeligste Tid de to Studier
over Drachmanns lyriske Sangkunst (i
Tilskueren 1904 og 1906), Undersøgelsen af den
digteriske Barokstil ved Aar 1600 (i Edda
1914) og den epokegørende metriske
Afhandling Meningsrytme (smstds. 1920). Det er
værd at erindre om disse (og mange flere)
gedigne Arbejder, da Vedel med Urette
havde Ord for kun at skrive tykke
sammenfattende Boger om meget store Emner.
Dem skrev han unægtelig nok af. Han
forskrækkede allerede Samtiden ved at indlevere
til Universitetet og med Ære at forsvare for
Doktorgraden et Værk om Guldalderen i
dansk Digtning (1890), der gav
sammentrængte Karakteristiker af alle de betydelige
danske Forfattere fra 1800 til ca. 1830.
Han tog Mænd som Oehlenschlæger, Grundtvig,
Ingemann op til klog og respektfuld Analyse.
Hans Billeder af denne midtpunktsøgende og
højtstræbende Generation er bleven staaende
i dansk Litteraturforskning, og har præget
de senere Studier over paagældende Forfattere.
Det er f. Ex. umiskendeligt, at Vilh. Andersen
i sit store Værk om Oehlenschlæger næsten
overalt følger de Linier Vedel har trukket.
Men den tilsvarende Bog Svensk Romantik
(1896) er skreven med et varmere Hjerte og
et rigere Sind. Det er uden Tvivl det
smukkeste, han nogensinde har frembragt, en
Undersøgelse der er lige imponerende ved det
europæiske Udsyn og ved Sikkerheden i
Karakteristiken. Vedel har aldrig før eller
senere tegnet saa fine Portrætter.
Kærligheden til hans Moders Fædreland bryder alle
Vegne igennem. Havde han blot en eneste
Gang senere vovet at skrive saa meget paa
sine Følelser!
Af de fremmede Litteraturer havde de
romanske ubetinget Forretten i Vedels
Opfattelse. Han var ikke langt fra at opfatte
Civilisationens Formel som Romanisering. I sin
Ungdom foretog han en længere Rejse i
Italien; fra den hjembragte han to Bøger: Fra
Italien (1892) og Dante (s. A.). Den første er
ikke af hans allerbetydeligste Ting. Han
mødte kun alt for godt forberedt op til den
Rejse, og det gik ham omtrent som Ta;ne i
Italien og England: Læsefrugterne blev
vigtigere for ham end de friske Oplevelser. Dog
laante han mange Enkeltheder til sit 30
Aar yngre Værk om Renæssancen. Bogen om
Dante er langt betydeligere. Vedel skrev
den ikke som en kold videnskabelig
Skelettering, det var et personligt Indlæg imod den
grasserende Fremskridtsradikalisme, som var
nær ved at vurdere et Aandsværk efter dets
Værd som Oplysningsskrift, og efter den
Dosis af Polemik mod Religion og Moralitet
det rummede. Man maa her huske paa, at
den danske Litteraturs fin de siècle var infekt.
Smagen gik i Retning af den allerbilligste
Form for Fritænkning, Amoralitet og
Overmenneske-Positur. Imod denne Smaapøbel
tegnede Vedel Florentinerens stærke faste
Skikkelse, hævdede at alt paa Aandslivets
Omraade kom an paa den personlige Kraft,
og skildrede med sikker Haand den katholske
Kosmologi som paa een Gang er den
guddommelige Komedies Grundvold og dens Indhold.
Meget i denne Bog er den Dag i Dag uforældet.
Vedel vilde dog ikke senere trykke den op;
han havde i Mellemtiden lært Middelalderens
Kulturliv at kende paa en bredere Basis.
Han var endnu da han skrev Dante, i nogen
Grad afhængig af en tysk halvspekulativ
Aandsfilosofi, som han senere aldeles vendte
Ryggen. Ganske kan man heller ikke frakende
hans Bog et lille Gran af det moderne
Dannelses- og Oplysningsfilisteri, som han her
og andetsteds var saa ivrig efter at bekæmpe.
Vedel formaaede ikke at afføre sig den
»moderne Verdensopfattelse» og at krybe i Dantes
aflagte Klæder. Her som bestandig foretrak
han at blive staaende i Forgaarden til de
Templer han besøgte —- saa forskellig fra
sin yngre Samtidige Vilh. Grønbech, der
rask slog Murene ind og brækkede Dørene
op. Hvem af de to der fik mest at vide, det
er endda ikke saa let at sige. Vedel var og
blev som Historieskriver af den
gammel-liberale Skole; ganske at tabe sig i sit Stof
var ikke hans Sag. Som den romerske
Statholder imellem Folk af en ganske anden
Tænkemaade — en Gallio i Apostlenes G
terninger f. Ex. — mæglede han klogt og
overbærende mellem Anskuelser, der ikke
var hans.
For denne kritiske Meditation fik han i
høj Grad Brug under Udarbejdelsen af sit
Livs Hovedværk, som ved Afslutningen i
1911 fik Titelen Middelalderlige Kulturidealer.
Det er det største og mest forbavsende
Udtryk for hans Trang og Evne til at supplere
sig selv. For Vedel var alt andet end
middelalderligt sindet. Den Aand han navnlig
beundrer og forherliger i dette Værk, er den som
var hans egen mest modsat. Dette urolige
Reflexionsmenneske, som selv skyede alt
definitivt og bindende, frygtede alle Skranker,
358
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
