Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nionde häftet - Niels Larsen Stevns. Af Leo Swane
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Leo S w a n e
som blev bestemmende for deres væsen
livet igennem. De var mærkeligt højtidelige
mennesker begge to, sandelig ikke i en
opstyltet forstand, men det var som om de
aldrig kunde glemme, at livet havde givet
dem store gaver og derför ogsaa stillet
dem store opgaver, ført dem saa langt
frem fra møllebyggerens og fra
tækkemandens hus. Og dog var der heri intet af
dette: saa lille var jeg, saa stor blev jeg —
nej der var simpelthen en stille tone af
dette: livet er rigt, men det er ingen leg,
det er fuldt af ansvar, det har givet mig
erfaring, vist mig skønhed, men ogsaa
alvor. Den der kom til dem, mærkede denne
tone som en aura af noget højtideligt og
mærkeligt rent. Religiøse var de begge og
har sikkert takket for hvad der blev dem
givet, og dog vidste de, at de selv havde
kæmpet sig hvert skridt frem og at deres
lykkes smed det var deres egen ukuelige
udholdenhed.
De selv og deres kunst er præget af dette,
at der ikke var et gran, ikke det bitterste,
af blasert hed og overlegenhed hos dem.
De startede i tillidsfuld overbevisning om,
at vejen førte frem til det store, hvis man
satte al sin energi ind paa at overvinde
alle hindringer, og de bevarede
beundringsværdigt en følelse af, at det vel ikke var
tidsspilde undervejs at stanse ved
grøftekanten og plukke blomster, men videre
skulde man, derhen hvor kampen om det
store foregik. Det blev for dem begge en
lang vej, og ingen danske kunstnerskæbner
har saaledes som deres vist, hvad
udholdenheden er værd. Da Poul Christiansen var
naaet til omkring de halvhundrede aar,
havde han endnu kun modtaget den ringest
mulige støtte og kun fundet forstaaelse i
de snævreste kredse, men ukuet havde
han alligevel gennemført de store opgaver,
han satte sig, og hans kunst havde vundet
den enkelhed og plastiske ro, der for ham
var det væsentlige.
Stevns gav langt mere af ungdoms-
aarene til arbejde for andre, som
haandværket, som medhjælper, men saa lidt som
Christiansen slåp han sit maal af syne, og
hvad der i stilhed var groet frem i ham,
det viste sig den dag, da han endelig helt
kunde gøre sit eget arbejde. Da tog for
alvor hans udvikling fart, og vi saa det
særsyn af en halvgammel og tilsidst helt
gammel månd, der arbejdede ikke alene
med modenhed, men med en saadan energi
og dristighed, at han blev som den yngste
blandt de unge.
Det forekommer mig ikke alene
nærliggende at stille Stevns og Poul
Christiansen sammen, det forekommer mig ogsaa
betydningsfuldt. De støtter hinanden, hver
af dem har ikke isoleret haft sine store
maal, de var to, der trods al forskel saa
med samme dybe beundrende respekt paa,
hvad fortidens store kunstnere havde naaet,
og med en mærkelig blanding af
beskedenhed og selvsikkerhed følte, at i linie med
dem maatte de søge deres plads. Men ogsaa
naar vi tænker paa dem, bliver billedet
af hver af dem saa meget rigere, fordi den
anden ligesom supplerer det, og vi drives
til det spørgsmaal: Hvilke fælles vilkaar
gav dem betingelserne for at naa saa langt?
Jeg skal ikke forsøge mig med teorier om
afstamning og opdragelse, men jeg kan ikke
komme væk fra den tro, at de som børn
af arbejdsomme landhaandværkere er
startet ikke alene med respekt for arbejdet
men ogsaa med en man kunde maaske
sige naiv men fin følelse for kunsten som
noget ophøjet og uendelig krævende. Det
er umuligt at sige dette uden en brod mod
den kunstnertype, der synes at være saa
almindelig nu, som er færdig før den har
begyndt, som møder frem for
offentligheden — mange gange paa særudstillinger
— før den overhovedet har stillet sig en
opgave.* Hvilket forbillede, for kunstnerne
og for os alle, er de to gamle med deres alvor
og deres vilje.
Men der kom det til, at de ogsaa begge
442
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
