Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - I Tragediens Tegn. Af Harald Mogensen - Karin Boye. Av Halldis Moren Vesås
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kvaliteter, for Forvirring og Forvekslinger præger
det stærkere end tilladeligt, men fordi Else
Skouboe spillede en stor Reklamemands
lille forsømte Hustru baade saa poetisk og
med saa kækt et Lune, at hun fortryllede
baade Publikum og sine Medspillende og
Mr. Samsons Produkt, som ellers vilde være
faldet mat ud. Mærkeligt, at hun ikke kan
finde blivende Sted paa Det Kongelige, hvor
hun hører hjemme.
Derefter spekulerede Teatrets Direktør
Svend Melsing i den billige Succes ved at
opføre Macchiavellis usædelige Komedie
Mandragola — uden Held. Siden indlagde
han sig Fortjeneste ved en habil Opførelse af
Thornton Wilders Vor By, hvori Lili
Weiding havde sin lovende Debut, et poetisk
Ansigt, en sød Naturlighed.
Nygade-Teatret er et nyt københavnsk
Teater, som arbejder særdeles solidt. Det
opførte næsten hele Sæsonen igennem den
kinesiske Pastiche Lille rislende Kilde, som
den fortrinlige Iscenesætter Christen Jul
havde givet baade et primitivt og raffineret
Liv. Forestilligen var enfoldig og
udspekuleret paa een Gang, og var det ikke rent Poesi,
den bød paa, saa var det i hvert Fald godt
Teater. Inger Lassen, fuld af klog Ynde, og
Erling Schroeder, drenget og mandig som i
Eventyret paa een Gang, spillede Elskerparret,
og den populære Komiker Helge
Kjærulff-Schmidt som Tigergeneralen Wei trak
Husarerne til Huse.
— — —
Exit Sæsonen 1941—42. Den var rig og
glædelig for en Teaterelsker at følge.
Å var der da ikkje ei einaste hand
som rette seg ut etter di
for å stö og bli stödd, for å halde deg att?
eit hjarta som bad deg bli?
— No står vi her tomhendte alle ihop
og ser mot ei attlæst dör.
Vi skulle ha bydd deg all varme vi eig!
Vi skulle ha komi litt för!
Einsam, du einsame, gjekk du herfrå.
Du frosne, du fraus i hel.
Å sei: fanst da ikkje det mennesket til
som kunne ha stått di sjel
så nær at det varde deg med sin eld
mot kulden? — Din död gir svar:
Du stod nok og såg deg ikring för du gjekk
— men eld vart du ingen stad var —.
— Så månge blir drivne i döden no,
så månge som ikkje vil.
Men du var ein döds-frivillig.
Du vende deg, tröytt og still,
til Döden og bad at du måtte bli löyst,
— og nu har han gjort som du bad.
Eit takk var vel siste ôm av di röyst
da han tok deg og bar deg avstad —.
— Vi veit det: Vi skal ikkje syrgje
for di skuld. Du sjölv har vâlt.
Det er berre det at no tykkjer
vi og her er tomt og kaldt,
no når du er död. Trass i alt du fraus
er det vi som treng deg i kveld.
Og vi söker i frost inn til det du har skapt
her på jord, du forfrosne, av eld!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
