Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Första häftet - Johannes V. Jensen. 20. Januar 1943. Af Alf Henriques
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Alf Henriques
for sent? Hvorfor? Nobelprisen bør vel ikke
gives til forfattere, der maa betragtes som
fuldstændigt passé i deres produktionsevne,
men nok til saadanne, der har kulmineret.
Det sidste vil endda i praksis blive det
sædvanligste. Midt i kampen gives nu engång
sejrslønnen ikke. Men er det da saa lang tid
siden, Johannes V. Jensen kulminerede?
Man hører undertiden det synspunkt gjort
gældende, at han spillede sine bedste kort ud
i den første ungdomsproduktion, — at han
ydede sit bedste med de tidligste prosadigte
og pasticher af norrøn poesi, med de første
visionære myter fra storbyernes vemod eller
jægerlivets friskhed, og med den saa
mærkeligt intense roman fra Kristiern den Andens
tid, Kongens Fald. Ingen dom er fejlagtigere;
hvor prægtig end denne førstegrøde var,
Johannes V. Jensen har været i en langsom og
stille vækst med megen, ganske vist
charmerende umodenhed i starten. Ikke blot i 1919,
men ogsaa i aarene 1926 til 1928 viste han en
forbløffende evne til at forny sig i aand og
form, samtidig med at han blev sig selv og
sine idealer tro; han bevarede indtil sit 5onde
aar evnen til at modnes. Hans lyrik faar nu
en større fylde og harmonisk kraft, hans
myter var aldrig mere følsomme og
underfundige, hans tanker om evolutionens moral
aldrig præget af større menneskelighed. Den
gang kulminerede Johannes V. Jensen. Man
maa vel tilmed indrømme, at hans vækst
standsede for ti aar siden. Det var efter mere
end 35 aars produktivitet, og efter at han
havde udsendt sin bog nr. 50. Kan man
kræve mere af en digter?
Maaske er Johannes V. Jensen ikke, hvad
man har kaldt for »akademabel». Ikke saa
meget dette, at han har holdt sig for god til
at paastaa, at magister Harald Xielsen skulde
være blevet Georg Brandes’ efterfølger som
professor ordinarius, eller i det hele har
vægret sig ved at foranstalte propaganda for
sig selv. Men snarere dette, at han i sin
ungdom — og ikke blot da — har kunnet virke
saa besynderligt ufærdig, hvilket vel just
hænger sammen med, at han har haft
udviklingsevnen i behold; og saa dette, at han
trods al varsomhed har givet sig blottelser
som kunstner og navnlig som tænker, —
udslag af en egensindighed, der vel tillige har
betinget hans sjældne sjælelige kræfter. Dertil
kommer, at hans sprogkunst er saa svær at
vurdere for udlændinge, saa haabløs at
oversætte. Trolddommen i hans stil ligger i det
uventede, men just derfor slaaende ordvalg,
der giver saa rige tankeforbindelser og ofte
udløser et saa præcist billede for fantasien,
at det kan synes en, at man først nu har
faaet evnen til selv at opleve tingen, som den
virkelig fornemmes.
Idealist i alle ordets betydninger er
Johannes V. Jensen ganske vist ikke. Hans livssyn
er vendt bort fra spiritualismens tro paa
aanden — guddommen eller ideerne — som
grundlaget for og herskeren over vor
forgængelige tilværelse. Der er blot dette ene,
men saa uendeligt rige liv, — dette er hans
glade evangelium; der er blot livets egne love,
men de viser, at alene det ejer vækstens
naadige gåve, som samtidig har kraft og
godhed og glæde.
Filosofisk betragtet er digteren materialist,
men han er etisk materialist. Idealist er han
for det første som kunstner, idet virkeligheden
bestandig for ham omdannes til noget typisk,
noget betydningsfuldt; han ser naturen i
universel belysning, •— mytens program; men
han kan tillige som aandspersonlighed kaldes
for idealist, fordi han har haft værdier at
forkynde. Hans bøger vilde ikke blot være
syn og velklang. Der var jo virkelig noget,
som denne månd troede paa og var besat af,
saa at han maatte skrive. Han havde et
program, som hans landsmænd, og hvem der
ellers gad høre paa det, skulde faa ind i
hovederne, en lære, der ikke blot var vendt
mod selvopgivelsens daadløshed, men i endnu
hojere grad mod kraftdyrkelsens hadskhed
og aandsfornægtelse.
Der er adskillige forfattere, man kan læse
sig klogere i end Johannes V. Jensen, men
jeg kender ingen dansk digter i nutiden, som
kan gøre læseren saa smerteligt forelsket i
tilværelsen, kan give ham saa dyb en godvilje
til menneskene uanset nationer og racer og
indgyde ham en saa fortrøstningsfuld tillid
til det sundes og godes sejr.
44
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
