Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Fred og Ufred. Af G. Krogh-Jensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fred, og Ufred
ringer.» Saaledes talte et af Englands
klogeste Hoveder i 1937.
Der kan naturligvis ligge megen Idealisme
bag denne næsten blinde Pacifisme, i hvilken
man undertiden sporer Efterklange af
Bjergprædikenen, men den er i sine Konsekvenser
livsfjern og farlig og har derfor ogsaa givet
stærkt Bagslag. Pacifisme er ikke for
ingenting i vide Kredse blevet et uartigt Ord.
Huxley siger for Resten selv et Sted meget
træffende, at Vejen til Helvede er brolagt,
ikke alene med gode Forsætter, men
undertiden ogsaa med de nobleste Udtryk for ædel
Følelse og det dybeste Indblik i etiske
Sandheder. Det passer udmærket paa hans egen
Retning, hvilket han vel næppe har tænkt paa.
Et Kapitel for sig er Kvækerne, der allerede
i 1660 erklærede: »Vi nægter absolut at tage
Del i nogen som helst udvortes Krig,
Stridigheder og Kamp med legemlige Vaaben, for
hvilket som helst Formaal eller under
hvilket som helst Navn den end føres.» Dette
er den puré Afvisning af Krigen, som
Kvækerne siden ret konsekvent har fastholdt. Det
er et Standpunkt, der er forankret i
Religionens Bud, og er egentlig uden Forbindelse
med det verdslige Fredsarbejde.
Kristendommen indtager iøvrigt ikke dette
Standpunkt og er i det hele taget ikke
pacifistisk, selv om det i Bjergprædikenen hedder:
»I skal ikke sætte Eder op imod det Onde,
men dersom nogen giver dig et Slag paa din
højre Kind, saa vend ham ogsaa den anden til.»
Kristendommens Aand er snarere Kamperis
Aand, hvis man da ikke vil gaa saa vidt som til
at sige, at den har begge Dele i sig. Den samme,
som siger: »I skal ikke sætte Eder op imod
det Onde», kunde jo selv gribe Svøben og
rense Templet, og det er jo ogsaa blevet
bebrejdet Kirken, at den paa den ene Side
gentager Fredsbudskabet, mens den paa den
anden Side velsigner Vaabnene og døber
Krigsskibe. Kirkens Historie fra de ældste Tider
til Dagen i Dag viser, at Kirken har været
og er ladet med Stridsaand, og selv om Kirken
og Kristendommen ikke er et og det
samme, saa lærer vi dog heraf noget om selve
Kristendommens Væsen. Dens Opfattelse af
Mennesket er dybt realistisk og en god Del
pessimistisk, idet den jo altid fastholder,
at Mennesket ikke er Aand alene, men tillige
og ikke mindst Støv, der bærer Arvesyndens
Stempel. Derfor omfatter Kristendommen i
dybeste Forstand baade Freden og Ufreden.
Men den er ikke pacifistisk og rummer ingen
Fredslære i almindelig Forstand. Den har sit
eget Fredsbegreb, som ligger i et helt andet
Plan end det almindelige. Guds Fred er ikke
det samme som denne Verdens Fred. Jeg kan
have Fred med Gud og Ufred med Verden,
ja, Freden med Gud kan medfore, at jeg maa
leve i Ufred med Verden. Kristus sagde: »Jeg
er ikke kommet for at stifte Fred.» Omvendt
kan jeg have Fred med Verden uden at have
Fred med Gud. Bibelen bruger Ordet Fred
snart i den ene, snart i den anden Betydning,
og naar man lader være at blande dem
sammen, har man Mulighed for at forstaa
Kristendommens for mange saa uklare Stilling
til Fredsarbejdet, ellers ikke. Saa forstaar
man ogsaa, hvorfor Fredssagen ikke fik sine
Rødder indenfor Kirken, men udenfor Kirken.
Det første Afsnit af Fredsbevægelsens
Historie kaldte vi: »I Begyndelsen var Ordet».
Det vil vi nu vende tilbage til. Her findes
Fredssagens Rødder, og her er det, Kilderne
springer. Blandt dem, der i det 18.
Aarhundrede banede Vejen for Fredsbevægelsen, er der
to, hvis Indsats har særlig Interesse og
Betydning for Nutid og Fremtid. Jean Jacques
Rousseau er den ene af dem, og det til
Trods for, at han i hele sin store
Produktion næsten aldrig direkte har beskæftiget sig
med Fredsproblemet. Man kan undre sig over
det, for han gik jo ellers frejdigt om Bord i et
hvilket som helst Problem, han stødte paa.
Forklaringen er imidlertid den simple, at der
slet ikke eksisterede nogen Fredssag dengang.
Han beskæftigede sig faktisk med den, for
den blev til, det vil sige, han var med til at
skabe den.
Rousseau kom paa en højst mærkelig Maade
til at præge, man kan godt sige hele
Menneskehedens Opfattelse af Fred og Ufred, og
ikke blot dengang, men lige op til vore Dage.
Hans Paavirkning udgaar ikke, som man
kunde tro, fra hans berømte Arbejde
»Con-trat social», der udkom i 1762, og hvormed
han grundlagde Retsfilosofien, men i
Hovedsagen fra hans endnu mere berømte Værk
om Opdragelse, »Émile», der udkom samme
Aar, og som opnaaede ikke alene at blive
forbudt, men ogsaa at blive brændt af
Bodlen samtidig med, at Rousseau selv blev
forvist fra sin Fødeby Genf. Aarsagen til denne
haardhændede Fremfærd skal imidlertid ikke
søges i de Tanker, Rousseau fremsatte om
Fredsspørgsmaalet, men derimod i hans Tan-
245
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
