Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Fred og Ufred. Af G. Krogh-Jensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fred, og Ufred
vist kan være dækket af et godt Lag
Kulturfernis. Enhver kan læse ud af Naturens aabne
Bog, at Ufred, selv om den betegner noget
ubehageligt, i sit Væsen ikke er en Udartning,
men tværtimod et Udtryk for det
Grundprincip, som selve Livet bygger paa. Kampen for
Tilværelsen er i sig selv Ufred, som ingen kan
forskaanes for, og baade for Dyr og Mennesker
gælder det, at de er fortabt, hvis de ikke
forstaar at indstille sig paa denne Kamp. Og
man maa aldrig glemme, at netop denne
Kamp øver en mægtig opdragende Virkning,
idet den holder Skabningen i den mest
levedygtige Form. Den evige Angst og Usikkerhed,
som er alle levende Væsners Lod, giver skarpe
Sanser og sikre Instinkter, det gælder ogsaa
for Menneskene. Ufreden er følgelig uløseligt
knyttet til selve Menneskets Natur, man
kunde sige til Dyret i Mennesket.
Fredsidea-let derimod er skabt af det i Mennesket, der
hæver sig op over Dyret; det hører Kulturen til
i samme Grad, som Ufreden hører Naturen til.
Rousseau kan muligvis have Ret i sin
Paastand om, at alt er godt, som det
kommer fra Skaberens Haand, men saa følger
heraf blot, at hvis vi vil vende tilbage til
Naturen, til det oprindelige i os selv, saa er
det ikke Freden, men netop Ufreden, vi
møder. Det er imidlertid ikke denne Opfattelse,
de fleste af Rousseaus utallige Eftersnakkere
er kommet til, men den stik modsatte, og det
er denne Vildfarelse, der har præget det
meste af det Fredsarbejde, der er gjort siden
Rousseaus Tid. Men har bygget et
Freds-ideal op paa falske Forudsætninger, og det er
derfor ikke underligt, at Fredsarbejdet har
lidt saa mange Nederlag.
Dette er, hvad vi kan kalde den Rousseauske
Linie i Fredsarbejdet. Den anden Linie kan
føres tilbage til Immanuel Kant. Kant var
tolv Aar yngre end Rousseau og var over 70
Aar gammel, da han udsendte det føromtalte
Skrift, som han kaldte »Zum ewigen Frieden».
Dette Skrift gik ikke i Folk paa samme
Maade som Rousseaus Skrifter gjorde det;
Kant er svær at forstaa. Dog vakte det stor
Opmærksomhed, da det udkom. Senere gled
det i Baggrunden, men det fortjener netop
nu alle Fredsvenners Opmærksomhed.
Skriftet udkom i 1795, og Foranledningen
var Freden i Basel, ved hvilken Preussen
maatte anerkende den franske Republik og
afstaa hele venstre Rhinbred. Fredrik Bajer
har oversat dette Skrift, og han kalder det
med Rette »en fuldlødig Guldmønt, som Ti-
dens Tand ikke har kunnet tære». Man har
sagt, at Kant i dette Værk græder med det
ene Øje og ler med det andet, og det ses
allerede af selve Titlen: »Den evige Fred». Det
er ikke rosenrøde Drømme eller sentimentale
Følelser, vi her møder, men den skarpeste og
ædrueligste Tænkning, der maaske nogensinde
er præsteret over dette Emne.
Kant havde læst Rousseau med megen
Opmærksomhed, og man fortæller, at han en Tid
endog undlod sine sædvanlige Spadsereture
for at læse Rousseau. Netop »Emile» gjorde et
dybt Indtryk paa ham, men han siger selv:
»Jeg maa læse Rousseau saa længe, at
Udtrykkenes Skønhed ikke mere forstyrrer mig,
først da kan jeg bedømme ham med
Fornuften.»
Kant indleder det første Afsnit med
følgende Læresætning, der er typisk for hans
tankeklare Maade at behandle Emnet paa:
Ingen Fredsslutning, hvorved Anledning til
en ny Krig hemmeligt forbeholdes, skal
gælde for en Fredsslutning, thi ellers var det
jo kun en Vaabenstilstand. Det var kun en
Opsættelse af Fjendtlighederne, ikke Fred,
som betyder Ende paa alle Fjendtlighederne.
Med Tanken paa Baselerfreden siger han: En
Ståt er ikke Bohave eller Ejendom, saaledes
som maaske den Grund, den staar paa. Den
er et Samfund af Mennesker, hvorover ingen
anden end Staten selv har Ret til at bvde og
raade. Den har som selvstændig Stamme sine
egne Rødder. At indlemme den ligesom en
Podekvist i en anden Ståt, er det samme som
at ophæve dens Tilværelse som moralsk
Person og gøre denne Person til en Ting.
Kant lod sig ikke bedaare af Rousseaus
Veltalenhed, og hans kritiske Indstilling kom
ikke mindst frem overfor Rousseaus Paastand
om, at alt er godt, som det kommer fra
Skaberens Haand. Kant modsiger i og for sig
ikke Rousseau paa dette Punkt, men drager
blot den rigtige Slutning heraf. Kant siger
nemlig: Fredstilstanden imellem Mennesker,
som lever i Samfund, er ingen Naturtilstand,
der snarere er en Krigens Tilstand.
Fredstilstanden maa altsaa stiftes. Sproget er
noget knudret, men Meningen er vidunderlig
klar. Om Forskjellighederne i Sprog og
Religion siger han, et de ganske vist medfører
Hang til gensidigt Had og Paaskud til Krig,
men at de dog med den stigende Kultur lidt
efter lidt leder til større Overensstemmelse i
Grundsætninger og til indbyrdes Forstaaelse
i en Fred, som ikke ligner hin Despotismens
247
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
