Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Elfte häftet - Den blaa Længsel. In memoriam Viggo Stuckenberg 1863 — 17 Sept. — 1943. Av Jørgen Andersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den blaa
Længsel
krystalliseret, har han ogsaa tegnet sin
Længsel i et Billede, man aldrig glemmer:
Kvinden i Taarnet, »der sidder stum i
Vinteren med et øde Livs endeløse Slette for
sig, og bag sig en visnet Skov, -—• den
ensomme Længsel, syg af at mindes, udødelig
ung som Haabets Vanvid».
Da Viggo Stuckenberg i 1902 endelig kom
ud paa den Udenlandsrejse, han hade
trængt till i saa mange Aar, stod dens
Udbytte slet ikke i Forhold til, hvad hans
Venner havde ventet sig. De havde sørget
for, at hans mest trykkende Gæld blev bragt
af Vejen, inden han rejste, saa han ikke
havde de Bekymringer; endvidere at han
var godt forsynet med Penge, saa han
riktig kunde se sig om; og selv havde han
just udsendt »Sne», der havde skaffet ham
Anerkendelse som hans Generations første
Lyriker.
Han havde saaledes al Grund til at være
glad og falde til Ro i Nydelsen af alt det
nye, han saa undervejs, og rekreere sit syge
Sind. — Men han kunde ikke, hvad »Aften
i Luxembourg-Haven» med al Tydelighed
viser.
Hen under Himlen aftengraa Skyer
i jagende Uro drager,
Lyset er koldt og Jorden vaad
og alle Smaafugle klager.
Det drypper fra Luxembourg-Havens Træer,
og Løvet bruser som Silke,
et Bed Tulipaner i Laser staar
og visner paa tynde Stilke.
Jeg gaar derinde og fryser selv,
fremmed, hjemløs, alene,
finder tilfældig en Buste gemt
bag regntunge Elmegrene.
Et furet Hoved, to Øjne som
Fortvivlelsens aabne Helved,
Haaret en knugende Uvejrssky,
og Brynene sorgfuldt hvælvet,
men Munden — Munden saa ung og blød
som dugget af Rosers Aande,
—- et Hoved løftet af Blodets Brus
og bøjet i bitter Vaande.
Ingeborg Stuckenberg.
Chopin — Der bliver saa ensomt tyst
i samme Stund under Løvet,
som tav hver Graaspurv i Busk og Græs
og lukked sit Næb bedrøvet.
Og al min Længsel mig fylder vildt,
saa underlig angst og bange,
som kunde min sidste Glæde dø,
før helt jeg turde den fange.
Rejsen gav derfor kun stakket Frist. Et
halvt Aar senere indtraf Katastrofen
alligevel. Ægtefællerne skiltes for aldrig at
ses mere. Ingeborg Stuckenberg førtes af
sin Længsel om paa den anden Side af
Kloden, hvor hun, da hun heller ikke der
fandt, hvad hun søgte, døde for egen Haand
og blev begravet paa Aucklands
Kirkegaard paa New Zealand.
Min eneste, egen Veninde,
du stolteste Kvinde
jeg havde kær!
— kunde du ikke mig binde,
jeg ikke dig,
... aa, Hj ærtenskær!
min eneste, egen Veninde.
521
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
