Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Elfte häftet - Den blaa Længsel. In memoriam Viggo Stuckenberg 1863 — 17 Sept. — 1943. Av Jørgen Andersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jørgen Andersen
han som Lærer og Digter. Poesien var
tidligt vakt i ham. Fra han var 15 Aar, skrev
han nydelige Rimbreve og Lejlighedsdigte
især til to Kusiner, som han sværmede for
paa Englerupgaard ved Ringsted, hvor
han tilbragte alle sine Ferier, og hvorfra
hans senere saa skønne Naturlyrik
udsprang.
Men først med Ingeborg fik hans Poesi
sin Blomstring.
Sjældent har to Mennesker elsket
hinanden som Ingeborg og Viggo — og gjort
hinanden saa megen Fortræd. En af
Forklaringerne herpaa har Digteren selv givet
i et Brev til en Ven, da hans Hustru
definitivt havde forladt Hjemmet:
Ingeborg og jeg har handlet ilde med hinanden,
hver paa sin Vis. Men hvorfor? Dog ikke af
Ondskab. Fordi to forskellige Evner til Lykke og Liv
tørner sammen.
Udfra dette kan Viggo Stuckenbergs
Forfatterskab ses og tolkes.
Hans Længsel gælder nu ikke mere
fremmede Lande og spændende Oplevelser.
En dansk Landevej med Skærvebunker er
ham nok. Men hvad han attraar er Fred
og Lykke.
I »Gylden Ungdom», en lille Novelle om
Forlovelsestiden, der blev trykt i
Dagbladet »København», skriver Harald (alias
Viggo) til sin Kæreste:
Det brænder henne i Kakkelovnen, og her er
lunt og godt, saaledes som jeg synes Livet maa
kunne rinde, en Strøm af Fred om os to.
Men det skulde gaa helt anderledes.
I »Romerske Scener» dræber Tribunen
Oktavius Sagitta Pontia, sin Elskerinde,
fordi han »vil Fred» og ved, at hun aldrig
vil kunne give ham den. Og Caracalla
taber Spillet, fordi han har bundet sig til en
Kvinde.
Jeg sidder jo her —- naglet til min Lykke . . .
Det er ikke Cæsar, som sidder hos dig. Cæsar
døde for din Gift.
Moralen er: »Ve den Lykke, Kvinder
bringer Mænd.»
Ridder Haagen, »den vilde Jæger»,
haaber at vinde Fred ved at binde Jomfru
Ingers stolte Sjæl til sin fredløse, men
forgæves.
Den Orm,
. . . det evigt raader ilde
i hver Mands Sind, hvem Livet bød til Gilde
og jog derfra med Sjælen fuld af Pest,
og som alligevel vil Livets Fest . . .
kan han aldrig faa Bugt med.
Fred og Lykke findes ikke i Samlivet
mellem Mennesker. Først naar en Månd
gør sig fri, kan han vinde dem, tror
Stuckenberg.
Derfor forlader Hans Haven (i »Söl») den
lille Provinsby og drager ud i Verden.
Fra de vide Marker steg i den frugtbare Nat
Muldets Liv omkring ham i evindelig stigende
Mumlen, som sad skjult i den duggede Sæd alle
Æventyrs Dværge og smedede den kommende
Dags Sol.
Faar han den i Eje? Vinder han saa
Lykken? Nej. I al Fald ikke den han søgte.
Dertil er Misforholdet mellem hans Længsel
og hans Tro paa Lykken for stort. Herom
kan man læse i Stuckenbergs sidste Roman
om Landstrygeren Asmadæus og i hans
smaa Eventyr, der er samlede i »Vejbred»,
hvori den bitre Viden er nedlagt, at Lykken
slet ikke gives. »Prinsessen og det halve
Rige» vindes sjældent, og sker det endelig,
forvandler Guldet sig til Støv. Det undrer
da ikke, at Feen i Eventyrene heller ikke
er gjort efter Traditionen. Hendes Ansigt
er »saa forunderligt smilløst som et Blad
af en hvid Blomst», og hendes Øjne er
»store og sorte og med et Blik, som hvilede
den Sjæl, der gav det Liv langt ude i den
ensomme Nat».
I denne lille kostelige Bog, der rummer
noget af den bedste Prosa, Stuckenberg
har skrevet, og hvori hans Livssyn er ud-
520
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
