Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andra häftet - Michael Rosings Dagbog. Af I. C. Normann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Michael Rosings Dagbog
naar han strømmer over over sine
Helte-gærninger, »jeg vilde have samlet all den
Beskedenhed, det var mig muelig for at
skjule det Praleri, Corneille dér havde lagt
ham i Munden». Paa Comédie aux Italiens
under Merciers »La brouette du vinaigrier»,
et borgerligt Stykke, der naturligt morer
sig over Klassefordomme, ledes han ved at
se Skuespillerne spanke omkring med
fortrukne Helteminer og opstyltet Ædelmod.
Paa Burg irriteres han ved, at »Emilia
Ga-lotti», der herhjemme spilledes
menneskeligt uden at miste Tragediestilen ihvertfald
ikke i Enkelthederne, trækkes saadan op og
ud, at det stumme Spil, der kan forberede
og dæmpe de voldsomme Virkninger, her
kvæles af Trangen til Deklamation og
bevidst Tydeliggørelse.
Under Opførelsen af »Zaire» (paa
Thé-åtre français) — hvor han selv hjemme har
spillet Orosman — oplever han det, han
for sin Død ikke kan døje, den brusende
Svulst, men det er i dette Tilfælde ikke det
væsenlige for os, nej han giver en
fortryllende aktuel Karakteristik af Zaires
Væsen, uden Tvivl paa virket af Indtryk
hjemmefra, hvor hans Hustru spillede
Rollen, men en moderne dansk Skuespiller
tiltræder den omgaaende. Zaires Følelser maa
være stille, siger han, hendes indvortes
Kamp maa ikke yttre sig anderledes end
som Overfladen af det stille Vand, »der
kommer i en sagte Bevægelse af en mild
Vesten Aande». Selvfølgelig er dette paa
Trods af ikke blot denne Tragedies, men
overhovedet fransk Tragediespils Aand, og
Dr. Schyberg har nok Ret i her at spore
en for radikal Indflydelse fra Wessels
Parodi »Kærlighed uden Strømper». Men man
kan som bekendt ikke sætte sig ud over
sin Natur uden Fare for Karikatur. Franske
Skuespillere har forstaaet at følge med
Tiden, at spille f. Eks. Racine moderne
(Suzanne Désprès i »Phèdre») paa Trods af
den traditionelle Stil paa Théåtre français
(jeg mindes endnu med konvulsivisk For-
Johanne Cathrine Rosing. Maleri
af Erik Pauelsen.
Teatermuseet i Köbenhavn.
skrækkelse en Opførelse af »les
Burgraves» i 1902 med alle Kanonerne, ikke at
forglemme selve Mounet Sully), men vi
fandt aldrig, ihvertfald kun for en meget
kort Tid, den rette Stil i Oehlenschlägers
Tragedier.
Om Dr. Schyberg har Ret i paa
Grundlag af Rosings Karakteristiker af
Heltespillet her og der og allevegne og af det
modsatte, det menneskeligere Spil i de
sjældnere Tilfælde, at dømme derhen, at
Rosing ikke blot teoretisk men praktisk
gik imod Tekstens Ordlyd og »netop
derved giver Replikerne den sjælelige Nuance,
den Dobbelttone paa hvilken al finere
scenisk Menneskefremstilling beror», at han
forstod »at gøre Rede for det stridende
Indhold bag Replikerne, der kan være et
andet, ja det modsatte af den blotte
Ordlyd», er vel saare tvivlsomt. Repertoiret,
det kosmopolitiske, Tragedien, Skuespillet
og Komedien lagde den Gang kun an paa
det udvendige, paa det tilsyneladende ægte;
det underfundige, dybsindige mellem Lin-
79
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
