Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andra häftet - Michael Rosings Dagbog. Af I. C. Normann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I. C. Norman n
jerne er en Opdagelse, der tager fat med
Hebbels, Ibsens og Tjekofs Tidsalder. Af
samme Grund synes det forkert at gøre
Iffland til en Karl Mantzius eller Katsjalof.
Iffland vilde synes ægte, brugte alle
synlige og hørlige Midler for at synes naturlig
for Naturlighedens Skyld, her var ingen
Lejlighed til Diskretioner i det skjulte. I
de berømte Pavser mimede han saa
tydeligt, at her var intet at misforstaa. I
modsat Fald var der ikke svundet en
Menneskealder mellem Ifflands og Hebbels
dramatiske Produktion.
Et af de væsenligste Indtryk, Rosing
hjembringer fra sin Rejse, er det af
Ensemblespillet paa Théåtre français, i
Mannheim, hos Bondini i Prag, der gik ud paa
navnlig i afgørende Scener at stille sig i
naturlige og samtidig maleriske, plastiske
Grupper, hvor Replikkerne fløj fra Mund
til Mund som i et Boldspil med en
dramatisk Flugt og Fart uden Lige. Han møder
med slaaende Eksempler fra Opførelserne
af »Zaire», »Somnambulus», »Montesquieu»,
»Die Vormünder». Måge til dette
Ensemblespil traf man ikke i København, og
Grunden var den ligefremme, at nye og ældre
Stykker skulde jages igennem for
bestandig at skaffe Plads for næste Nyhed,
næste Nyhed. I Forbigaaende sagt yndede
Edvard Brandes hundred Aar senere mod
bedre Overbevisning at holde Teatrets
Direktion dette righoldige Repertoire som
Skoleeksempel paa Arbejdsomhed for Øje.
Sandheden er jo tværtimod den, at
Sceneinstruktionens Kunst efterhaanden
umuliggjorde forhastede Indstuderinger (5—6 mod
20 i Fortiden) og skabte derved det
Ensemble, som Rosing sukkede efter, en
Kunst, der efter fransk Mønster omsider
dukkede op herhjemme med Høedt i
1850-erne og fortsatte med Bloch og de andre,
der nu særpræger det kgl. Teater. Men
altsaa her viser Rosing sig som den
mærkeligt forudseende Kunstner. Hans
Dagbog er saaledes hverken mer eller mindre
end en Lærebog i Skuespilkunsten, og
man ser her endda bort fra, hvad den paa
anden Maade betyder kulturhistorisk, som
Rejsebeskrivelse af Livet i Paris, Wien,
Berlin, Hamburg og mange andre Byer og
Egne. Og som sagt en omsorgsfuldere,
kyndigere Ledsager end Dr. Schyberg kunde
han ikke godt have mødt. Ventede han
længe paa ham, ventede han ikke
forgæves. Teaterhistorien i Slutningen af det
18. Aarh. i Dr. Schybergs Fortolkning bør
kendes udenfor Danmarks Grænser.
80
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
