Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tredje häftet - Ludvig Holstein. Af Harry Andersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ludvig Holstein
en Skygge over Danmarks grønne Sletter. I
Slutningen av 1943 udkom Bogen »Ludvig
Holstein. Et Minde»; den indeholder
Holsteins sidste Digte (Til min Moder,
Modersmaalet) og et Udvalg af hans
Prosastykker (foretaget af hans Hustru Thyra
Holstein), en Række meget smukke
Naturskildringer og bl. a. fire Afhandlinger om
Johannes V. Jensen.
Da Debutsamlingen kom i 1895 stod det
klart, at Danmark, at Norden havde faaet
en ny og fremragende Lyriker, ikke fuldt
færdig endnu, men dog med et afklaret Skær
over sig. I denne henrivende Ungdomsbog er
der Nænsomhed og Ømhed, skære Toner,
lyse Farver og Blomsterduft i svale Stuer og
en Brise ind gennem aabne Vinduer — og en
Kvindes søde og skævende Tanker. Der er
hvide Drømme og hvide Længsler, en blid
Lykkefølelse strømmer igennem Versene.
Ordet Lykke forekommer ofte:
Min Lykke vaagner ung og ny
som Lærkesang ved Morgengry.
(Sang bag Ploven.)
Her træffer vi Parlando-Digtene, Digte med
lange Verslinier (Vil I kende min Veninde;
Jeg besværger Eder, Venner; Lisbeth; Efter
Tilstaaelsen o. a.). Æbletræerne rødmer af
Lykke, og hans Veninde fylder ham med
Drømme, hendes Øjne er blanke af Taarer.
Dog kan Tanken om Døden melde sig:
Jeg ved det: vi skal mødes! Om tidlig eller sent.
Maaske, mens endnu fyrigt de hede Attraa svulmer,
maaske, naar svagt i Asken de sidste Gnister ulmer —
men en Gang skal vi mødes! Om tidlig eller sent.
(Jeg ved det.)
Der er Viser som Det er i Dag et Vejr, Viol,
En Duft af Viol, hvor Digteren spiller stærkt
paa den primitive Gentagelse. Den
hymneagtige Tone anslaas flere Gange, den som siden
blev til stortsvulmende og fuldttonende
Akkorder, f. Eks. i O, alle de Lærker —:
Bereder en frelsende Dagning sig tyst
i drømmende Smerte paa Tusmørkets Kyst?
Det var med velberaad Hu Holstein kaldte
sit Udvalg for »Hymner og Viser». Versene
synger i »Digte» som hos Chr. Winther, en
Morgenluft blæser gennem de rene og ømme,
lykkefyldte og unge Strofer.
I mange Aar var Holstein tavs. Først 1915
kom den lille Samling »Løv». Her møder vi
ikke den fine Harmoni som i »Digte», Tonen
er ændret, den er mørkere, fyldt af Uro og
Angst, der er Strid i Digterens Sind. Her er
Digte fra Udenlandsrejser, bl. a. den smukke
Digtkreds »Frauenwiese». Digteren har ikke
fundet hjem endnu, men en Strofe som denne
er som et Præludium til »Gravenstener» (i
»Mos og Muld»):
Vel! Ræk mig da, o Efteraar,
en Gravensten som smager
af Bækken ved min Faders Gaard
og Mulden i hans Ager.
(Det lysner.)
Den varsler alt det der skulde komme to Aar
senere.
I »Mos og Muld» er Digteren vendt hjem til
Danmark, til Sjælland; Hverdagens Højtid
toner i hans Sind, den regnsvale Luft er om
ham, Norden giver ham et Velkomstkys med
Æblemund, han træder paa Mulden, og han
ser Mosset:
Men ser jeg Mosset blomstre, maa
mit Landsbyhjærte vaagne,
og drømmende paa Vandring gaa
i taagesvøbte Sogne.
(Gravenstener.)
Med opladte Sanser vandrer han rundt, og
alt er som i Skabelsens Dage, Naturens
uendelige Rigdom fra November, hvor der er
»frugtbar og venlig Hvile, / i Danmarks
slumrende Agerland» til den blanke
Martsaften, til Løvspringet og den svulmende,
frodige Sommer. Alt synger han om i Strofer,
der er skabt i Inspirationens gyldne
Lykkestunder. Lødigere Digtsamling end »Mos og
Muld» findes ikke i dansk Lyrik. Her er valgt
og vraget, en Kunstner er traadt ud af sit
Værksted og har givet os sit Værk efter modent
Overlæg. Intet vil man undvære, hver en Strofe
hæger man om med Kærlighed. Aarene er
gaaet, og hvor ofte har man ikke taget Bogen
ned fra Reolen og læst i den med Andagt.
Her taler en Digtningens Mester i fastformede,
lydefri og harmonisk opbyggede Strofer.
Som Solsorten var han tavs, men han fandt
sin Sang igen, og den strømmede ud; en
Guddom havde taget Bolig i hans Sjæl,
Tilliden til Livet og alt groende:
Vel mødt i Vaaren, Ungdoms Ven,
og Ven fra kolde Dage!
Guds Godhed favner os igen,
vort Solskin kom tilbage.
Og fløjter du i Herlighed
fra Granerne de høje
den store Sol bag Skove ned
med Himlen i dit Øje,
I37
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
