Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tredje häftet - Ludvig Holstein. Af Harry Andersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Harry Andersen
Er al din Sjæl en Stjærnehelg,
som risler Gud i Møde;
og saligt drypper fra dit Svælg
den klare Aftenrode.
(Solsort.)
Og gennem hele Bogen gaar der en
Understrøm af Ydmyghed og Taknemmelighed.
Den Harmoni mellem Aand og Natur,
mellem det menneskelige og guddommelige, som
præger Holsteins Digtning, er Resultatet af
en Mands Kamp med sig selv for at finde et
Staasted i Tilværelsen. Holsteins Lyrik er
langt mere og meget andet end Idyldigtning,
søde Toner og friske og yndefulde Viser, øm
Kærlighedslyrik og smuk Naturpoesi — den
har den Spænding som findes i al værdifuld
Kunst, hos Holstein ofte umærkeligt, fordi
hans Form er strengt klassisk og hans Sprog
saa klart og gennemmusikalsk. Imellem
Ordene og over dem toner Gang paa Gang
de stærkere Klange. Som ingen anden Lyriker
har Holstein forstaaet den Kunst at løfte det
simple og selvfølgelige Udtryk op i en Sfære,
hvor det udvides og forstærkes og faar det
højes Skønhed og beholder det jordiske Præg.
Et Digt som Den hvide Hyacinth giver et smukt
Eksempel herpaa; Digteren ser Blomstens
Fødsel, Kimen folder sig ud:
I vellugtfyldte Kar,
som aabner Eder Par ved Par,
hvor mon I var?
Hvorledes fandt I tyst
den Vej, som gaar fra morkt til lyst,
paa Dagens Kyst?
Hvad vil I her, iført
et Legeme saa svalt og skørt
og uberørt,
som var I skaaret ud
af Aftenhimles Perlehud,
I ædle Skud —?
Det hymneagtige kommer frem i et Digt
som Foraaret og Kirsebærtræet: Alfavneren er
jeg, nedsteget paa Muld, / en Evig, som
møder et timeligt Kuld. Digtet Løvspring har
en Rigdom af Iagttagelser, det myldrer af
Dyreliv, de store Strofer er fyldt af en
paradisisk Glæde, der slaar over i Ekstase:
Nyfødt bruser Sommerdagen, i det nøgne Nu.
Dette Digt er et af dansk Litteraturs
ypperste, alle Detaillerne er paa det fineste
underordnet Helheden, hør Anslaget:
Se, smaa Solskinsfingre sysler
blandt de sødtbespændte Kviste,
løsner sagte, hvad der snærer,
og befrier et krøllet Blad–-!
Kuldskært kryber spæde Lemmer
frem af Svøb, der lydløst briste,
gyser sødt og glider nøgne
ud i Luftens Bad.
Ubesværet svulmer Løvets
svale Aandedrag,
blødt som blev et Jorderige
skabt just denne Dag.
I Holsteins Billeder af den danske Natur
dominerer Foraaret og Sommeren, og
September har en smuk Plads; Vinteren er
ikke helt borte, et prægtigt Digt er Sneen,
men ogsaa her slumrer der et Foraar (som i
Digtet November, hvor det saa karakteristisk
hedder: Bag Pilebarken et Foraar staar):
Frodigst dog grønnes den Ager,
som ved mit Frosthjærte sov.
Vaaren er aldrig saa fager
som i den smeltende Skov.
»Mos og Muld» er en moden Digters
fuldendte Værk; her er Sødme og Kraft i en
personligt udmejslet Form. Hvad denne Bog
betød i den første Verdenskrigs tredie Aar
vidner Digteren L. C. Nielsen smukt om i
»Tilskueren» 1917. Et nyt Danmark, der
var det gamle, oprindelige, var nyskabt af
en Digter.
»Æbletid» slutter sig til »Mos og Muld».
Sommeren er gaaet i Skred, vi staar ved
Septembers Tærskel (sml. Digtet September),
Æbleblomsten er blevet til den fuldmodne
Frugt. Ogsaa i denne Samling kommer
Digteren hjem, han vender stadig tilbage til
Roden. Digtet Pintsesolskin (i »Mos og Muld»)
slutter med denne dejlige Strofe:
Trygt følger vi Grøfternes Mælkebøtbræm
i dit Solskin
som bortkomne Børn, der omsider fandt hjem
til dit Solskin.
Han har mødt en Datter af Sjælland:
Som Hyrder gik til Betlehem
og traf en ydmyg Pige,
fandt jeg en Foraarsaften hjem
til Barnets tabte Rige.
(Aks.)
Her er Digte om Mælkebøtter, om Lærken
og Vaaren, om Vintersæden; Barndom og
Fædreland taler ømt og fortroligt til
Digteren, han har hjemme, hvor Øjet kan se
Kornmarken og Landsbygavlen. Smukt er Digtet
En lille Pige; den lille Pige, der er lidt
vinterbleg, gaar trygt omkring i det Land de
voksne betræder med Skyhed: du er en
hellig Undren i vor Tanke, / du er den reneste
af alle Glæder.
138
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
