- Project Runeberg -  Ord och Bild / Femtiotredje årgången. 1944 /
160

(1892-1951)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjärde häftet - Brødrene Brandes. Af Fr. Hegel

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Fr. Hegel

Danmark. Jeg traf ham første Gang i mine
Forældres Hus, da jeg ikke var gammel nok
til at forstaa Kynisme og derfor ikke følte
mig tiltrukket af ham — tværtimod — og
senere i hans eget Hjem og i mit, da min
Kone kom i et nært Venskabsforhold til
Fru Elise. De senere Aar, efter at Elise
Brandes var død, gik Brandes ikke ud, og
det var kun i hans Hjem, jeg saa ham, naar
jeg opsøgte ham enten som
Bestyrelsesmedlem i Gyldendal eller privat som »den
kloge Kone i Skjoldsgade», som han selv
yndede at kalde sig.

Hvordan han var?

Et af de sidste Aar, han levede, opsøgte
jeg ham en Vinteraften for en kort Samtale.
Brandes var gaaet i Seng med en let
Forkølelse og kunde derfor ikke se mig. Næste
Aften kom jeg igen ved samme Tid —
henad Kl. 8 — og for at tilkendegive, at
jeg ikke vilde trætte ham længere end
nødvendigt, beholdt jeg Overfrakke og
Halstørklæde paa. Vi sad i hans Arbejdsværelse
ud til Haven, hver paa sin Side af Bordet
midt paa Gulvet. Jeg mærkede nok nogle
Gange, at det var lidt varmt, men tænkte
ikke derover. Han talte, og jeg talte, og vi
var lige ivrige. Naa, jeg vilde som sagt ikke
trætte ham og brød op. Da jeg kom ud paa
Gaden, saa jeg paa Uret; den var 11.30.
I Samtalens Løb glemte jeg helt
Fornemmelsen af Overfrakken, og han helt
Synsindtrykket af samme. Saadan var Edvard
Brandes.

Mine Indtryk af Brandes’ Personlighed
falder i to Hovedafdelinger, den Brandes,
der var den private Ven, som med Hjertet
modtog en i sit Hjem, og den Brandes, som
man søgte for at tale rent fagligt med om
Forretninger, d. v. s. om andre Mennesker
man har at gøre med udenfor det
selskabelige. Hjertet og Hjernen.

Som Politiker har jeg slet ikke kendt
ham, aldrig hørt ham paa et Vælgermøde,
kun hørt ham en Gang i Rigsdagen, da han
skulde forsvare sig overfor den latterlige

Situation, at han som Minister maatte slaa
alle Rygter ned om en Sag, der i
Hemmelighed skulde arbejdes med. (De vestindiske
Øer.)

Det, der gjorde Samværet med Brandes
saa paaskønnet og forfriskende — og
nyttigt — var det, at han hørte til de
Mennesker, der altid kædede det materielle
sammen med Ideerne, det abstrakte med det
praktiske. Mange Kunstnere kæmper bravt
for at gøre det samme, men det er sjældent
Natur, som det var hos Brandes, d. v. s. den
egentlige store harmoniske Forstaaelse af
Tilværelsen, og i begge Yderpunkterne gik
hans Forstaaelse og Indsigt længere end de
flestes. Faa var mere belæst end han i hele
Aandens Rige, meget faa havde en saa
grundig Forstaaelse af de materielle
Værdier som Edvard Brandes. Han forstod Tal
og han var stoldt deraf.

For os yngre var der selvfølgelig altid
enkelte Ting, der straks sprang i Øjnene
under Samværet. Han var paa en Maade
gammeldags. I Ydre var hans Ideal
vistnok Napoleon III. Han gik næsten altid i
Jaket og stribede Benklæder, han satte
Slipsnaalen for højt og gik med runde
Manchetter og havde et lille Fipskæg.
Han var som sin Broder ridderlig, han
satte Samtalen i Forgrunden som
Midlet til at möre sig, naar man kom sammen.
Hjernevirksomheden var ikke afhængig af
Spiritus, som han kun nød i meget smaa
Mængder. Han beslaglagde ikke selv
Samtalen, som Georg Brandes uvilkaarlig gjorde
og ogsaa gerne vilde, han æggede kun, satte
de andre i Gang, og — for at sige det rent
ud — holdt den oppe paa uanede Højder,
hvor de til daglig ikke færdedes. Man gik
altid fra Brandes med det Indtryk, at
Brandes selvfølgelig var en overordentlig
intelligent Månd, der sagde mange morsomme
Ting o. s. v. o. s. v., men de bedste Ting,
der blev sagt, de vittigste, mest galliske,
dem havde man nu Indtrykket af selv at
have sagt. Saadan var Brandes. En under-

160

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Dec 11 14:09:51 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/ordochbild/1944/0188.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free