Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjunde häftet - Knud Sønderby. Af Fredrik Schyberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Knud Sønderby
alle Kvinder. Han iagttager med skinsyg
Nyfigenhed Kvinderne, naar de er i
Bevægelse, og naar de er i Ro; med urolig Jalousi
konstaterer han, naar de lukker sig inde i sig
selv, i en helt fremmed Sfære, som Mænd
aldrig skal betræde — naar de reder deres
Haar eller blot ser frem for sig »med et Blik
rummende al Verdens Fjernhed, alle
Muligheder, alle Distancer». Det er hans Kunsts
Ærgerrighed at udtømme disse Muligheder,
at gennemløbe disse Distancer. Og virkelig
har han præsteret Kvindeskildringer, som
staar alene og meget højt i Samtidens
Digtning. Der er et erotomant Træk i hans Kunst,
men ogsaa en latent Følelsesspænding, som
i dens bedste Øjeblikke giver den en
ualmindelig Intensitet. Hans Evne til Ind- og
Medleven er meget betydelig. Han er en skarp og
lydhør Iagttager og Fornemmer. Han kan
skildre helt primitive Mennesker og gør det
ofte med henrivende Lune som i
Nattesel-skabet hos Husassistenten, der holder Gilde
i sit Herskabs Lejlighed, i »To Mennesker
mødes», og i Selskabet hos den grønlandske
Bestyrer i »De kolde Flammer», en Scene
som var Herman Bang værdig. Men
Sønderbys Sprog er ikke Herman Bangsk. Det kan
uden at han ved af det, f. Eks. i det meget
dristige og smukke Slutkapitel paa »To
Mennesker mødes» minde om H. C. Andersen
— hyppigere har det Rytme tilfælles med
Johannes V. Jensen, den eneste af de »Store»,
som direkte har paavirket Sønderby. Han er
ellers ikke »litterær» og har i sine første Bøger
tydeligvis som Fortæller lært mere af Filmens
Teknik end af Litteraturens. Ogsaa
derigennem er han karakteristisk for sin Generation.
Men blandt sine Jævnaldrende og
Jævnbyrdige i moderne dansk Litteratur staar
han isoleret. Han har intet tilfælles med
Klitgaard og Kelvin Lindemann, to af hans
nærmeste Konkurrenter, hvis Felt helt og
holdent er den ydre Verden, mere med H. C.
Branner og Aage Dons, hvis Felt som hans
er den indre Verden, men en Verden med
andet Centrum og andre Poler. Han, den
saakaldte sjælløse Ungdoms Skildrer,
Sports-ungdommens, Filmsungdommens,
Danseungdommens Skildrer, er som Kunstner ofte
sjælfuld paa den mest bevægende Maade.
Grundtonen i hans Forfatterskab er Længsel.
Et typisk Udtryk for noget centralt i hans
Livsfornemmelse finder man allerede i »Midt
i en Jazztid», hvor Peter Hasvig i
Hovedbanegaarden Afgangshal pludselig fyldes af
en mærkelig Fornemmelse: den svimlende
Vished om noget umaadeligt man gaar Glip af.
Det er denne særlige Følelse (af Livets
svimlende Muligheder og det enkelte Menneskes
nødtvungne tragiske Resignation) — der
maaske er det egentlige Ledemotiv i Knud
Sønderbys Romaner.
Sine fineste Skildringer har han præsteret
hvor han kan sætte en nøgtern dagligdags
Hændelse, en lille isoleret Begivenhed mellem
moderne Storbymennesker, en Stump af en
Samtale, et Glimt af en Dagligdag, op i en
større Sammenhæng med et vidt Perspektiv,
Næroptagelse og Afstandsoptagelse under ét.
Sønderby hæver her sin »Filmteknik», med
glidende Kamera, op til overrumplende og
original poetisk Udtryksfuldhed. Der er i
alle hans Bøger saadanne Situationer, hvor
Øjeblikket faar kosmisk Perspektiv, hvor
Verden drejer sig, saa at sige, under
Fødderne paa to almindelige Hverdagsmennesker.
Der er andre og dristige Situationer, hvor
Forfatteren har naaet at give en anden og
snævrere af sine Egenskaber, Nysgerrigheden,
et overrumplende og træffende poetisk
Udtryk, saaledes i »To Mennesker mødes»: »Thi
hvem er jeg? Jeg er Brilleslangen, der sniger
sig gennem min Bogs Græs. Jeg rejser mig
med kolde Øjne og den udspilede Nakkehud
og spejder hen over Straaene, svajende som
en Drage i Luften — Er der nogen? Og jeg
synker ned og glider videre. Jeg har plantet
Græs paa Byens aabne Pladser til min
Brille-slange. Dér, hvor Folk staar paa Brostenene
ved Stoppestedet, ligger den i Græsset og
hvæser — for saa forstaar jeg visse Ting
bedre.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
