Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Åttonde häftet - Fra det mørklagte Danmark. Af Ulrich Knigge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fra det mørklagte Dan m a r k
og som er meget effektfuld. Stilen er
kradsbørstig, men suggestiv, og Handlingen er
bygget op med dramatisk Stringens. Tusinde
Smaatræk er husket og genfortalt med en
Præcision og en Selvfølgelighed, der virker
forbløffende. Tilsammen danner de et
overordentlig levende Tidsbillede. Beundringsværdig
er den kunstneriske Beherskelse, hvormed
Soya har gennemført Illusionen om, at det
er en lille Dreng, der fortæller det hele. Og
en ekstra Paaskønnelse fortjener Soya — der
ellers elsker at svælge i makaber Uhygge —
for den Diskretion, hvormed Giftmordet er
antydet. »Min Farmors Hus» betyder en
glædelig Fornyelse i Soyas Forfatterskab, og
dansk Litteratur er blevet en betydelig
Romanforfatter rigere.
Mens vi er ved Barndomserindringerne,
vil jeg lige nævne den sobre og ægte lille
Roman »Dagen og Vejen» af den skaanske
Forfatter Nils Nilsson, som helt er gaaet
over til at skrive paa Dansk. Han fortæller
om sin Barndom i et solidt gammeldags
Arbejderhjem. Atmosfæren er en helt anden
end hos Soya og Søndergaard. Der hersker en
patriarkalsk Harmoni, en borgerlig Tryghed,
der er paa Vagt overfor alt, der griber
forstyrrende ind i deres Hverdagslivs afstukne
Baner. Det er en sympatisk og følsom
Tidsskildring, der virker overbevisende især paa
Grund af Stilens maskuline Præcision og
stilfærdige Humor.
Ogsaa Hilmar Wulff skriver om sin
Barndom og Ungdom. Han debuterede i 1942 med
en lille Roman »Som Vejret i April», der
fortalte om Drengen Emils Barndom og hans
første Oplevelser paa Søen. Den nye Roman
»Saadan noget sker faktisk» er en direkte
Fortsættelse og beretter om hans Liv som
Sømand paa Havet og som arbejdsløs paa
Københavns Stenbro. I Titlen synes der at
ligge en naiv Forbavselse over, at Livet lader
ham opleve saa mange utrolige Ting. Men det,
han kommer ud for, er saamænd ikke mere
forbavsende, end hvad enhver anden ung
Månd, der rejser ud, oplever og maa
igennem. Til Gengæld er der sikkert kun faa, der
forstaar at fortælle det med saa smittende en
Oplagthed og saa oprindeligt et
Beretterta-lent. Hilmar Wulff udtrykker sig saftigt og
drastisk, hans Stil er malende og vitaminrig,
og man følger hans Odyssé med vaagen
Interesse. Det er spændende at se, om han kan
mere end fortælle sin egen Historie.
En Forfatter, der udvikler sig for hver Bog.
der kommer fra hans Haand, er Hans
Severinsen. Den sidste Bog hed »Besættelse»,
den nye hedder »Begær», og i disse korte,
knappe Titler ligger der allerede et helt
Program. Severinsens litterære Jagtmarker er de
menneskelige Lidenskaber eller rettere sagt
Drifter, og i Særdeleshed Erotiken i dens mest
elementære og rendyrkede Form.
Handlingen er som altid hos Severinsen bygget op
med ubønhørlig Logik og usentimental
Klarhed. En midaldrende Provinskøbmand, der
staar paa Fallittens Rand, har af sin Læge
faaet at vide, at han er dødssyg og højst har
et halvt Aar tilbage at leve i. Hans unge
Kone Jeanne, et dirrende Bundt af Sanser
med flammende rødt Haar, er blevet
forelsket i en ung Politibetjent, og den dødssyge
Mands voldsomt opblussende Begær fylder
hende kun med Væmmelse. De utøj lede
Drifters modstridende Spænding bliver
uudholdelig, og det ender med, at Jeanne giver
Manden Rottegift. Denne melodramatiske
Historie er trukket meget haardt op. Den
fortælles præcist og uden Omsvøb. I korte,
skarpe Billeder blændes der op for den
ægteskabelige Tragedie. Severinsen har lært ikke
saa lidt af de haardkogte Amerikanere og af
Filmen. Men der er en skælvende Undertone
af Instinkt, der forsoner med den lidt for
blankpolerede Overflade. Atmosfæren dirrer
virkelig af Begær, og Luften er fyldt med
animalsk Tungsind. Faren for Severinsen
som Kunstner er en let depraveret Smag for
det kulørte. Desuden virker Sproget stadig
lidt uoriginalt. Severinsen har gjort store
Fremskridt, men hans fatale Forkærlighed for
Sprogets fladeste Cliché’er bliver ved at
skæmme hans Stil.
Der er Tradition for, at Carl Møllers
Humoristlegat — et af de fortvivlende faa danske
Forfatterlegater — uddeles fortrinsvis til de
mest larmoyante blandt de unge
Pegasusryttere. I 1943 gjorde man en Undtagelse og
gav Legatet til Johannes Allen. Johannes
Allen debuterede med en Roman, der direkte
var kopieret efter de værste haardkogte
Mønstre, og skrev derefter den obligate danske
Kunstnerroman. Den tredie og foreløbig sidste
Allen er »Frihed, Lighed og Louise», der
indbragte ham Humoristlegatet. Selvom Bogen
ikke rummer den store Humor, er der hist og
her Tilløb til elskværdig Satire, som gør Bogen
let læst, uden at den dog efterlader noget
dybere Indtryk. En mildest talt hysterisk
Bour-geoisidame kaster sig i et tilfældigt Lune over
371
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
