Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Åttonde häftet - Fra det mørklagte Danmark. Af Ulrich Knigge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ulrich Knigge
en Arbejder fra sin Mands Fabrik, dresserer
ham og fremfører liam som en Slags
Cirkusattraktion for sine mere eller mindre
sophisti-catede Veninder. Det medfører temmelig
lavkomiske Konflikter, og det ender med, at
den brave Arbejder siger Damerne nogle grove
Sandheder. Bogen filmatiseres i Øjeblikket,
og som Film vil den sikkert gøre sin
Virkning. Som Litteratur er den kun et morsomt
Paafund uden dybere kunstnerisk eller
menneskelig Resonnans. Allen har Talent, men
han kommer for let til sine Succeser.
Harald Herdal er en sympatisk Lyriker,
som har haft en ulyksalig Trang til at skrive
Romaner. Han har i Tidens Løb skrevet en
halv Snes Romaner, der allerede nu er dækket
af Glemselens Støv. I 1943 udgav han en
lille Roman »Tusmørke», der kunde tyde paa,
at Anstrengelserne dog ikke har været helt
forgæves. Bogen handler om en kvindelig
Student, der bliver gift med en ærgerrig
Politiker. Efterhaanden gaar det op for hende, at
Manden er hensynsløs Stræber og
Opportunist, som ikke har nogen Tro, men kun en
hul Terminologi. Denne lille Hverdagstragedie
er fortalt i en mærkelig nøgen og asketisk Stil,
der dirrer af fattig Tristesse, men som virker
ægte og naturlig. I al sin frysende Enkelhed
giver »Tusmørke» et vist Haab om Herdals
Fremtid som Prosaforfatter.
Jacob Bech Nygaard er en ung Forfatter,
der allerede tre Gange i Løbet af sin korte
litterære Karriere har forstaaet at skabe
Sensation om sit Navn og sine Bøger. Første
Gang ved sin Debutroman »Guds blinde Øje»,
der gav en rystende Skildring af Forholdene
paa et Børnehjem og affødte voldsomme
Diskussioner. Anden Gang da han gjorde
drønende Fiasko med sin tredie Bog »Vend om,
Jason». Og nu tredie Gang med sin nye Bog
»Livets Dræt og Dødens», der er et aktuelt
Indlæg netop i en Tid, da der staar Sensation
omkring Fiskerne og deres Kaar. »Livets
Dræt og Dødens» staar ikke paa Højde med
Debutromanen, der saa ganske afgjort er
Bech Nygaards hidtil bedste Bog, men det er
en interessant Bog med mange udmærkede
Egenskaber. Der er noget programatisk og
sammenbidt over hele Bech Nygaards
Forfatterskab. Han tager i Reglen et aktuelt
Emne, undersøger det til Bunds og analyserer
det med Zola’sk Grundighed, før han giver sig
til at skrive. Inden han begyndte at
nedskrive »Livets Dræt og Dødens», levede og
arbejdede han flere Maaneder sammen med
Fiskerne paa Vestkysten. Bogen giver et
Tværsnit gennem Fiskeriet de sidste 50 Aar
og skildrer Udviklingen ved at følge en
Fiskerfamilie gennem fire Generationer. Man faar
uhyre meget at vide om alt, hvad der har med
Fiskeri at gøre, der er mange betagende
Skildringer af Livet paa Havet og ved
Kysten, og Fiskerfamilien er tegnet med
overbevisende Varme og psykologisk Styrke. Naar
Bogen alligevel ikke helt indfrier de
Forventninger, man nærer til den, er det, fordi
Kompositionen er for skematisk og Stoffet
for overvældende. Der er flere Steder, især i
den sidste Fjerdedel, hvor Skelettet griner
igennem, og Romanen bliver til journalistisk
Reportage. »Livets Dræt og Dødens» er en
vældig Kraftanstrengelse, men man kan ikke
undgaa at lægge Mærke til de haardtspandte
Musklers Spil og det tager lidt af Nydelsen.
Det er et interessant og læseværdigt
Dokument, en dygtig litterær Reportage, men noget
helstøbt Digterværk er den ikke.
Ogsaa Erik Bertelsen skildrer i sin nye
Roman, »Den unge Slægt», en Fiskerfamilie
fra Vestkysten. Hans Bog er tungere end
Bech Nygaards og mere stilfærdig, og den
stiler heller ikke saa højt, men indenfor sin
beskedne Ramme er »Den unge Slægt» en Bog
af stor digterisk og menneskelig Myndighed.
Erik Bertelsen, der med sin Romantrilogi
»Harboørfolk» skabte den hidtil bedste Bog
om vestjysk Fisker liv, ved mere om
Vestkystens enkle og faamælte Mennesker end
nogen anden, og han forstaar at skildre dem
med overbevisende Ægthed. Med knappe,
strenge Ord fremmaner han den besættende
Dragning, Havet udøver paa dem, det engang
har trykket i sin haarde Favn. Selvom
Moderen gør alt for at tvinge Børnene til at vælge
et andet Erhverv, og selvom det lykkes hende
at faa Manden til at sælge Baaden og bosætte
sig længere inde i Landet, formaar hun ikke
at tystne Bølgernes lokkende Røst. Manden
og Sønnerne bryder ud og vender tilbage til
det farefulde Liv paa Havet. Det er en
blufærdig og barsk Bog om primitive og enfoldige
Mennesker. Den betager og bevæger. Erik
Bertelsens indtrængende Digterstemme
bliver længe ved at lyde i ens Hjerte.
Det er meget sjældent, danske Forfattere
gaar over Landets Grænser for at finde Stof
til deres Bøger. Mærkeligt nok var der i Fjor
to Debutanter, der vovede Springet. I
Grunden var det dog kun den ene af dem, der for
Alvor vendte Danmark Ryggen. For Anders
372
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
