Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - Teater i København 1943—1944. Soya faar Sukces — Unge Instruktører rykker frem. Af Harald Mogensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teater i Köbenhavn i g 4 3—1 g 4 4
sættelse var virkningsfuld og dækkende.
Stykkets Karakter bevirker, at det ikke har
gennemgaaende Hovedroller, kun Rids af
Mennesker. Hele Staben stod sin Prøve i disse
Skitser. Else Højgaard fik som den
sindssyges Hustru atter engang Lejlighed til at
vise, hvor habil en Skuespillerinde hun er.
Elith Pio spillede hendes sindssyge Månd,
Holger Gabrielsen Kontorchef Nielsen, begge
excellente. Preben Neergaard tegnede et
Billede, som huskes, af en ung Kontormand.
Det var Legeværk for Det Kongeliges
Skuespillere at gøre den dramatisk fremragende
Akt med Bestyrelsesmødet til en dundrende
Sukces. Her fejrede Soyas eminente Evner
som Satiriker Triumfer under talrige fulde
Huses Bifald.
30 Aars Henstand er teknisk set endnu
mere fremragende end »To Traade». Soya
afslører Handlingen saaledes, at han først
graver Begivenhedernes øverste Lag ud og
derpaa trænger dybere og dybere ned i deres
Forudsætninger. Han gaar bagud i Tiden. I
»30 Aars Henstand» varieres Tanken om
Tilværelsens Lovbundethed derhen, at enhver
ond Handling faar sin Straf her paa Jorden.
Mennesket har blot faaet Henstand med
Straffen. Før eller senere rammer Nemesis
ham ubønhørligt.
Disse Postulater doceres i »30 Aars
Henstand» af den store Industrimand,
Generaldirektør Borch, som hele sit Liv gaar rundt
og snakker om, at han vil skrive et stort
Værk om Nemesistanken. Men inden han
faar det skrevet, bliver han selv ramt af
Hævnen for en Forbrydelse, som han har
begaaet for 30 Aar siden. I første Akt kommer
han uventet hjem og finder sin unge Hustru
Jeanne i Armene paa sin Nevø John. Han
maa konstatere, at han har fortjent denne
Straf, tager Konsekvensen og begaar
Selvmord. I de to følgende Akter oprulles nu
Forudsætningerne for dette Selvmord. I
Ungdommen forelskede Borch sig i sin bedste Ven
Harrys Hustru, Edith, og fik en Søn med
hende. Denne Søn tager han senere til sig
og udgiver ham for sin Nevø, og ham er det,
som nu tager hans unge Hustru Jeanne fra
ham. Det renæssancebrutale Stof i Soyas
Produktion forøges saaledes her med et
virtuost Tilfælde af Blodskam. Da Harry
opdager, at John ikke er hans egen Søn, skyder
han i Sidsteakten for aabent Tæppe og for
Elskerens Øjne sin utro Hustru og derpaa
sig selv. Disse blodige Begivenheder, som
danner Forudsætningen for hele Stykkets
Handling, udgør Slutpointen i »30 Aars
Henstand» og faar Regnskabet til at gaa op:
Retfærdigheden er en Naturlov, som før eller
senere straffer alt ondt. (For Resten en
tiltalende Tanke i disse uretfærdige Tider!)
Nemesis er en Realitet. Det fremgaar af
Figuren, at den nyskabte Form i dette
Stykke fuldstændigt dækker Idé og Indhold,
saa den slet ikke føles som noget
Eksperiment.
Soya har vel haft en Følelse af, at denne
Nemesis-Tanke paa Tilskueren mere kunde
virke som en Drivrem end som en levende
Idé, og at Tilskueren kunde sige til sig selv,
at Soya som en kold
Underholdningsdrama-tiker i disse sine sidste Skuespil køligt og
kynisk udnyttede dette
Nemesis-Idé-kom-pleks som dramatiske Hormonindsprøjtninger
for at sætte Fart i Handlingen, uden at det
betyder noget for ham personligt.
Forudseende og drevent prøver han paa paa
Forhaand at tage Brodden af denne Indvending
ved selv at nævne den og som en Slags
Sikkerhedsventil at indføre en Biperson, den
fallerede cand. theol. Hase-Nielsen, der frækt
gør Grin med Borchs Nemesis-tro og
udnytter den til egen materiel Fordel. Det er
en ondskabsfuld og satirisk Herre, som
udtrykker sig i osende Soyaske Vendinger og
egentlig burde spilles med Soya-Maske som
en ironisk og skadefro Drilleaand midt i al
Nemesis-Højtideligheden.
Soya har selv betegnet sine sidste
Produkter som neo-realistiske og udtrykt sine
dramaturgiske Maal med Ordene »Psykologi og
Handling». Det ny-realistiske Programpunkt
kommer bl. a. til Udtryk i et virkningsfuldt
Maadehold i Satiren. Ondskaben smøres nu
langt tyndere paa. Det
kristelig-humoristisk-anglofile Rektorhjem i 3. Akt er skildret
med en smilende, næsten elegant, komisk
Frodighed, yderst forskellig fra en tidligere
Soyas spruttende og indædte Karikeren. —
Hans psykologiske Interesse koncentrerer sig
ogsaa i dette Stykke omkring Skinsygen.
Ellers udmærker Soya sig ikke ved nogen
subtil Sjæleskildring. Figurerne er ikke fri for
at være temmelig groft tegnede. Jeanne,
Borchs Hustru, styrter sig over Mandens
Testamente i selvsamme Øjeblik, hvor han
forlader hende i den største Sjælekvide. Det
er dog vist for haardt et Træk. Men Soya
véd, hvor nødvendige og virkningsfulde enkle
477
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
