Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - Teater i København 1943—1944. Soya faar Sukces — Unge Instruktører rykker frem. Af Harald Mogensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Harald Mogensen
og ædel Nationalfølelse, som har holdt sig
frisk. En Opførelse af »Fiskerne» vil altid
smage mer eller mindre af
Danskundervisning. Forestillingen bød heller ikke paa
nogen særlig mindeværdig Præstation i Lighed
med Eyvind Johan-Svendsen som Knud ved
den forrige Indstudering for femten Aar siden.
Denne Gang var Mogens Wieth Knud med
sikker scenisk Rutine og Dygtighed, men
fadere, blegere. Aftenen var alt i alt ærefuld,
men — jævnt kedelig.
For Fuldstændighedens Skyld frelses
følgende to Forestillinger paa Det kgl. Teater
fra den fuldstændige Glemsel, som de ellers
havde fortjent, nemlig Oluf Bangs
guddommeligt ligegyldige Gudernes Gåve, en dansk
Nyhed, der virkede, som om den havde
ligget i Arkivet i et halvt Aarhundrede, og
John van Drutens Veninder, iscenesat af
Christen Jul i Begravelsestempo, en noget
anæmisk Repræsentant for den moderne
Ver-densdramatik, som Det kgl. Teater i Aar
fuldkommen svigtede. »Veninder» er ogsaa
kendt fra Sverige, hvor Elsa Carlson har
spillet Hovedrollen som Sukcesforfatterinden,
her udfort af Clara Pontoppidan som en
grotesk Farcefigur, chargeret i Retning af det
patologiske.
Det kgl. Teater ejer en i mange Retninger
fremragende Anneksscene, af Folkeviddet
døbt Stærekassen. Dette moderne indrettede
Teater har i mange Aar kun været benyttet
som Koncertsal for Statsradiofonien. Det har
ofte været paa Tale, at Det kgl. Teater skulde
genoptage sin Virksomhed i dette Teaterrum,
som for en halv Snes Aar siden maatte
opgives paa Grund af Politikernes Hovedløshed
og Teaterledelsens svigtende Evne til at
skaffe »Ny Scene» et Repertoire. Som et
Eksperiment opførtes i nogle faa Uger mod
Slutningen af Sæsonen i Stærekassen Rune
Lindströms Et Spil om en Vej som til
Himlen gaar, fint oversat af Poul Sørensen og
Elisabeth Bergstrand-Poulsen. Svend Gade
havde sat det udmærket i Scene, lidt tamt
maaske, naar man tænker tilbage paa
Johannes Poulsens farverige og bevægede, mere
artistiske Opsætning af »Det gamle Spil om
Enhver», som jo uvægerligt dukker op i
Erindringen i Forbindelse med »Et Spil om
en Vej». Men Svend Gade forstaar at male
det rørende og naive og godhjertede i brede.
brogede Strøg. Han opførte Rune Lindströms
Spil paa en Tribune, som var bygget ud i
Teaterrummet, og med ganske enkle
Dekorationer. Malerpotten og Mekanikken, som ellers
har Tilbøjeligheder til at dominere hans
Iscenesættelser, traadte her i Baggrunden til
Fordel for intim og omhyggelig Instruktion
af Skuespillerne. Dette var jo den første
Opførelse overhovedet af Himmelspillet paa
et »rigtigt» Teater. Man kunde paa Forhaand
frygte, at Skuespillerne vilde overeksponere
Lindströms simple og enfoldige Ord, som
lyder af saa lidt og heller ikke rummer saa
meget. De kunde nemt komme til at klinge
hult. Men Det Kongeliges raffineret dygtige
Kunstnere gav dette Almuespil et inderligt
og troværdigt Tonefald af ofte gribende
Virkning. Holger Gabrielsen spillede Vorherre
og undgik helt det deklamatoriske
Skønta-leri, som han har en Svaghed for i den Slags
Roller. Hos Inga Schultz som Marit hørte
man ligefrem for første Gang i hendes
Kar-rière en Menneskestemme, en renere,
sprødere, mere ægte poetisk Tone end nogensinde
før. Og Martin Hansen sagde Bondemalerens
Replikker med saa skær en Skønhed, at det
var en hel Oplevelse at lytte til.
Imod al denne prunkløse Skønhed var
Gæstebudet hos Kong Salomo sat op med
prangende Farver og hujende Larm med
John Price som en uhyggeligt depraveret
Konge. Synden viste sig som sædvanlig at
være det bedste dramatiske Stof! Ogsaa den
næstsidste Akt, hvor den hovmodige Mats
vender hjem fra sine store Erobringer, og
Vorherre som en Lazarus sidder under hans Bord,
hører til de virkningsfuldeste i Stykket.
Mogens Wieth spillede Mats med den legende
Scenevanthed og ærlige Overbevisning,
hvormed han finder ind i de mest krævende
Roller, men gjorde ikke Indtryk af at have
sit Hjerte med i Spillet om Dalkarlens
barnlige Erobring af Himmel og Jord.
Her paa Teatret -—■ som paa Filmen —
faldt Scenen med de tre Profeter, som er
morsommere tænkt end udført. Nogen større
Publikums-Sukces opnaaede »Et Spil om en
Vej» ikke trods Opførelsens store Förtjenster.
Om Aarsagen er det vanskeligt at gætte.
Filmatiseringen fik jo i Danmark et
fantastisk Tilløb allerede inden Teateropførelsen
og har maaske taget Livet af al yderligere
Interesse. Dramatisk set var Filmen ogsaa
langt virkningsfuldere end Svend Gades
subtilt poetiske, lidt stillestaaende Iscenesættelse.
480
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
