Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - Teater i København 1943—1944. Soya faar Sukces — Unge Instruktører rykker frem. Af Harald Mogensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teater i Köbenhavn 194 3—1 944
Folketeatrets Hovedindsats i den forløbne
Sæson, Opførelsen af Soyas »Tredive Aars
Henstand», som Det kgl. Teater forøvrigt
med alle Tegn paa Forvirring havde
forkastet, er omtalt. Holdt op imod denne sikre
Forestilling virker de tre øvrige Punkter paa
Aarets Repertoire som finere Provinskomedie.
Katastrofalt føltes i alle tre Tilfælde Mangelen
paa en Iscenesætter. I alle tre Tilfælde
figurerede Jon Iversen i Programmet som denne
fraværende Hovedperson. Han er en habil
Teatermand, men ingen Kunstner. Og
Kravene til Instruktionen er steget i de sidste
Aar. Instruktøren er blevet en Realitet
ogsaa for det brede Publikum. Hans Navn
figurerer nu med store Typer paa Plakaten
som et Moment, der sælger en
Forestilling. Aarsagen er nærliggende, nemlig
at dansk Teater i Øjeblikket ejer en lang
Række af fremragende Kapaciteter paa dette
Felt, som har forstaaet at præge baade deres
Stof og deres Skuespillere. Men under disse
Omstændigheder er det gammel Slendrian,
at et Teater med Rang og Standard som
Folketeatret blot anvender en Arrangør som
Jon Iversen til sine Forestillinger. Det er at
svigte baade Teatrets Skuespiller-Ensemble
og dets Publikum. Ensemblet kommer ikke
til sin Ret, Forestillingerne falder svage ud,
og Publikum gaar halvskuffet bort.
Sæsonen aabnede med Bernard Shaws
gamle Traver Pygmalion, et Lystspil med en
morsom og original Idé og taknemlige Roller.
Inge Hvid-Møller prøvede Kræfter med
Cockney-Pigen fra Rendestenen. Hun har
Stemmen og Udseendet til det, men
Præstationen virker flad i det. Hun mangler baade
sproglig og sjælelig Primitivitet og Lune til
at udløse alle dens Muligheder, og Elizas
berømte Hyl fra Folkedybet lød mat. Angelo
Bruuns Professor Higgins var kultiveret efter
Mønster af Leslie Howard i Filmatiseringen
af »Pygmalion». Men der findes jo en Masse
af en hensynsløs og selvglad Arbejdsegoist i
denne temperamentsfulde Original, et ironisk
Selvportræt af Shaw selv med frodige
komiske Muligheder, som Angelo Bruun slet
ikke fik til at spire.
Iscenesættelsen virkede snusket og støvet.
Stykket foregaar i en idyllisk Førkrigstid,
men Tidskoloritten var blot klattet paa i
fantasiløse Pletter, hvor den, anvendt med
Ironi, kunde have givet Stykket en morsom
Akcent. »Pygmalion» udspilles dog i en
grotesk og eventyrlig Verden, hvor amerikanske
3i>—Ord, och Bild, 5s:e årg.
Fot. Mvdtskov.
Poul Reumert i »Den politiske
Kandestøber».
Det kongelige Teater.
Millionærer forærer Formuer bort til
filosoferende Skraldemænd, hvor en Proletartøs
forvandles til en Hertuginde, og
Hestedroskerne klaprer forbi St. Paul’s. Elizas
Rappenskraldestemme og Doolittles Brændevinsrøst
vilde virke som de dramatiske Slag i
Bordet, som de er tænkt som, hvis de kom til
at husere i nipsoverlæssede Plyds-Stuer. Dette
er blot nogle Antydninger af Mulighederne i
denne Komedie, men Jon Iversen havde intet
forsøgt, meget forsømt, og Resultatet var
nedslaaende.
Emlyn Williams Hjertets Renhed, en
walisisk Folkekomedie af grov Kaliber, har været
opført i Stockholm med Anders de Wahl og
Esther Roeck-Hansen i de Roller, som her
blev spillet af Eyvind Johan-Svendsen og
Inge Hvid-Møller. Stykket er ikke
fremragende, men kan dog indledningsvis gaa an
som Underholdning. Det lider under den
ødelæggende dramatiske Brist, at det store Opgør
mellem de to Hovedpersoner, den tidligere
saa berømte Skuespiller og hans Datter, blot
refereres. Vi ser det ikke, og det kortsluttede
I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
