Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Första häftet - Nogle danske Bøger. Af Johannes Lehmann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nogle d a n s k e B o g e r
Aj Johannes Lehmann
V_’AA længe der overhovedet er Interesse
for den danske Kunst i dette Ords videste
Betydning, vil Johanne Louise Heibergs
store Memoireværk: Et Liv gjenoplevet i
Erindringen ubestridt hævde sin fremragende
Stilling i Verdenslitteraturen. Ligemeget fra
hvilken Side man betragter dette
enestaaende aandelige Testamente, ligegyldigt med
hvilke Forudsætninger det læses: det er og
bliver et af den nordiske Humanismes
Hovedværker, og som saadan vil det altid leve og
blive diskuteret i det uendelige. Det er, som
om Stoffet er ganske uudtømmeligt, fordi
den, der førte Pennen, var saa overdaadig rig
en Personlighed. Der er i hver Linie i dette
dyrebare Efterladenskab et Kildespring
•—-selv om det villigt skal indrømmes, at Vandet
nu og da kan være endog meget plumret.
Men det gør mindre, fordi det ægger
Sporsansen til at forstaa og finde ud af, hvem i
Grunden denne Johanne Louise Heiberg var.
Endnu er der næppe nogen, som ved det helt.
Teaterhistorikeren Robert Neiiendam synes i
vore Dage at have Mulighed for at løse
Sfinksens Gaade, men han har ogsaa grundet paa
den i mere end en Menneskealder og slidt i
det med den Ildhu, som er egen for denne
udmærkede Forsker, der for længst har
skrevet den Vurdering af den store Kunstnerinde,
som altid vil blive Bogen om hende. Alene
dette er en Indsats værd at notere. Man maa
jo erindre hvor mange Dunke Blæk, der er
ofret til hendes Ros og Dadel ikke blot i
Skandinavien men ogsaa i Frankrig,
Tyskland og den angelsaksiske Verden.
Romantiken sad til Højbords, da Johanne
Louise Pätges endnu kun tretten Aar gammel
fik sin Debut i 1826 i »Aprilsnarrene». Den
enogtyve Aar ældre Johan Ludvig Heiberg
havde skrevet denne Vaudeville til hende,
som han samme Aar havde set for første
Gang ved Frydendahls Deklamatorium paa
Hofteatret. Det Indtryk, hun gjorde paa den
kloge og kølige men alsidigt begavede Månd,
var saa stærkt, at han vistnok uden større
Betænkelighed drejede sin Skæbne mod
hendes ud fra den sikre Forudanelse, at hun og
han i Fællig maatte kunne virkeliggøre de
mest ærgærrige Drømme. Hvad han selv var
og evnede, stod ham ganske klart, men det
foresvævede ham, at alt vilde lykkes til
Fuldkommenhed, om han fik det
ualmindelige Balletbarn under sin Røgt og ved sin
Side. Talentet var endnu i Svøbet saa
over-daadigt, at det ganske fordunklede de
fornedrende Omgivelser, hvori hun voksede op.
Hendes jødiske Moder var Frankfurterinde
og lærte kun det danske Sprog yderst
maadeligt, Faderen drev det ikke videre end til at
blive en fordrukken Vinkyper i en Snask paa
Nørrebro. Sammen med sine Søskende —
hun var den næstyngste af ni — levede hun
sine første Aar i en Sump af Armod og
Sjofelhed. Det prægede hende saa meget
gennem hele Livet, at der altid under den Fernis
hun sminkede Verdensdamen med var ikke
saa lidt af den Lidenskab, der er egen for den
velbegavede og nøgterne Proletar. Store
Passager i hendes Erindringer viser det. Uden
Barneaarenes dystre Disharmoni kunde hun
ikke have ført Pennen med den Voldsomhed
og beregnende Perfidi. Men sikkert var
Blikket, og hendes Instinkt var følsomt for, hvad
der var af Virkning. Vilde hun saare, gjorde
hun det blodigt, var det hendes Hensigt at
ramme blev det altid lige i Maalet, i Centrum.
Paa forbavsende kort Tid gjorde hun sig
til Romantikens, til sin egen Epokes største
sceniske Skikkelse. For de fleste havde dette
været mere end nok, men hun strakte sin
Vilje langt videre og blev den førende,
Midtpunktet i det danske Aandsliv udenfor
Scenen. Hendes Storhed viser sig ikke mindst i
den legende Lethed, hvormed hun tvang sin
Samtid beundrende i Knæ for sig. Selv de
største maatte bøje sig under hendes Geni,
skarpe Hjerne og Personligheds Styrke og
Takt. Var hun ikke original i den Forstand,
at hun dannede sin egen Opfattelse af
Tingene — det lod hun Johan Ludvig Heiberg om
— gjorde hun dog alt til sit eget med en
uovertruffen Smidighed og Evne til at trænge ind i
Emnerne. Danmarks humanistiske Historie
har ikke noget bedre Eksempel paa Forbin-
37
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
