Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andra häftet - Karl Isakson in memoriam. Af Ernst Goldschmidt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Karl Isakson in memoriam
se i svenske Museer, Samlinger, Kirker —
og som vi haaber vi faar at se igen, selvom
Hjemlandet — inden altfor længe —
kalder os tilbage. Nye værdifulde
Bekendtskaber bragte de skiftende Udstillinger os
— og Fornyelsen af gamle. Til de sidste
hørte først og fremmest Karl Isakson.
Stærke Baand bandt jo Karl Isakson og
hans Kunst til Danmark. Ord och Bild har
vel derfor fundet det ønskeligt, at en dansk
knyttede nogle Bemærkninger til to
Begivenheder, som i Aar bragte Isaksons
Navn frem for Offentligheden i hans
Fædreland: Gustaf Engwalls Doktordisputats i
Uppsala og Isaksonudstillingen i Föreningen
för Nutida Konst, der ligeledes skyldtes Gustaf
Engwalls Initiativ. En Værdsættelse af
Udstillingen vil ikke her blive forsøgt, den
fremkommer i Ord och Bild, forstaar jeg,
fra anden Haand. Her skal blot nedkastes
et Par Randtegninger i Marginen, en
Tilhørers eller Tilskuers spredte
Betragtninger.
Tilhøreren sad ikke uden Bevægelse i
Uppsala Universitets Avditorium, hvor en
snart fjern Ungdom gennem
Doktordisputatsen atter blev levende for ham. Er det
virkelig ham, vor svenske Kammerat fra
Zahrtmanns Skole, al denne Hyldning
gælder! Isakson, der med saa stor Sensibilitet
mistroisk vaagede over, at Offentligheden
ikke beskæftigede sig med ham! Nu
Midtpunktet for en offentlig Diskussion, i
hvilken al hans Gøren og Laden drages frem
til Beskuelse, Dissekering og Kommentar!
Jeg ser ham, markeret, mager, med Nerver
dirrende helt ud i de smalle Fingerspidser
og en udbrændt Cigaretstump mellem de
blege, smalle Læber, tyndklædt, med den
uknappæde Overfrakke hængende løst
omkring sig — jeg ser ham i stor Emotion
nærme sig Doktoranden. Han giver sig ikke
Tid til at tage Hat eller Frakke af. Han
griber, for nu er han ivrig, Doktoranden i
Frakkeopslaget; en lille, zinnoberrød
Farveplet fra hans Finger sætter sig paa Knap-
hullets Plads — thi Isakson har heller ikke
givet sig Tid til at vaske hverken
Penslerne eller Fingrene, saa ivrig er han. Og
vred, vred paa Doktoranden. (Doktoranden
bør trøste sig med, at den røde Piet maaske
er et Varsel om at andre, lige saa ærefulde
farverige Pletter så småningom vil følge paa
samme Plads!) Han er endog meget vred:
jeg hører ham sige: Hvad vil han mig. Jeg
kender ham ikke . . . Hvad vil den Månd i
mit Atelier! Hvorfor følger han mig! Jeg
kender ham ikke . . .
Og det er sandt nok: Isakson har ikke
kendt sin Biograf. Men til Gengæld kender
Engwall Isakson! Med stor
Samvittigfuld-hed har han søgt sig frem til alt, hvad der
kan kaste Lys over Isaksons Færd, fra hans
tidligste Ungdom til hans sidste Dage.
Han har set ham i Atelieret, paa Skolen,,
han har fulgt ham paa Studierejser og
Ferieudflugter, han har gennem Breve,
Avisudklip og gennem Samtaler med endnu
levende Kammerater fra Zahrtmann Tiden
fundet frem til Miljøet, i hvilket Isakson
engang færdedes, og har lyttet sig til hvad
der blev talt om i dette Miljø. Der er
nedlagt et stort Arbejde heri. Ofte greb
Tilhøreren sig i at føie Genkendelsens Glæde.
Men han hører Isaksons harmfulde: Hvad
skal det tjene til at drage alt dette frem
for Offentligheden, alt dette ligegyldige;
saa utmanande, saa pretentiöst at tro, at det
kan interessere nogen . . . Jeg mindes en
Dag for snart 30 Aar siden, da en stor
svensk Kunstudstilling fandt Sted i
København; Isakson deltog ikke. Da dette
paataltes af dansk Kritik, fik jeg fra et
stort stockholmsk Dagblad Anmodning om
at skrive en Artikel om denne, i Sverige
»helt obekante« Kunstner. Honoraret og
Betingelserne var i høj Grad fristende for en
ung Månd, der skulde til at tjene sine Sporer
i Kritikens Ridderfærd. Alligevel blev
Artiklen aldrig skrevet. Jeg følte mig nemlig
forpligtet til at gøre Isakson delagtig i den
for hans Berømmelse — saa vel som for
63
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
