Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andra häftet - Karl Isakson in memoriam. Af Ernst Goldschmidt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Karl Isakson in memoriam
at spørge: Hvormange »færdige« Værker
af saa mangen anden Maler kan egentlig
betragtes som paabegyndte, naar de ses
sammen med de Isakson’ske »ufærdige«!
Men her er vel Eftertiden den rette
Dommer. Og den gør vel i ikke at følge Isakson
i et muligt Ønske om at udslette disse
Arbejder af hans Produktion — selv om den
kunde ønsket at vide hvilke Arbejder det
var, han selv ikke vilde give blaat Stempel.
Overfor Doktorsdisputatsen i Uppsala
vilde Isakson, sin Indstilling tro, trods den
umiskendelige Sympati der slog ham i
Møde fra samtlige Talere, først og
fremmest have kommenteret alt det han ikke
samstemmede i. Af og til kunde han endog
have regnet med Tilhørerens Tilslutning.
Under det samvittighedsfulde Arbejde, der
er nedlagt i Isaksonbogen, kan der jo
let indsnige sig noget, som ogsaa vi andre
finder ligegyldigt. Især naar det breder sig
paa en Plads, hvor vi kunde ønsket at
erfare noget andet. For Eksempel kunde
vi have ønsket flere og langt udførligere
Billedbeskrivelser og Analyser af Isaksons
Kunst. Havde det saaledes ikke været
betydningsfuldt at høre noget om den dejlige
Stoflighed i disse Billeder! Det er jo
ingenlunde udtømmende at tale om Isaksons
Farve og Komposition. Overfor selve
Stoffet i Tingene var Isakson uhyre følsom, og
hans Kamp med Farven galdt jo i høj
Grad netop dette Stof. Kan vi ikke ogsaa
nok slaa Følge med Isakson, hvis han
skulde mene, at det er ret ligegyldigt at
erfare, han i Göteborg besøgte Koncerter,
naar vi ikke faar at vide, hvad han dér
lyttede til, og hvad det betød for hans
Kunst, eller at han pludselig ændrer en og
anden Plan og trods Smaabetænkeligheder
rejser, i Stedet for at blive hvor han var,
eller at han agter at begynde at bade, da
han ikke fryser mere, og saa videre og saa
videre — naar vi slet ikke kan se eller faa
at vide, at alt det har betydet
nogetsomhelst for hans kunstneriske Virksomhed.
5—Ord och Bild, 54:0 årg.
Hvem han eventuelt skulde have fulgtes
med paa denne eller hin Udfærd har vi
nok ogsaa Lov til at regne for mindre
betydningsfuldt, især naar Rejsen ikke blev
til noget. Det har Doktoranden da selv paa
sine Steder set og ogsaa skrevet. Han siger
en Gang, at disse Smaarejser hid og did er
der ingen Grund til at gøre Rede for »i den
mån de ej har något med hans konst att
göra«. Lidt for meget ligegyldigt har
alligevel faaet Plads. Men, uanset hvad de
iøvrigt tjener til, vidner disse Detaljer om den
Grundighed Engwall har nedlagt i sit
Arbejde. Og kalder som sagt hos den lidt ældre
Tilhører mangen Gang paa Genkendelsens
Glæde! Han føler sig igen som ung med de
unge i Colarossi Ateliererne, spiser dejligt
paa Kredit hos Madame Leduc og i
Restaurant du Mans hvor vi kunde faa fire, fem
Retter Mad samt Vin for 1,15 frc., og
hvorfra der kun var faa Skridt til Café de
Versailles, hvor vi, over et Glas Kaffe
kunde sidde Resten af Aftenen ved
Skak-brædtet eller ved Brevskrivning.
Uppsaladisputatsen vidste meget om disse Ting,
vidste hvor og hvad der spistes Juleaften
1906, samt at der var betydligt fredligare
hos à Porta paa Kongens Nytorv end hos
Bernina i Vimmelskaftet i hine Sturm und
Drang Dage. Den indviede Tilhører tror
dog nok at turde sige, at Bølgerne kunde
gaa betydeligt højt ogsaa paa Kongens
Nytorv! Med nogen Undren erfarer han ogsaa
visse Ting han slet ikke vidste, saaledes
om Maleren Giersings Rejse til Sætersdalen
med en Kammerat: de andra danskar, der
var med, kendte han hidtil ikke noget til
— og han var dog selv den ene af de to
paa Færden! At Hartmann var Elev af
Gustaf Vermehren paa Kunstakademiet i
København, eller Fortolkningen af danska
cousine er ogsaa nyt for ham. (Det var
Fr. Vermehren, den kendte
Folkelivsskild-rer, der var Professor ved Akademiet.) At
Isakson var den eneste, der ikke selv
ansøgte om at komme paa Den frie Udstilling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
