Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Åttonde häftet - Dikteren på dødsleiet. Av Eugenia Kielland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Eugenia Kielland
Jeg, som læser Henrykkelser paa hvert af
Centi-foliens, den Vaargaves, hundrede Blade—
mig skulde en slet Avis bringe til at qvæle en
Sekund med Ærgrelse?
Det vilde være som at dræbe himmelblaa og
rosenrøde Sommerfugle.
Den Synd gyser mit Hjerte for i sit Inderste.
Det vilde være som at overøse mit endnu
ugraa-nede Hoved med Aske,
og at bortkaste de Diamanter af straalende
Sekunder, Tiden endnu nedsaaer derover.
Nei, frisk, I Journalister, hvæsser eders
Rævekløer kun paa Klippen!
I rive kun Blomster løs og lidt Mos til en blød
Grav.
Som Insektets Stik i Muslingen, avler
fornærmelser kun Perler i mit Hjerte,
De skulle engang pryde min Aands Diadem.
Jeg hade? Naar en Fugl glyver over mit Hoved,
er mit Had flux tusind Alen borte.
Det flyder hen med Sneen, det gaaer med de
første Bølger fra Land og langt ud i Havet
Men hvi skulde ikke mine Aarer vredes?
Berøv ikke Landskabet dets brusende Bække!
Højstærede Vidjebuske, tillad Bækken at
skumme, naar den gaaer imellem Stene.
Jeg elsker ikke evindelig blaa Himmel, som jeg
hader dumme, glanende Øjne.
Har jeg ikke en Himmel, fordi den er fuld af
drivende Skyer, Solens Eventyrslande ?
Og om jeg ingen havde, er Guds ikke stor og
herlig nok?
Klag ikke under Stjernerne over Mangel paa lyse
Punkter i dit Liv!
Ha, de blinke jo somom de vilde tale til dig!
Hvor straaler Venus iaften! Har Himlen ogsaa
Foraar ?
Nu have Stjernene lyst hele Vintren; nu hvile
de og fryde sig. Hallelujah!
Herlige Aftenstjerne! Jeg blotter mit Hoved.
Som et Krystalbad nedfalder din Glands derpaa.
Der er Slegtskab mellem Sjelen og Stjernerne.
Den triner i Stjernelyset udenfor Ansigtets
Forhæng, hvis Folder ere forsvundne.
Straalerne overgyde min Sjel med en Rolighed
som af Alabaster.
Som en Byste staaer den i mit Indre. Stirr i dens
Træk!
Også månge andre av hans herligste
poesier blir til i disse onde år, først og
fremst hans kjærlighetsdikt — han hadde
omsider oppnådd å vinne en brud. Her
slår hans veldige livskjensle mot oss, den
sunne, sansedrukne elskovshenrykkelse som
er seg så bevisst sitt slektskap med selve
skapelsesmysteriet at den stormer himlen
og blir ett med lykksaligheten hos Gud.
Den smertefulle dualisme han alltid hadde
lidt under, mellom himlen og jorden —
»keruben og dyret» — i hans egen natur,
forsones ved kjærlighetens mirakel i den
første omfavnelse:
Du har forsont, uskyldige Brud,
Sjelen med Verden, Blodet med Gud:
Dengang din hellige Pande du sænkte,
straalren som Naadens skinnende Liin,
over mit Bryst,
borttog du Synden, den taarebestænkte.
Nu er mit Sind
reent som et Tempel og lyst.
Det er som ungdomens overskudd av
kraft og genialitet atter står til hans
rådighet, tøilet og tuktet av hans modnede
sans for skjønn og edel form. Og som alltid
setter han det inn i ideenes tjeneste. Den
fantasifullt skjønne »Jan van Huysums
Blomsterstykke, en Buket til Fredrika
Bremer» er en høisang til friheten,
skjønn-heten og kunsten. »Sandhedens Arme»,
det stolte innledningsdikt til »Jøden. Ni
blomstrende Tornekviste», priser åndens
makt slik den utøves gjennom Ordet, det
av massen foraktede diktets ord.
Ord? Som Verden saa foragter?
Ord i Digt?
Endnu meer foragteligt!
Ak, hvor usle disse Magter
til at fegte
for den Sandhed I fornegte!
340
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
