Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Åttonde häftet - Dikteren på dødsleiet. Av Eugenia Kielland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Eugenia Kielland
ham, er stemningen rundt i landet
av-gjørende slått om. Tanken på kanskje å
skulle miste ham, mannen som tilhørte
hele Norge, som alltid hadde vært lys
levende og allestedsnærværende tilstede
mellom dem, får den gamle kjærlighet og
sympati til å bry te voldsomt igjennom i
alle lag. Med stigende spenning og samhug
følger snart det hele land med i dramaet
som utspilles der dikteren kjemper sin
hårde kamp for å slå døden tilbake. Det er
som løftes han av folkets kjærlighet høit
opp, til han ligger på sitt leie under
stjernene med alles øine rettet mot seg i angst
og andakt. Det står et lys av dette dødsleie
som vi ennu ser skjæret av.
En kamp ble det. For Wergeland ville
gjerne leve. I diktene fra sykeleiet, en lang
rekke poesier av første rang, følger vi hans
stemninger nesten fra dag til dag. Snart
trygler han i lidenskapelig livslengsel våren
om å helpe seg:
O, Foraar, Foraar, red mig!
Ingen har elsket dig ommere end jeg!
Snart spøker han galgenhumoristisk over
all den deltagelse som vises ham:
Nu da jeg neppe har to Pæle Blod
Nu er jeg vakker, og nu er jeg god.
Nu da jeg blegner
Byster man gjør og Portretter man tegner.
Ofte glemmer han i store dikteriske syner
seg selv og sin tilstand, som i
»Brasilie-farten», et dikt til dronning Josephines
fødselsdag. Eller han sender hilsen og hjelp
til bonden og husmannen, »folket» som evig
og alltid ligger ham på hjerte. Eller han
synger i »Sidste Reis, en Sjømandsvise» i
mandige og muntre strofer ut sin enkle
bekjennelse til livet og til Gud og sin
av-skjed med den korte livsseilas. Hans sunne,
livselskende og likevel forsonte og
himmelvendte sinn får kanskje sitt klareste uttrykk
i disse versene av »Jødinden»:
Det Iisdryps Rislen i min Barm . . .
og disse Stik af Ild?
Lad Døden kalde det sin Seir!
Det er min Himmels Foraarsveir,
dens Vaarfrembrud — snart kold, snart varm,
min Saligheds April.
Dog kjæmper Hjertet i mit Bryst
mod Dødens Trengen ind.
Det slaaer den endnu Dag for Dag
tilbage kjækt med tunge slag.
Mit Sind er roligt, klart og lyst
som Kjern i Maaneskin.
Da han for en ukes tid måtte flytte fra
sitt hjem, »Grotten» i Slottsparken, til
Rikshospitalet, hvor han følte seg
bortkommen og forlatt, skapte han i sine
våke-netter de tre dikt »Paa Hospitalet om
Natten», en yndefull fantasilek om
månestråler og roser, fylt av dødens skjønne
alvor og livets lyse lek, en åndens triumf
over det sviktende legeme som er enestående
i all verdens litteratur.
Knapt en uke efter sier han farvel til
sine elskede blomster i diktet »Til min
Gyldenlak».
Gyldenlak, før du din Glands har tabt,
da er jeg det hvoraf alt er-skabt;
ja før du mister din Krones Guld,
da er jeg Muld.
Idet jeg raaber: med Vinduet op!
mit sidste Blik faaer din Gyldentop.
Min Sjel dig kysser, idet forbi
den flyver fri.
To Gange jeg kysser din søde Mund.
Dit er det første med Rettens Grund.
Det andet give du, kjære husk,
min Rosenbusk!
Udsprungen faaer jeg den ei at see;
thi bring min Hilsen, naar det vil skee;
og siig, jeg ønsker, at paa min Grav
den blomstrer af.
Ja siig, jeg ønsker, at paa mit Bryst
den Rose laa, du fra mig har kyst;
og, Gyldenlak, vær i Dødens Huus
dens Brudeblus!
Og så forstummer han.
342
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
