Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Åttonde häftet - Jens Juel. Af Leo Swane
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Leo Swane
hons stade, kan ikke sammenlignes med
no-gen figurmaler fra omkring aarhundredets
midte •— der fandtes ingen!
Anderledes med portrætmaleriet! For at se
skiftet i det kan vi blive indenfor samme
kunstners produktion og hos Juels betydelige
forgænger Peder Als sammenstille et billede
fra 50’ernes begyndelse som
dobbeltportrættet i Kunstmuseet af Fabricius og hans kone
med Akademiets en 12 aar senere malte
portræt af Wiedewelt. Der er i stil et svælg
befæstet mellem dem, det ene muntert
fortællende, en drøm om farve, det andet
heroisk, tungt i gennemførelsen.
Als omvendte sig — omend han havde
slemme recidive tilbøjeligheder — og der
findes til enhver tid folk som har behov for
omvendelse, ligesom der findes folk, der har
kaldelse til at missionere ■— til dem hørte
Carstens, Als’ trosfælle, om man saa maa
sige, som gjorde Akademiet usikkert i Juels
og Abildgaards tid. Men der findes ogsaa
kunstnere, som med en mærkelig
ubesværet-hed vandrer deres vej gennem saadanne
problemfyldte tider — og det er ofte ikke de
ringeste. Til dem hørte i slutningen af
1700-aarene den maler, Jens Juel, hvis 200-aars
fødselsdag vi mindes i dette foraar, den 12. Maj.
Det maa ikke forstaas saaledes at vi skulde
have grund til at mene, at de store
problemer, der beskæftigede datidens førende
kunstnere, har været ham uvedkommende. Der er
i hans portrætkunst meget som viser, at den
nye tids rytme ogsaa var gaaet ham i blodet.
Hans fremstilling af mennesker har en
naturlig forbindelse med den tids kunst, der saa
det som sin store opgave gennem antiken —
saaledes som de forstod den — at gengive
billedet og menneskefiguren en værdighed, som
efter deres mening var gaaet tabt i den
foregaaende periode. Men der er i Juels kunst
og i ham selv som menneske — saa vidt de
sparsomme glimt lader os ane ham — en
henrivende umiddelbarhed, en uimodstaaelig
livslyst, en lethed i arbejdet og en glæde ved
udøvelsen af kunsten, der faar enhver tanke
om problemer og deres vanskelige løsning til
at flygte langt bort. Jeg tror ikke at der
findes nogen anden dansk kunstner, der i
samme grad som Juel smitter ved sit humør,
sit humør som maler. Marstrands produktion
er i enhver henseende overdaadig og han
er ofte en vittig månd; men det er jo i
virkeligheden kun i faa skitser og kraftige
tegninger at maleren i ham kan holde trop med
kunstnerens intentioner. P. S. Krøyer var
lethaandet i højeste grad, noget af en lykkens
Pamfilius ligesom Juel — men dennes faste
holdning og høje noblesse havde han ikke.
Vi mærker, naar vi foretager en saadan
sammenstilling mellem Jens Juel og danske
malere fra 1800-aarene, for ikke at tale om
1900-aarene, at den paa ét væsentligt punkt
altid vil falde ud til fordel for den gamle
maler — nemlig i det tekniske. Det er og
bliver en trist ting at selve tekniken, den
haandværksmæssige side af malerens arbejde,
igennem de sidste 100 eller 125 aar har
været i forfald -— kun hos enkelte
fremragende kunstnere som Courbet og Manet er
meget af tidligere tiders skønne behandling
bevaret. Det er jo ikke alene et tab fordi
selve billedernes levedygtighed i høj grad er
forringet, men ogsaa i rent æstetisk
henseende. Den nydelse, som blot et lille udsnit
af et billede af Jens Juel bereder os, ved
farvens fylde og klarhed, det emailleagtige
massive og dog gennemsigtige, det finder vi
ikke i dansk kunst efter Eckersberg. Hvis
nogen med et anstrøg af satire vil tale om
Juels portrætfabrik, saa maa han i hvert fald
indrømme, at denne portrætleverandør en
gros ikke alene var i stand til at præstere
teknisk kvalitetsarbejde, men næsten altid
gjorde det. Det vilde maaske endog
Zahrtmann have indrømmet ham, Zahrtmann der
af én eller anden uforklarlig aarsag ikke
kunde fordrage Jens Juel!
Det straalende malerhumør og den gode
teknik finder vi saa tidligt som vi overhovedet
møder Juel som kunstner, d. v. s. i 19 aars
alderen. Han var jo født ovre i Vestfyen og
vi kan med grund se ham som et ægte barn
af denne frodige og muntre 0. Som bekendt
mente man tidligere, at Juel var en uægte
søn af en fornem månd paa en af
herregaar-dene derovre, en Wedel eller en Juel, men
de undersøgelser, arkivar frk. Glarbo har
foretaget, har ikke bekræftet formodningen.
De tyder paa at vi maa lade det romantiske
element fare og nøjes med at se ham som
søn af en skolelærer i Balslev. Det næste vi
véd om ham, er at han i en ung alder er
kommet til Hamburg og dér blevet sat i lære
hos en maler, Gehrmann. Vi kan vel
formode, at naar han er kommet saa langt væk,
har det ikke alene været for at lære det rene
haandværk men ogsaa for at faa en
kunstnerisk undervisning, han har nok allerede
som barn gjort sig bemærket. Hvad Gehr-
346
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
