Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Åttonde häftet - Jens Juel. Af Leo Swane
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Leo S w an e
bragt ham saa vidt. Men med rette er det
ogsaa blevet fremhævet, at Köbenhavn bød
ham ikke saa ringe betingelser for en gunstig
udvikling. Mindst undervisningen paa
Akademiet, som han rimeligvis har affærdiget let
som en nødvendig kedelighed — det har
man da lov at slutte af hans to
guldmedaille-arbejder, fra 1767 og 1771, der er det rene
svendearbejde, mens han i sine portrætter
for længst havde vist sig som en mester.
Han synes i det hele taget ikke at have
været ivrig efter at spille rollen som elev,
man husker den morsomme bemærkning med
hvilken han besvarede den ældre og ansete
Peder Als’ tilbud om at give ham
undervisning, at Professoren maatte undskylde, men
han havde saa sandelig ikke tid. Des ivrigere
har han været efter at gøre sig bekendt med
den kunst i hovedstaden, der havde bud til
ham, og det var ikke saa lidt. Vi kan ikke
være i tvivl om at den store Svensker Pilo
— der faa aar efter skulde forlade landet —
har gjort stærkt indtryk paa ham, jeg tror
ogsaa at Als’ kunst kan spores hos ham. I al
almindelighed har det naturligvis ogsaa
udviklet hans modenhed at han fik lejlighed til
at se de mange og gode billeder af ældre
udenlandsk kunst, som netop i disse aar
takket være kunsthandleren Morell og A. G.
Moltke strømmede ind til København, til
kongens og til Moltkes malerisamling, og de
mange gode franske billeder, som endnu til
1794 fandtes paa Christiansborg slot og som
han vel nok i en vis udstrækning har kunnet
faa lejlighed til at se. Endelig har navnlig
professor Elling med rette gjort opmærksom
paa den betydning, den franske maler
Tocqués billeder -— fra hans besøg her i
1759 — har haft for ham. Her mødte han
den fine franske malerkultur, tidens bedste
kunstneriske tradition — selvom Tocqué ikke
netop hørte til de mest interessante skikkelser
indenfor tidens galliske verden — og det var
som om alt hvad han saaledes erfarede,
umiddelbart udløste hans evner, som om en
viden om det altsammen latent havde været
tilstede hos ham og kun ventede paa denne
bekræftelse for at udfolde sig og komme
hans kunst til gavn. Adskillige af de bedste
egenskaber i Juels portrætkunst kommer da
ogsaa til fuldt udtryk i disse aar fra
omkring 1768 til 1772, før hans store rejse.
Hans opfattelse af det menneskelige, af
modellernes karakterer har allerede nu denne
fortrolige, intime tone, som vi kan betragte
som typisk for ham. Han har ikke nogen
tilbøjelighed til at tilspidse karakteristiken
eller søge at bringe sin model ud i en eller
anden extrem, interessant situation, der
kunde virke afslørende. Der er intet af en
satiriker hos denne portrætskildrer, intet af
den skarphed, som man fx. kan finde hos
en moderne kollega af ham, Julius Paulsen;
Juel er udpræget godlidende. De mange
selvportrætter, han har malet, viser os en
månd med godt humør, glad ved denne
verdens goder, næppe tilbøjelig til at indlade
sig paa altfor spidsfindige spekulationer, men
med et sundt aabent blik og noget
overmaade vaagent i udtrykket. Dette vaagne
blik har han rettet mod modellen og med
sikker opfattelse set alt det brave og
imødekommende hos en ældre hædersmand som
grev Christian Ditlev Reventlow, den
yndefulde mildhed hos grevinden, der sidder ved
siden af, foran sin kniplepude. Men det er
ikke alene det joviale, han forstaar, hans
tolkning af det betydelige menneske er
interessant, fx. i det berømte portræt af den
schweiziske naturforsker Bonnet, i portrættet
af hans kammerat Nicolaj Abraham
Abildgaard. Og naar han sidder overfor den unge
kvinde er det ham en fryd — med tiden
maaske ogsaa en vane -—- at fremdrage alt,
hvad der kan glæde ham selv, og ogsaa
modellen. Han véd hvordan en frisk mund skal
males, med let fremhævning af gruberne ved
mundvigene, Sää 3.t smilet ligesom anes —
intet under at hans portrætter da fik ry for
at ligne. Det var dog ikke alene den falmede
skønhed, der holdt af at pege paa sit
ung-domsportræt og forsikre at det lignede, fra
alle sider hører vi dette bekræftet. Den
senere statsminister Christian Ditlev Reventlow
skriver i 1781 at han kommer fra Juel
sammen med A. P. Bernstorff, der har ladet sig
male af ham. Han har siddet 5 gange.
Billedet er smukt, siger Reventlow, har en
overordentlig lighed og giver fortrinligt denne
værdige mands gode rolige udtryk. Og endnu i
1819 skriver samme Reventlow nede fra
Christiansæde, at han igen længe har betragtet det
venlige billede af hans far og mor — det vi
lige har nævnet. Den geniale Juel malede det
og han forstod ganske at gribe det
fordringsløse og venlige, hvori deres sjæle kommer til
udtryk. »De smiler til mig, saa ofte jeg ser paa
dem og velsigner deres børn og alle der omgav
dem. Billedet synes mig, som alle gode
billeder, at have vundet med aarene.»
348
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
