Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Åttonde häftet - Jens Juel. Af Leo Swane
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Leo S w an e
Portræt af en maler (maaske den
østrigske maler F. A. Maulbertsch).
1773?
Statens Museum for Kunst, Köbenhavn.
en virksomhed ude og finder en plads blandt
de bedste. Da nationalismens tid oprandt
med 1800-aarene og samtidig den danske
skole lukkede sig inde i sig selv, svandt
mulighederne derfor. Juel hørte endnu til en tid,
da malerkunstens sprog var internationalt.
Paa mange maader har disse aar i Geneve
været lykkelige for ham. Var byen ikke af
format en verdensby, saa havde den dog
store humane traditioner -— og for en
kunstner, der havde Juels opladte sans for
naturen, har livet i denne egn, med det
vidunderlige udsyn fra Genthod, Bonnets hus, over
søen og byen med Mont-Blanc-højderne
bagved, været en herlighed. Et meget smukt
billede med dette motiv er i privateje. Der
var i det hele taget i Schweiz en interesse
for det landskabelige, som bl. a. viste sig i
de mange stukne prospekter af Schweizeregne,
der siden blev efterlignede i andre lande —
i Danmark og Norge med Erik Paulsens
berømte norske prospekter. At Juel, som
egentlig blev grundlæggeren af det danske
landskabsmaleri, fik levende impulser dertil under
Schweizer-opholdet, kan vi betragte som
givet. Ogsaa i nogle af portrætterne fra denne
tid maler han figuren i et landskab, fx. den
berømte Saussure, der først besteg
Mont-Blanc. Derved nærmer han sig engelsk kunst,
der yndede motiver af den art — han har
sikkert lært dem at kende gennem de i
Schweiz meget udbredte engelske
sortkunstblade.
Saa vendte han i Foraaret 1780 endelig
tilbage til Danmark og gik ind til en
tyve-aarig virksomhed som den absolut førende
portrætmaler, med hoffet, adelen,
embedsmænd, »den lærde republik»,
handelsmatado-rerne som sine klienter. Hans virksomhed laa
netop i de aar der var saa gunstige for vort
samfund i økonomisk henseende og ingen
kunstner høstede mere gavn deraf end han.
Han døde, kun 57 aar gammel, den 27.
December 1802, ikke længe efter at Slaget paa
Rheden havde indvarslet den nye tid, med
alle dens besværligheder og sorger.
Hvilken enestaaende position som
portrætmaler Juel vandt i disse aar herhjemme,
derom gør man sig vanskeligt et begreb.
Reflexer deraf naaer helt op til vor tid. Det
sker endnu, at en museumsmand faar
meddelelse om en autentisk Juel, og naar han
præsenteres for billedet, er det maaske malet
30 aar efter kunstnerens død. En saadan
tiltrækningskraft har kun de store navne! Men
Juels kunst har ogsaa, omend mest efter hans
død, været ude for den kritik, som følger
berømmelsen — og især har den vendt sig imod
den store portrætmasse fra disse senere aar.
Man har bemærket, at den fik nogen
ka-raktér af portrætfabrikation og har vel
derfor set sig lidt gal paa den. Jeg er nu ikke
sikker paa at der er saa megen grund dertil,
omend jeg kun lidt frygtsomt tager den i
forsvar, vel vidende, at jeg risikerer, at det
ord ildtilbeder hæftes paa mig; en
kunsthistoriker, der er kritisk og kold, lastes med
grund; den der bliver varm for sit emne
løber fare for at blive betragtet som
ukritisk, let naiv.
Overfor det dogme, at det er den unge Juel
og kun ham, der for alvor paakalder vor
interesse, vil jeg dog stille én ting, som jeg
betragter som et faktum — den rigdom i
den rytmiske behandling af kompositionen,
som mere og mere kommer frem i Juels
kunst. Vil man se paa hans landskabskunst,
saa er der intet af de mange billeder med
uvejrshimle, bondevognen der kører afsted
og hvis bevægelse svarer til himlens skyer —
ligesom i Bolswerts stik efter Rubens —,
der i ynde og afrundet helhed kan maale
352
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
