Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nionde häftet - Kaj Munks Minde. Af Carl Dumreicher
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
KAJ MUNKS MINDE
Af CARL DUMREICHER
Her havde altsaa Du, Kaj Munk, Dit Bo.
En vidtstrakt Landsby paa en græsgrøn Flade,
hvor Havgus svøbte sig om Mark og Lade
og Blomster maatte hæges for at gro,
men Dagens Fred var dyb som Nattens Ro.
Her fandt Dit Hjerte og Din Tro sit Virke.
Her bar en Bakketop Din lille Kirke.
Det hvide Klokketaarn med teglrødt Tag
var synligt milevidt fra alle Veje
og kaldte paa enhver, som vilde eje
den Fred, der fødes af Guds Velbehag
og Gryet over Graven Paaskedag.
Aarhundredgammel var hver mosset Fure
i Korets låve og granitgraa Mure.
Den kolde Vinterdag var vaad af Regn
og Stormen bruste over alle Grave
og førte Sukket fra de Dødes Have
mod Kirkemurens nøgne Grenehegn.
Det var som skumred det om Hus og Egn,
og mødte én sin Nabo, blev hans Stemme
saa lav, som naar han bad sin Bøn derhjemme.
Nord paa for sig laa Sognets Præstegaard,
skjult under slanke Stammers Skærm af Kroner.
Dér blaaned Dine kære Anemoner,
naar Solen gjorde Mulden mindre haard
og skænked alle Sjæle Lysets Kaar.
Og udenfor kom Aftenrødens Lande
fortroligt nær i Nørresøens Vande.
Men ingen Blomsterelskers varme Haand
skal mere tage ømt om Frø og Knolde
og om de første Spirer varsomt holde
og hilse Knoppen paa den spinkle Vaand,
mens Hjertet ved, at alt er Gud og Aand.
En Nat var intet som det havde været.
Kun uforanderligt var Stjerneskæret.
391
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
