Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - Teatersæsonen i København 1944—45. Wilde og Soya — Unge Instruktører. Af Harald Mogensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Harald Mogensen
ket Skal paa Skal af. Kraftfuld og magtfuld
fyldte han Scenen. Hans Præstation vidnede
om Dygtighed og scenisk Autoritet. Han
spillede frigjort og med Lune, særlig i Scenen
i Dovregubbens Hal. Han spillede blot ikke
Per Gynt. Den midaldrende Per Gynt i
Afrika skal være komisk, latterlig, han skal
udleveres til Grinet. Overgangen til den
afrikanske Per falder svær og giver Stykket
et Knæk, hvis den unge Per har været alt
for omstraalet af Publikums-Appeal. Hos
mange Tilskuere vakte det nærmest
Beklagelse, at Anitra saa skændigt forlod ham.
Slutningsscenens gamle Gynt spillede Mogens
Wieth som en malerisk og vemodig smuk
Søulk uden den sønderrivende og søgende
Fortvivlelse og Anger, som Hans Jacob
Nielsen i hvert Fald fik noget frem af i Per
Lindbergs Per Gynt-Opførelse, der iøvrigt havde
tilsvarende Svagheder. Men Per Gynts
Sluts-scener gaar nu eengang paa Krykker.
Ogsaa Bjørnstjerne Bjørnson stod paa Det
kongeliges Repertoire med »En Fallit», iscenesat
af Nicolai Neiiendam, den gamle Sociétaires
sidste Instruktøropgave før hans Død i Marts
1945. Da det desværre er umuligt at redde
nogensomhelst Aktiver fra »En Fallit»,
hverken Stykket eller Opførelsen, udfyldes
Kassemanglen ved at nævne Nicolai Neiiendams
brændende Ungdomserindringer »En
Vildfarendes Veje», en gribende Bog om det
uudslukkelige i en ung Kunstnersjæl. Bogen
udkom kort før hans Død og bliver altsaa
ikke fuldendt. Men Torsoen vil bevare Navnet
Nicolai Neiiendam fra Forglemmelsen.
Premièren paa Strindbergs »Paaske» var
fastsat til April 1945. Der laa en Idé i at spille
dette Trøstens og Forsoningens Stykke i den
onde Tid. Nu vilde Uheldet, at det først kom
til Opførelse i Maj Maaned efter
Kapitulationen. Alle de psykologiske Forudsætninger
for dets Genoptagelse fordampede i Befrielsens
Sol. Selve Forestillingen, iscenesat af John
Price, renfærdigt og spinkelt i Tonen, men
uden Understregning af dets Blanding af
Eventyr og Hverdag, bød iøvrigt kun paa
Gensynet med Poul Reumerts Lindkvist, lige
ud af Gösta Berlings Saga, en fantasifuld
Præstation. Resten: redeligt Privatteater.
Som et noget osende Brændoffer til
Klassikerne frembåres av Svend Gade Adam
Oehlenschlägers mislykkede
Alderdoms-Tragedie »Kjartan og Gudrun». Den er skrevet for
den elskede og hadede Fru Johanne Louise
Heiberg og rummer nogle effektfuldt tænkte
Scener, som maaske kan friste Skuespillere,
men ikke burde forlokke dem saa meget, at
de nedkom med en Opførelse. Fru Anna Borg
spillede uden Held Fru Heibergs Rolle som
den dæmoniske Gudrun. Derimod havde
Martin Hansens Kong Olaf Tryggvason Magt.
Som Helhed kaldte Forestillingen mest paa
en uhistorisk Latter — for at sige det rent ud.
Sæsonens kunstneriske og økonomiske
Topscorer-Rekord paa Det kgl. sattes af Oscar
Wildes »Bunbury», identisk med »The
Importance of Being Earnest», hvis Ordspil ikke
lader sig overføre paa Dansk. Af samme
Aarsag maatte der podes nogle nye
Slutnings-linier paa den danske Opførelse, hentet fra
et andet Wilde-Stykke. »Bunbury» fører som
en af Verdenslitteraturens kosteligste Farcer.
Oscar Wilde troede paa Farcen. Den
prædikede hans Trosbekendelse: jeg forsager det
fornuftige og alvorlige og højtidelige og
kedelige. Oscar Wildes Helte er de kvikke.
Algernon (= Mogens Wieth) karakteriserer
»de kvikke» i en Replik i »Bunbury»: det er
dem, som de kedelige (bl. a. Oscar Wildes
Tilskuere i Teatret!) taler om, Samtalestoffet
fra Societylivet og gossip-Spalten. Noel
Co-ward har overtaget de samme Hovedpersoner
og den samme Lyst til at gøre Nar af sine
egne Tilskuere. De kvikke er nihilistiske
Aristokrater. De lægger Kinesere under
Konventionerne, men foragter Fremskridtet. Deres
Udtryksform er Vitsen og Paradokset og den
fuldendte Replik, deres Aandsform den
impertinente Ironi og den kyniske Frivolitet.
Bernard Shaw brugte de haarde Ord:
heart-less og hateful om »Bunbury» •— som den
Puritaner han var.
Holger Gabrielsen havde sat Oscar Wilde
i Scene, saa det blev Det kgl. Teaters mest
fuldendte Forestilling i sin Genre siden hans
egen »Kærlighed uden Strømper». Sammen med
Maleren Svend Johansen, der havde skitseret
de smagfulde, ganske let karikerede
Interiører, havde han stiliseret det victorianske
Milieu, ja, næsten gjort det poetisk. Oscar
Wilde tilbad ikke blot den dionysiske Farce,
men trivedes ogsaa med Queen Victorias
Klunker, som den noget blegsottige
Skønheds-dyrker han var. Og man kunde mærke, at
Holger Gabrielsen befandt sig godt i de samme
Stuer. Han lod Sollyset vælde ud over alle
Scenerne, Sommerkjolerne knitrede omkring
de unge Kvindeskikkelser i bredskyggede
470
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
