Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - Teatersæsonen i København 1944—45. Wilde og Soya — Unge Instruktører. Af Harald Mogensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teat er sæs onen i Köbenhavn 1944 — 45
Kniplinghatte, værdige butlere skred
langsomt gennem Salonerne, og spinkel
Klavermusik tonede bag Portiererne. Men ogsaa det
groteske i Tidsbilledet havde Gabrielsen faaet
frem. »Bunburys» Epoke falder sammen med
den, som Noel Coward har skildret saa
morsomt i sine Ungdomserindringer, og som
vi saa nogle Glimt af i hans mindeværdige
Film »Cavalcade». Man huskede paa
Beretningen om den unge Master Noels Deltagelse
i Forlystelseslivet ved 90ernes engelske
Badesteder, da man lo af de pudsigt forhistoriske
»gags», som Gabrielsen havde givet de to
mandlige Hovedpersoner at lege med i
Begyndelsen af Akt III. »Bunbury» var
overdaadig Stilkomedie.
Hvilket Teater ejer et Firkløver som det,
der besatte Hovedrollerne i »Bunbury»: Ebbe
Röde, Mogens Wieth, Bodil Kjer, Karin
Nellemose? Jeg husker en anden Opførelse af
en klassisk Farce, Victorien Sardous »Lad os
skilles» paa Dramaten for en Del Aar siden.
Alf Sjöberg havde i Lighed med Gabrielsen
understreget Tidsbilledet i sin Iscenesættelse,
men han lod sine Skuespillere rase løs i
forceret Farcestil. I sit Wilde-Opus havde
Gabrielsen stemt Kvartetten ned. Den
arbejdede med de smaa Midlers Komik, den
diskrete, ironiske Udlevering. Især var Ebbe
Röde urkomisk. Han lignede Frederik Hegel
som ung med Skilning i Midten og duknakket
af bare Earnest-hed. Frierscenen i Akt I,
hans stive Smil i Akt II, hans Øjekast op over
Loftet i Akt III var Vidundre af behersket
Komik og vittig Karakteristik af denne
Stivstikker og Bedemand, som efterhaanden vikler
sig ud af sit sorte Hylster.
Bodil Kjer var ikke alene ungpigeskelmsk,
den evige og evindelige ny Vin, som blomstrer,
men hun lod sit Lune og sin Latter risle ned
over Figuren, saa man skuttede sig i Sædet
af Fryd over denne flappers Poesi og Ynde.
Hun har aldrig være dejligere.
Karin Nellemose spillede den
overudsprungne Orkidé, som aldrig bliver gift, om ej nu det
sker. Blot Synet af hendes nærsynede
Selvglæde fik det til at dufte af hengemte
Jomfru-Lavendler i hele Teatersalen.
Mogens Wieth havde lagt sig en let
affekteret, høj Stemme til, som i Forbindelse med
hans graciøse Embonpoint levende
karakteriserede Bollespiseren Algernon.
Den fuldkomne Rollebesætning i »Bunbury»
gjorde Forestillingen til et Mesterværk af
Vittighed, underfundig Komik og elegant
Poul Reumert som Lindkvist i
»Paa s k e».
Det kgl. Teater.
Replikkunst. Dens bølgende Rytme efterlod
sig et Indtryk som af kaade mozartske
Rokokotoner.
Derimod hører Gabrielsens Opsætning af
Soyas »Parasitterne» (i Bogform: Nordiske
Landes Bogforlag, 1944) ikke til hans særdeles
inspirerede Arbejder. »Parasitterne» er et
ældre Værk af den nu saa salonfähige Soya
og stammer fra Tiden, før han blev en dreven
Erhvervsdramatiker med Specialitet i
makabre Effekter. Men Soyas Succes har gjort
ham aktuel, og »Parasitterne» fortjente en
Genoptagelse, ogsaa fordi det byder paa nogle
straalende Roller. Det er i sin oprindelige
Form fra de tidligere Opførelser et socialt
Tendens-Skuespil. Dets Hovedperson,
Parasitten, Mægler Gruesen, er en Aagerkarl, der
tapper Blod og Penge af sine Medmennesker,
en af de onde Bylder paa Samfundet, som
den unge Student, Johannes, Forfatterens
Talerør, tordner imod:
Samfundet myldrer af Parasitter! Hvad er
en Månd, der lever af en Formue, han har
471
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
