Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - Teatersæsonen i København 1944—45. Wilde og Soya — Unge Instruktører. Af Harald Mogensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teat er s æs onen i København 1944 — 45
Ebbe Röde, Karen Nellemose, Bodil Kjer og Mogens Wieth i »Bunbury».
Det kgl. Teater.
digterisk kan den kongelige Ballet ikke leve
af Dansemestrenes Husflid, som synes mere
inspireret af fade Forbilleder end af Kunsten
og Livet, Iagttagelsen og Tanken. Beethovens
Kærlighedstragedie dansedes med en Samling
forslidte Klichéer, hvor der netop var Brug
for noget oprindeligt, noget sandt. Gøres der
noget for at interessere det skrivende og
digtende Danmark for Ballettens skønne
Kunstart? Digterne vil i selve Korpset finde
et Instrument, som kan spille alle Melodier.
Folketeatret startede uden Held. Som Nr. i
fremførtes Paul Géraldys Dramatisering
»Utro» af Colettes Roman af samme Titel.
Géraldy havde tegnet Romanens spinkle
Spindelvævsmønster om til grove, banale
Scenebilleder, en Lied ohne Worte udsat for
Hornorkester. Den unge Asmund Rostrup
ledede Instruktionen. Thorvald Larsen,
Folketeatrets Direktør, har i denne Sæson givet
de unge Sceneinstruktører et chancerigt
Læreaar. Men for det første lader dette Stykke
sig ikke redde af nogen, og for det andet havde
Rostrup ikke Autoritet til blot at holde
sammen paa Vragstumperne. Henrik Bentzon
spillede Ægtemanden og Modekongen som
en robust, sund og viril Landmand, hvis
Selvmord tilsidst kommer som en bråt
Overraskelse, Else Skouboe tegnede alt for
ka-leidoskopisk mange Rids af den utro Hustru,
der snart lo letfærdigt, snart dirrede tragisk,
nu spillede i Lystspilfarver, nu rystede som
et blottet Bundt Nerver, saa man ventede,
at det var hende, der vilde begaa Selvmord.
De burde have byttet Roller! Det vilde have
vakt Sensation . . .
Forfatteren til »Den gyldne Time», Keith
Winter, er stærkt overdrevet blevet kaldt
for Nordamerikas Henrik Ibsen. Han ejer
ikke Ibsens Faldgruber. Mere rimeligt kan
han rubriceres som den vestlige Halvklodes
Leck Fischer. Ligesom denne konstruerer han
Problemer — og Dramaer over Problemerne.
De daarlige Stykker med de gode Roller har
deres Berettigelse. Mere tvivlsomme er de
halvdaarlige Dramaer med de halvgode Roller.
»Den gyldne Time» hører til denne sidste
Type. Stockholmerne kender det iøvrigt fra
Blancheteatrens Opførelse i 1935 (»Livets
gyllene ögonblick»).
Asmund Rostrup havde ogsaa sat denne
473
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
