Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - Teatersæsonen i København 1944—45. Wilde og Soya — Unge Instruktører. Af Harald Mogensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Harald Mogensen
Johannes Meyer som, Mægler
Gruesen i »Parasitterne».
Det kgl. Teater.
Forestilling op. Den var velafstemt i det ydre,
men svigtede af og til i det indre, i
Personinstruktionen. Et Stykke som »Den gyldne
Time» kan erhverve Kvalitet ved
Skuespillernes menneskelige og gedigne
Portrætkunst. Det skal udføres diskret, med
Underbetoning. Der var månge vellykkede Passager
i Inge Hvid-Møllers, Bendt Rothes og Inger
Lassens Spil i Hovedrollerne. Men ogsaa
nogle Pletter, der skæmmede,
Stumfilms-manererne med Ansigtsfortrækninger hos
Bendt Rothe som David, det falsk
babyagtige hos Inger Lassens resignerende
Madonna Judy. Og Inge Hvid-Møller forlenede
ikke sin glødende Elskovskvinde Mariella
med den Lidenskabens Ret og Sympati, som
forklarer Stykkets Slutning.
Hjalmar Bergmans »Farmor og Vorherre»
var positivt en daarlig Forestilling.
Iscenesættelsen ved Helge Rungwald manglede
fuldstændig Atmosfære. Dette Stykke kræver
en Sjælemaler af en Instruktør, der kan
ramme dets tragisk-humoristiske
Grundstemning. Og Maria Garland slog ikke til i Tora
Tejes Rolle som Farmor. Hun virkede hverken
gammel eller magtfuld nok.
Sæsonens Succes fik Folketeatret paa R. B.
Sheridans kildefriske Komedie »Bagtalelsens
Skole», ogsaa iscenesat af et ungt Blod, Edvin
Tiemroth. Han har Sans for Tempoet, for det
scenisk virkningsfulde, men savner ligesom
Asmund Rostrup baade Erfaring og Autoritet
til Personinstruktionen. De to Stjerner Henrik
Bentzon som Sir Peter og Else Skouboe som
Lady Teazle foretrækker vist ogsaa at sætte
sig selv i Scene — ikke altid med Held. Fru
Skouboe synes ikke at have læst Fru Heibergs
Erindringer, hvori denne store Teaterdame
fortæller om, hvorledes hun fik Form paa
Lady Teazle. Oprindelig spillede hun hende
som en Kokotte, drillende og spydig. Men
en saadan Opfattelse gør Forsoningen mellem
Ægtefolkene i Komediens Slutning
usandsynlig. Efter Fru Heibergs Mening er Lady
Teazle et overgivent Landsbybarn, der af
barnlig Kaadhed morer sig med at drille sin
gamle, vrantne Ægtemand. Men hun er stadig
et uskyldigt Barn, der blot er kommet paa
Vildveje. Da hun opdager Joseph Surfaces
Falskhed over for hende, gaar hun i sig selv
igen, erkender sine Fejl overfor Sir Peter og
skælder Forføreren Hæder og Ære fra. Der
er saaledes en klar Udvikling hos Lady
Teazle. Fru Heiberg levendegjorde den med
sine Erfaringer fra Ægteskabet med den 21
Aar ældre Heiberg.
Fru Skouboes Lady Teazle virkede for
aktiv. Det var næsten hende, der forførte
Forføreren. Hun såå heller ikke tilstrækkelig
ung og uberørt og landlig ud. Og Henrik
Bentzon havde gjort Sir Peter for gammel.
Forsoningen mellem de to tilsidst forekom
helt naturstridig. Men de tos Spil rummede
trods disse forpassede Muligheder mange
blændende Enkeltheder.
Svag var Freddy Koch som Joseph Surface,
den engelske Tartuffe. Han var bare sleben
og hyklerisk, men Sanseligheden laa ikke i
Baghold bag den fine Facade, og der sprang
ikke elektriske Gnister fra ham, naar han
udfoldede sig som Don Juan.
Men bag alle mere eller mindre vellykkede
Skuespiller-Præstationer pulserede Blodet i
Sheridans evigtunge Komedie. Den handler
om en Tid, der var lystig, umoralsk og fuld
af Skandaler, saadan som vi gerne vilde have,
at vor egen Tid var! Dens Handling er vævet
i brogede Mønstre, den ene livlige Scene efter
474
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
