- Project Runeberg -  Ord och Bild / Femtiofemte årgången. 1946 /
61

(1892-1951)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Första häftet - William Heinesen. Af Harry Andersen

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

W i II i a ni’ Heinesen

Heinesens fremragende Formsans og hans
sikre Talent. Samlingen indeholder en Række
Prosadigte, der er kraftige, og det ses at
Heinesen ogsaa har et hvast Vid og Humor.
Prosadigtene har Hældning til Otto Gelsted
og Johannes V. Jensen. Digtet »Den fæle
Skov» har disse Linier:

Lokomotivet stønner utaalmodigt et Par Gange,
men giver sig saa tilfreds og bliver stille,
som stod det med vidaabne Næseglugger.

Men omsider kommer vi da i Gang igen,
det lille romantiske Intermezzo er forbi,
Lokomotivet nyser vellystigt
og Vognrækken kommer i Skred
og gennemborer i Triumf den fæle Skov.

Det er ejendommeligt og interessant at se,
at Johannes V. Jensens Prosadigte fra
Aarhundredets Begyndelse har haft og har en
rent ud magisk Virkning paa hans yngre
Digterfæller. Han maa her i sin eruptive
Poesi, der er fyldt med et Sinds forferdelige
Sprængstof have ramt noget en Gang for alle,
som ingen kan komme bort fra, der vil skrive
frie Vers i Danmark. Heinesens Digt har
Tilknytning til Johannes V. Jensens vel
ypperste Prosadigt »Paa Memphis Station»,
det modsætningsrige og programmatiske Digt,
der staar som en Milepæl i dansk Litteratur.

Det vilde være fristende at citere endnu
flere af Heinesens rige og skønne Digte, der
som Gelsted rigtigt har sagt det, glider
sammen til en Helhed som Dagene i en Maaned.
Til sidst skal vi i dette Afsnit citere et Par
Strofer fra »Den lille søvnige Lampe» (i Den
dunkle Sol), hvor Perspektivet aabner sig fra
Barndommens lille gode Lue til Evigheden:

Aldrig skal du glemme
dens inderlige Skær.
Den var som en Solnedgang
baade fjern og nær.
Den stod ved din Seng
og du havde den kær.

Den lille røde Natsol —
siden i dit Sind
du kunde ofte spore
dens moderlige Skin,
den sendte sine Straaler
af Evighed derind —

et Bud fra Verdensilden
i Mørkets frosne Skød,
fra Frodighedens Kilder
bag Nat og Dag og Død.
I alle kolde, mørke Ting
bor Funker af dens Glød.

Mindet toner ud i det mytiske, Digterens
Fantasi, næret af Barndommens simple og
elementære Oplevelser, knytter det nære
sammen med den store Sol, og alle Ting
forenes bestraalet af Evigheden. Og naar
Lampen gik ud, blev Stuen et Mulmland,
uden Grænse, uden Fred, og Barnet turde i
Mørket ikke engang hviske til Gud. Saa
blev den atter tændt, og Drengen følte sig
som en Offerpræst, der holdt Fest i gode
Pagters Vold. Det er Digterens Kunst at
faa det nære og fjerne til at tone sammen i
en Sfære af Harmoni, hvor Mørke og Sorg er
med, men forklaret, fordi Mennesket har en
Vilje til det.

Et Ord af central Betydning hos Heinesen
er Afgrund, der minder om Thøger Larsen;
Sammensætninger som Afgrundsblæst,
Af-grundsgys, Afgrundslys og af grundstyst
rummer det farlige, det der næsten sprænger
Sindet og er ud over alle Grænser. Vers som disse
(fra Sange mod Vaardybet): og Skyggen
under de svimle Trær / har faaet sit vaarlige
Afgrundsskær (»Vaarstrofe») og Alle Kroner
faar en Afgrundstone (»Træer og Stjerner»)
har Affinitet til Thøger Larsens Poesi.
Svimmel — der lige er citeret — er et af Thøger
Larsens Yndlingsord, Heinesen taler om:
Stormene vaagne og svimle. Her staar
Ordet sammen med det betydningsfulde
vaagen; vaagne og vaagen hører til Heinesens
Livord. Som Thøger Larsen bruger han ogsaa
Ordet Søvn: Søvn-Old, Søvnland, den
søvnsvimle Tanke. Udtryk som Viddernes evige
Sug og det gamle Blaa og Vers som:
Havets kolde Bølger spejler / et ømfindtligt
Skær —• Et livsvarmt Nu er dalet ned / mod
Havets golde Evighed — et Skib bliver
Huset, / det borer med Vellyst / sin Stenstavn
i Bruset (»Natteregn» i Den dunkle Sol) og
et Digt som »Septemberaften» (i Høbjergning
ved Havet), hvor det hedder, at:
Stjernenattens døde Ro skal brede / sin Haan udover
alt, der er i Live vidner om det nære
Slægtskab med Thøger Larsen (Nu, Evighed,
Vellyst).

Ord for Bevægelse (jfr det omtalt vaagne)
som duve og fyge er karakteristiske: Guders
Drømme fyger omkring i det evige Rum!
Vild og vildsom (et af Thøger Larsens kæreste
Ord) anvendes ikke saa sjældent. Brugen af
Afsind (sml. Afgrund) og Sammesætninger
som Afsindsdrøm, Afsindsdyb og afsindsstille
peger mod Otto Gelsted, der i sin Poesi har
givet Udtryk for Afsind. William Heinesen

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Dec 11 14:10:46 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/ordochbild/1946/0077.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free