Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Första häftet - William Heinesen. Af Harry Andersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Harry Ander sen
William Heinesen.
Man kan ikke komme udenom, at
Heinesens Lyrik kan virke noget ensformig, han
vender stadig tilbage til sine Motiver,
Naturen og de skiftende Aarstider; her minder han
ikke saa lidt om Kai Hoffmann. Der er en
Ærlighed og Trofasthed i denne Enstonighed,
som virker gribende og stærkt. Digtene
»Under Høsten» og »Høsten og Døden» fører
over til den næste Samling; det første Digt
slutter saaledes:
Min Stemme staar af Kornets milde Brus,
jeg bor i Mørkets dybe Duft af Brød;
i alle Aks jeg tænder Gryets Glød,
at han der bar i Gaar af Dagens Høst i Hus
og takked mig ved Kvæld paa sine Knæ,
skal vaagne op igen og fatte om sin Le.
Høbjergning ved Havet faar sin særlige
Stemning af en Række Høstdigte,
Indlednings-digtet slutter med denne Strofe:
Aaben og isblaa staar Himlen i Nord,
klar over diset og søvntung Jord,
Havsuset stiger for Skumringens Vind:
skynd jer, Høstfolk, før Nat strømmer ind!
Samlingen slutter med en lille Række Digte
»Vindstille». Digteren taler om sit Hjemland:
I Solhvervslyset
ligger mit Hjemland,
sort i de klare
brungyldne Vande,
de maanetvungne
og tavse Vande.
I denne Strofe mødes Heinesen med Thøger
Larsen, hvis Digt »Drift» handler om de
maanetvungne Vande (Jord, min Moder,
Jord, min Moder, / sødt af Sol og Maane
tvunget).
I Sange mod Vaardybet digter Heinesen om
Sol og Sne, om den kolde Vaarnat, om
Blomster i Sne, om Pigen og Maanen, om Græs,
Træer og Stjerner — og alt gaar det igennem
hans heftige og higende Sind, sanset inderligt
og besjælet. Han digter om Barndommens
trygge store Maane: himmelsk og jordisk,
luftig og tung. Modsætningen her giver
Akkorderne i hans Poesi. Digtet »Maaneopgang»
slutter med denne Strofe, som viser
Perspektivet i Heinesens Naturlyrik:
Under dig iler, over dig vælder,
gennem dig haster
flygtende Floder af Evighedsmørke!
I Heinesens Poesi er der ingen
Kærlighedsdigte, hans Elskov er kosmisk:
Der blev paa Jorden saa hjemligt og tyst.
Stjernernes ømme og sitrende Skin
vækker i mig saa vild en Lyst,
randt mig som Elskov i Sjælen ind.
Digtet »Psyke» i Stjernene vaagner skal
citeres i sin Helhed:
Dugget er Jorden, diset er Dybet;
alting stunder mod Dvale og Blund,
svulmer bristefærdigt af Drøm
under de slørede Stjerner.
Ogsaa dig finder Vaarnatten,
rejsefærdig ved Drømmens Rand.
Du skimter allerede i Taagen
de stjernedæmrende Bjerge
hvor du i Nat skal færdes —
en Egn hvor alt er køligt bestraalet,
frysende beaandet med Elskov.
Søvndrukken hører du Vinden suse —
eller er det Havet?
Eller er det dit eget vaagne Blod?
Søvndrukken bæres du bort i Bruset.
Stjernerne vaagner — den Bevægelse og
Spændkraft der er i Heinesens Lyrik skyldes
ikke mindst, at han elsker alt det der er i
Vækst, Græsset der grønnes, Græsset der
suser; Blæsten, Vandet, Skyerne og
Stjernerne vaagner. Han synger om Grokraft og
Blomstringsro i Digtrækken »Græsset grønnes».
Digtsamlingen Den dunkle Sol (Titlen
svarer til en Verslinie: Der gik en Vej mod den
dunkle Sol i Digtet »Vaaraften ved Havet»
i Sange mod Vaardybet) bestaar af to Afsnit:
Rejsebilleder og Parabler og Barnet og
Sommerdagen. Bogen er et nyt Vidnesbyrd om
60
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
