Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tredje häftet - Hjemme. Af Søren Hallar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HJEMME
Af SØREN HÄLLAR
Lad mig da atter søge hjem
til mine Drengedage.
Dar findes ikke Veje frem;
maaske en Vej tilbage.
Jeg finder ikke Vej at gaa,
ej Maal at efterile.
Maaske jeg kan mit Udspring naa
bag Livets mange Mile.
Maaske her i mit Barndomsland,
hinsides Aar og Dage,
min egen Sjæl jeg finde kan
og vinde den tilbage.
Min lille Sjæl, men ganske hel,
mit Væsens faste Kerne,
hvoraf udsprang hver enkelt Del,
det nære med det fjerne.
Hvorfra den hele Kraft gik frem
som Bølge efter Bølge,
de Tusind Spor bort fra mit Hjem,
som Sjælen fik at følge.
Til hver en Egn den kaldtes hen
og fulgte altfor gerne,
indtil det var, som misted den
sin sunde, faste Kerne.
Nu ved den intet; alt er Skin,
Død kun den sikre Viden,
og Kulde slaar fra Graven ind.
Mod Enden lakker Tiden.
Giv mig igen at leve helt,
min Enhed at fornemme,
og ej i Tusind Strømme delt.
Som da jeg leved hjemme.
Der voksed Ribs op ad vor Gavl,
helt op til Karmens Rande,
med røde Klaser, Vinløvs Tavl,
som var det Sydens Lande.
Min Fader graver, og han saar,
han planter, Roser poder;
halvt aaben Mistbænkruden staar
blandt Kaal som Kæmpehoveder.
Min flittige og stærke Far,
du gav mig gavnlig Lære.
Rigt for din Haand vor Have bar,
som Edén kun kan bære.
Det blev, til Livet er forbi,
for os din store Gåve,
at vi som Børn har levet i
en Paradisets Have.
Dit Sind fandt Fred i Kærlighed
til Blomster, Børn og Toner;
maaske du fandt din sidste Fred
i Syn af Blomsterkroner.
Da Timen kom, jeg mindes klart
endnu din brudte Stemme:
»Nu blomstrer vel Syrenen snart,
den blaa, i Plænen hjemme?»
Barsk nok er Landet her mod Nord,
naar Storm og Havgus kommer;
men i vort Minde alting gror,
som var det stadig Sommer.
Eller en Vinter altid blaa
med Trærs og Buskes Straalen
fra Snekrystallerne; de laa
og knitred under Saalen.
125
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
