Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Den danske Nationalscene under Besættelsen. Af Robert Neiiendam
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den danske Nationalscene
Ipsens opfindsomme Iscenesættelse gav Poul
Reumert Lejlighed til i Titelrollen at skabe
en af sine betydeligste Figurer. Med dette
Mesterværk og Oehlenschlägers »Aladdin»
gjorde Teaterledelsen Honnør for Nationens
to store Digtere. Derimod kunde Opførelsen
af Friedrich Hebbels borgerlige Sørgespil
»Maria Magdalene» (September 1941) se ud
som en Indrømmelse til de fremmede
Magthavere, hvad slet ikke var Hensigten.
Stykkets Opførelse var bestemt længe før
Besættelsen, og blandt Skuespil af Amerikaneren
Maxwell Anderson (»Vintersolhverv»,
»Winterset»), Franskmanden Jules Romains (»Dr.
Knock eller Medicinens Triumf») og
Englænderen Noel Coward (»Det er saa yndigt») var
det ikke unaturligt ogsaa at finde Tysklands
Dramatik repræsenteret. Iøvrigt var Hebbel
født inden for det danske Monarki og havde
i sin Ungdom modtaget Understøttelse af
Danmarks Konge Christian VIII, og Stykket
var skrevet under Hebbels Ophold i
København 1843. Da Iscenesætteren af »Winterset»,
Svend Gade, af Selvsyn var fortrolig med
amerikanske Forhold, kunde Maxwell Anderson
være tilfreds med den Fremstilling,
»Vintersolhverv» fik. »Dr. Knock» var tidligere
faldet paa et andet Teater i København, hvor
Udførelsen blev holdt i en vis Klovn-Stil,
men Holger Gabrielsen fremhævede paa Det
kgl. Teater dets Satire og Menneskelighed.
Det blev nu en stor Sukces.
Der kan ingen Tvivl være om, at de
nationale Festaftener paa Hans Majestæt Kongens
Fødselsdage ikke behagede Nazisterne. Især
var 70-Aarsdagen den 26. September 1940
med »Elverhøj» paa Programmet af meget
højtidelig Karakter. J. L. Heibergs berømte
Festspil, skrevet 1828 til en Bryllupsfest i
Kongehuset, slutter som bekendt med en
Hyldest til Danmarks Regent. Publikum greb
ogsaa Lejligheden til at hylde og takke
Majestæten den 12. Maj 1942, 30 Aarsdagen for
Kongens Regeringstiltrædelse. Aftenens
Nyhed, Balletmester Harald Landers Ballet
»Fest-Polonaise» til Johan Svendsens
verdenskendte Toner, bidrog yderligere til
Forestillingens festlige Relief. Men saa blev Kongen
ved Sygdom længe forhindret fra personlig
at følge Teatrets Virksomhed. Først den 31.
Maj 1943 var Majestæten rask nok til atter
at kunne indtage sin Plads i Logen, medens
Publikum sang Nationalsangen, og
Folketingsmand P. Korsgaard udtrykte alles Glæde
ved Gensynet. Men fra den 29. August s. A.,
da Tyskerkursen skærpedes, og Regeringen
og den folkevalgte Rigsdag nedlagde Styret,
besøgte Kongen og hans Hus ikke Teatret,
før Befrielsens Time slog.
Inden Terroren og Udplyndringen for Alvor
tog fat, lykkedes det Teatret at faa
Amerikaneren George Gershwins friske og fornøjelige
Negeropera »Porgy og Bess» frem (Marts
1943), og den blev i udmærket Udførelse en
stor Sukces. Tyskernes Førstemand, den
Rigsbefuldmægtigede Dr. Best lod gennem
Udenrigsministeriet Teaterchefen vide, at
man fra tysk Side var meget forbavset over,
at Det kgl. Teater overhovedet kunde tænke
sig at opføre denne Opera. Alligevel
fortsattes Opførelserne, indtil Truslerne om
Bombning blev saa stærke, at man af Hensyn til
Publikum indtil videre tog Operaen af
Repertoiret. Ledelsen søgte iøvrigt ikke at
provokere: I »Erasmus Montanus» eksercerede
Korporalen ikke længer paa Tysk, og i »Den
politiske Kandestøber» var en Del af
Collegium politicum udeladt — den berømte
Komedie foregaar jo tilsyneladende i Hamborg.
Rigtigt opfattet var Harald Landers Ballet
»Vaaren» til Edvard Griegs Musik
(December 1942) Teatrets mest politiske Indsats i
Besættelsestiden, men Meningen maatte jo
underforstaas. For Tyskerne betød Vinteren
Nordenvinden, men for os Terroren og
S.S.-Soldaterne, ligesom Vaarens Frembrud gav
Udtryk for Længslen i vort Sind efter
Befrielsen. Denne symbolske Ballet bør blive
klassisk og staa som et stumt, men uudsletteligt
Minde baade om vore knugede Følelser og
om vort Haab i de onde Aar. I Shakespeares
»Macbeth» (Marts 1944), som i kunstnerisk
Henseende var en svag Forestilling, forekom
Repliker af direkte aktuelt Indhold, for Eks.
Udraabet efter Macbeths Død »Verden er
befriet» eller Ordene om, at der vil blive meget
at bygge op, men først skal man »kalde vore
Venner tilbage fra Landflygtigheden, hvor de
søgte Frelse for Tyrannens Snarer, og straffe
dem, der grusomt gik den døde Morder
tilhaande». Mere aktuelt kunde det ikke godt være.
Stærkere end nogensinde var Det kgl.
Teater under Besættelsen et aandeligt Fristed.
Tyskerne yndede Spærreforanstaltninger for
at sætte sig i Respekt, og disse medførte
adskillige Forestillingers Aflysning. Spilletiden
rykkedes frem til Kl. fire om Eftermiddagen,
men trods alle Vanskeligheder svigtede
Publikum ikke. Tværtimod. Det var god
Skandinavisme i Rædselsaaret 1944 at sende en bro-
231
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
