Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Den danske Nationalscene under Besættelsen. Af Robert Neiiendam
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Robert Neiiendam
derlig Hilsen til det frie Sverige gennem Svend
Gades virkningsfulde Iscenesættelse af Rune
Lindströms »Et Spil om den Vej, som til
Himlen gaar», og Genoptagelsen af Henrik
Ibsens »Peer Gynt» og Bjørnstjerne Bjørnsons
»En Fallit» fremdrog Mindet om det bundne
Norges dramatiske Storhedstid, da de to
Digternavne fløj gennem Landene. Der var i
begge Skuespil Repliker, som passede til den
øjeblikkelige Situation, og som Publikum
højlydt forstod. Fra tysk Side maatte man
hitte paa noget, som kunde lamme dette
fællesnordiske Aandsliv og ramme
Befolkningen. Voldsmændene i Berlin gav saa Ordre
til at sprænge Det kgl. Teater i Luften.
Eksperter sattes i Gang med deres Beregninger —■
Bygningen er jo af meget stort Omfang —
men i sidste Øjeblik slog den
Rigsbefuld-mægtigede Dr. Best contra maaske af Hensyn
til det danske Folks mulige Reaktion. Der
var mindre Risiko, men samme Virkning ved
at vælge Landets største Dramatiker som
Offer i Stedet. Saavidt vi nu ved, skal det have
været en Dr. Staudacher, som var kendt med
Kaj Munks Produktion, der i Berlin fremsatte
Ideen om at tage Digterens Liv. I
København var det Gestapochefen General Pancke,
som paa en Liste over »farlige» Danske satte
Kryds ved Kaj Munks Navn. Tyskerne
mente, at Mordet paa Kaj Munk vilde smerte
saa dybt, at man nok faldt til Føje for
Overmagten. Beregningen røbede et fuldstændigt
Ukendskab til dansk Mentalitet. Saaret blødte,
men Modstanden voksede. Hvis Friedrich
Schiller efter at have skrevet »Die Räuber»
var blevet dræbt paa en Landevej af lejede
Mordere, vilde Udaaden gennem alle Tider
være skildret som en Skamplet i enhver tysk
Læsebog. Alligevel betænkte man sig ikke paa
at myrde Danmarks Friedrich Schiller,
Nordens aandelige Frihedskæmper. Hans sidste
Berøring med Teatret i levende Live var
Epilogen »Ewalds Død», som blev opført 18.
November 1943, 200 Aarsdagen for Johannes
Ewalds Fødsel. Men Kaj Munk navngaves
ikke som Forfatter. Nylig havde Tyskerne
ladet nedlægge Forbud mod hans nationale
Skuespil »Niels Ebbesen», og efter
Udgivelsen af »Tre Prædikener» maatte intet af ham
trykkes. Da Skuespiller Holger Gabrielsen var
Ideens Fader, blev »Ewalds Død» opført
under hans Navn, og det morede i høj Grad Kaj
Munk at læse Anmeldernes Dom over
Stykket, hvis egentlige Forfatter de ikke røbede.
Efter hans Død maatte Pressen kun omtale
ham i samme Antal Linier, som brugtes til at
skrive om en nazistisk Fiskehandler i Slagelse,
som stod i Fjendens Sold, og som til Gengæld
for sin Stikkergerning var blevet likvideret af
Modstandsbevægelsen. Og om at hædre Kaj
Munk paa Teatret kunde der slet ikke være
Tale. Men man dristede sig til — ligesom
Studenterforeningen — at hejse Flaget paa halv
Stang. Det var paa Baggrund af disse
Forhold, at Forfatteren Kjeld Abell Aftenen efter
Mordet trængte ind paa Scenen, afbrød Spillet
og sagde nogle Mindeord til Digterens Ære.
Ophold i en Koncentrationslejr havde været
ham sikkert, hvis Gestapo havde fanget ham.
Naar Vaabnene taler, tier Muserne.
Kendsgerningerne modsagde denne Sentens, da
Knud Sønderby bragte Teatret sit Skuespil
»En Kvinde er overflødig» (November 1942).
Her gjorde Holger Gabrielsen en
betydningsfuld Indsats ved som Iscenesætter at føre
Stykket sejrrigt frem, efter at Forfatteren ved
en Omarbejdelse havde overvundet nogle
dramatiske Mangler. Indholdet var aktuelt —■
ikke i Forhold til Krigen •—• men derved, at
mangfoldige Tilskuere havde oplevet
Handlingen i Hverdagen, nemlig den evige Strid
mellem Gamle og Unge, i dette Tilfælde en
Moders kærlighedsfulde Tyranni mod sine
Børn. Denne Figur magtede Fru Clara
Pontoppidan til Fuldkommenhed, medens
Repræsentanterne for den yngre Generation
udførtes af Ebbe Röde og Bodil Kjer, to af
Teatrets unge Kunstnere, paa hvem dets
Fremtid hviler. De havde i deres Replik netop
den moderne Ungdoms faamælte Tone. Som
Dramatiker kunde Sønderby lære meget af
sin Kollega C. E. Soya, en Mester i
Opbyg-ningsteknik; hans Skuespil »To Traade»
(November 1943) var saa fast og sikkert i hver
Scene, at det burde finde Vej til
Verdensteatrene. Det handler om den
skæbnebestem-mende Rolle, Tilfældigheder kan spille i
Livet, og selv om Stykket er anden Del af en
Tetralogi, kan det opføres selvstændigt. Faa
Timer før Premieren modtog Teatret et af
Tyskerne foranlediget Forbud mod
Opførelsen, fordi Forfatterens sidste Bog var faldet
dem for Brystet, og han selv arresteret.
Chefen undlod imidlertid at reagere herpaa; men
der skete intet, udover at der fremsattes
anonyme Trusler om at sprænge Teatret i Luften.
Som Svar herpaa mente Ledelsen, at det vilde
være klogt at lade den illegale Presse meddele,
hvad Tyskerne havde i Sinde, idet man
regnede med, at de muligvis vilde opgive Fore-
232
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
