Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Den danske Nationalscene under Besættelsen. Af Robert Neiiendam
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den danske Nationalscene
havendet, naa de saa, at Planerne var kendt.
Beregningen viste sig at være rigtig.
Förövrigt var der efter Bombardementet af
»Tivoli» med det danske Politis Tilladelse
bevæbnet Vagt paa Teatret Døgnet rundt, og
denne Tjeneste blev opretholdt lige til
Befrielsen. Den blev udført af Teatrets egne Folk
og Inspektøren, Hr. P. Bertholdt, var Vagtchef.
Den sidste Sæson inden Kapitulationen var
drøj at komme igennem. Tyskerne blev mere
og mere nærgaaende — helt ud i Karikaturen.
En Aften forlangte en af deres Overlæger i en
Mellemakt en Tændstik til sin Cigar. Tjeneren
i Teatrets Restaurant beklagede, han havde
ingen. Tændstikker var i den Periode en meget
sjælden Artikel. Saa vendte Lægen sig til en
Herre blandt Publikum, som rystede paa
Hovedet og smilede. Herover blev Tyskeren
rasende, gik til Inspektørens Telefon og
forlangte Teatret besat. Det skete omgaaende, og
medens »Tosca» spilledes videre, stillede tysk
Militær i Gangene, skønt Inspektøren
forsikrede, at alt forløb i største Ro. Publikum
blev højst forbavset, da det ved
Forestillingens Slutning saa tyske Soldater, men
der skete iøvrigt intet; det Hele var kun
en tom Demonstration for at skaffe
»Herrefolket» Respekt. Men end ikke en Tændstik
kunde fremskaffes ad den Vej! En anden
Aften brød en Kolonne af Tyskernes
Haandlangere, de saakaldte »Hipofolk», ind paa
Teatret og lavede et »hold up». De søgte efter
Vaaben, men fandt ingen, skønt Huset
rummede mange. Heldigvis havde en ung
Lægefrue fra Frihedsbevægelsen advaret
Vagtchefen i Tide, saaledes at Vaabene var
fjernede fra Alfarvej.
I det sidste Efteraar før Kapitulationen blev
Englænderen Oscar Wildes vittige
Lystspil-Farce »Bunbury» en stor Sukces —- hvor var
det befriende at le midt i alt det triste, som
skete ude i Byen. Rollerne blev fortrinligt
spillet af Teatrets talentfulde Unge, Karin
Nellemose, Bodil Kjer, Ebbe Röde og Mogens
Wieth; de var beherskede i deres Komik og
stilfulde i deres Karakteristik, men da de var
Genstand for allehaande Trusler, fandt de
tre det tilraadeligst at flygte til Sverige,
hvorfra Wieth fortsatte til England. Her gik
han ind i Flyvertjenesten og uddannedes til
Faldskærmsjæger — det var et andet England
end det, han kom fra i Wildes victorianske
Stilkomedie. Men da Krigen var forbi, og
Kunstnerne vendte tilbage — Kbbe Röde i
sin Uniform fra den danske Brigade i Sverige
— havde Publikum ikke glemt »Bunbury»,
men fyldte stadig Teatret. I Mellemtiden var
C. E. Soyas sociale Tendens-Skuespil
»Parasitterne» opført (Januar 1945). Det giver et
trist, men paalideligt Billede fra et lavt
liggende københavnsk Millieu, livfuldt
fremstillet af Johs. Meyer som den sjæleraa Mægler
og især af Clara Pontoppidan som hans
aands-svage Kone, men Det kgl. Teater vilde ikke
være den Nationens store Billedbog, som det
er, hvis Tilskuerne ikke snart efter var blevet
løftet op i et renere Luftlag, da
Oehlenschlägers Alderdomstragedie »Kjartan og
Gudrun»-(Marts 1945) sattes paa Programmet. Rygtet
om, at Bygningen skulde sprænges i Luften,
holdt sig stadig, og dersom det skete, vilde
det være værdigst at gaa til Grunde under
Arbejdet med en dyb og alvorsfuld Digtning
som Strindbergs »Paaske». Men Stykket
naaede først frem et Par Dage efter hin
uforglemmelige Aften den 4. Maj 1945, da
Meddelelsen om Kapitulationen naaede
København gennem Radioen fra London. I samme
Sekund vendte Stemningen sig fra knugende
Tristhed til jublende Glæde. Endnu samme
Aften hejstes Flaget, og nogle Blæsere fra
Kapellet spillede fra Lozziaen nationale Sange,
som Folkemængden istemte. Danmark var
atter frit, man kunde igen færdes paa Gaderne
uden at risikere sit Liv. Næste Morgen var
Gestapo forsvundet, og Frihedskæmperne
myldrede overalt. De fik Vaabene udleveret.
Deres underjordiske Tilværelse var forbi.
Kong Christian gensaa første Gang Teatret
den 12. Maj, da »Elverhøj» opførtes som
improviseret Festforestilling, men større Glans
stod der om Ballet- og Sangaftenen den 1.
Juni til Ære for de allierede Styrker, der
havde fejet Gestapo væk, og om
Universitetets Mindeaften for Danmarks Befrielse den
4. Juni, hvor vor nationale Opera »Drot og
Marsk» og August Bournonvilles
internationale Ballet »Sylfiden» udfyldte Aftenen.
Det var en Lykke for den danske
Nationalscene, at den i Besættelsens triste Aar
havde en Chef, som var Stillingen voksen. Hr.
Cai Hegermann-Lindencrone er en god dansk
Månd, udgaaet fra en gammel Kulturslægt.
Han fulgte i sin Ledelse en afbalanceret, men
bevidst national Linie, der i høj Grad bidrog
til at føre Teatret frelst igennem. Det var
derfor meget fortjent, at Dagspressens
Teatermedarbejdere tildelte ham Aarspokalen som
Anerkendelse af hans Indsats i en Periode af
Teatrets Historie, der aldrig vil blive glemt.
233
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
