Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjunde häftet - Herman Bangs Digte. Af Henrik Juul Hansen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
H enr i k J uul H ansen
Rygtet om Bangs i de Aar meget levende
storpolitiske Interesser var imidlertid ilet
forud, og mistænkt for at være i Ledtog med
en international Anarkistbande bevogtedes
han paa det omhyggeligste af
Wienerpolitiet. De i Forvejen svært belastede Nerver
blev under dette slidt helt i Stykker, og
hans Fattigdom, der stod i saa grel
Kontrast til de puré Ungdomsaars rige
Ødselhed i Bedstefaderen,
Gehejmekonferents-raad Ole Bangs Hus i København, hvor han
skrev paa Papir indført direkte fra London
med Navnetræk og »Vaaben» i Vandmærket,
blev snart ren Elendighed. Mere end een
Gang flygtede han fra sine stadig uslere
Logier uden at betale Lejen. Det var paa
den komprimerede Ulykkelighed, han i
disse Aar skrev det lille, helstøbte
Mesterværk »Ved Vejen», de »Excentriske
Noveller», »En dejlig Dag» og
Romanen »Stuk», alt medens han rablede
Smaakorrespondancer af til Øst og Vest
og under Pseudonym forfattede
sentimentale Fortællinger til Schorers
Famili-enblatt i Berlin.
I disse Aar lærte han at kende de
ensomme Typer fra Kunstens og Artistlivets
Verden, som han sidenhen altid brillerede
med at fortælle om. Dengang var de mere
end gode Modeller. Dengang var han
knyttet til dem med Skæbnefællesskabets
Hjerte-baand. Med hele sin dissekerende
Iagttagelses beske Skarphed og dulgte Lune
vidste han at gengive dem, som de gik og
stod, men samtidig projicerede han sit
eget Billede ind i dem, og gjorde
demendelig til Symboler paa Kunstneren som
psykologisk, som sjæleligt Begreb — d. v. s. dén
Kunstner, som maaske nok begejstrer sit
Publikum (hvilket den affekterede Oplæser
Herman Bang oftest gjorde!), men dog
alligevel aldrig bliver forstaaet netop der,
hvor han mest hungrer efter Forstaaelse.
Derfor staar denne Kunstner kold og
ufølsom, som pisket og sønderslaaet, midt i
Bifaldslarmen . . .
Og, stolt, under Bifaldets Larm,
Ekko af etVerdensrys Sejerssang,
bøj ed hun kun Hovedet taust.
Hvor var Ansigtet blegt,
og Munden, til Vellyst skabt,
hvor var den sørgmodig,
medens hun hviskede svagt:
Ja —- lykkelige ■— I.
Dette hun, hvor Meningen tydeligvis
er et han, repræsenterer den meget feterede
omend saa lidt som Bang verdensberømte
Pianistinde Mad. Sofie Popper-Menter, med
hvem han en Tid lang turnerede, og i hvis
charmerende Person han indkorporerer sig
i Digtet Chopins Ballade, hvor han finder
Udtryk for sin særlige »geniale»
Afmægtighed og hele tragiske Isolation i Tilværelsen:
Geni, du Gåve til Elendighed,
hvor Aanden, selv fattig,
kun gør de andre rige,
og Verden, den lever
af hvad der dem fortærer,
Ilden — Ilden,
som deres Sjæle brænder . . .
Geni, du Gåve til Elendighed.
Saadan føler han det, medens Madame
spiller Balladen, »den om George Sand»,
og i Tonerne udløser al Kærligheds Sødme
og Kval:
Kærlighed —
dine Flammers Flamme
spillede hun.
Ild hun udgød
og læskede Længslerne,
æggede Hjerter, der frøs,
saa de drømte sig hede,
vækkede Sjæle af Død,
saa de troede sig leve.
Kærligheden og Døden var Hængslerne,
hvorom Bangs evige Spekulationer, hans
Længsel og Frygt, drejede sig under
skærende Friktioner.
Kærligheden som Indgangen til Livet.
Døden som Udgangen til det store Intet.
Med sin særlige Natur var han lukket
ude fra Kærlighedens Lykke, som den
314
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
