Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjunde häftet - Herman Bangs Digte. Af Henrik Juul Hansen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
H er man B an g s Digte
normalt kan trives mellem Månd og Kvinde,
og det hjalp intet, at han tryglede og bad
om at slippe ind i Kanaan. Porten var
stænget indefra. Rystende er hans Raab:
Giv mig, du døde Gud,
giv mig, du tomme Himmel,
én Dag i Livets Sol,
én Dag blot levet fuldt:
i Elskov levet.
Hvor skulde man vel søge et Sind mere
varsomt og ømt, mere inderligt og varmt
end Bangs? Som Sophus Claussen har sagt
i Minderunen : »Hans Gavmildhed var
underfuld — han gav med tomme Hænder
rigt, saa smertemild, saa glædeshuld, at
hver en Gåve blev et Digt.» Men fra dunkle
Dybder i Sindet vældede forfærdende Lyde
frem. Den skuffede Brynde, der hader
sig selv, tumlede sig i Mørket, bespottende
og bespyttende alt dét, den heftigst
attraaede at tilbede. »Thi inden i os, der
hersker vor Drift, der er skaanselsløs og
uudgrundelig og forfærdelig, saadan som
vilde Folkeslag gætter sig deres Guder.»
I Nederlagets Smerte, i den Udestængtes
paniske Trods, blev Kønsfølelsen for Bang
som en animalsk Besættelse. Længsel,
Tilbedelse, Had, Hysteri, Ydmyghed, Raahed,
Angst, Foragt, Lede •—- alle disse og endnu
flere Følelseselementer stredes med og
mod hinanden i ham, æggedes frem og
piskedes til Blods i Mødet med den
primæreste af alle primære Livsrørelser.
Herman Bangs Digte fortæller om denne
Skæbnekamp paa et Tidspunkt, hvor den
har raset med særlig Forbitrelse, og griber
til Udtryk af meget ejendommelig, somme
Gange af helt makaber Karakter for at
fastholde det centrale i Situationen.
Saaledes ser han Kærligheden i Skikkelse
af en Aagrerske, der tager sine Shylock’ske
Renter gennem Skinsygens isnende Angst
og natlige Brunstvisioner og fornyer de
uindløste Veksler i Tvivlens lange graa
Dage, hvor Mennesket »pudser uden Rast
falmede Minder til uægte Glans». Da Aagrer-
sken endelig kvitterer med Tabets Vished,
fryser Solen bort, udslettes alt. Thi alt
levede udelukkende i Kraft af
Kærlighedens Besiddelse —
Og selv det sidste
store Levende,
Sorgen —
tøver kun kort
i Ligets Hus,
gaar og viger
for det uendeligt Tomme —
Sorgen — det sidste.
Skyggen efter Livet, som gik.
Bang varierer atter og atter dette lugubre
Motiv. Dets Monotoni tryllebinder ham.
Han besværger sin Kærlighed til Naturen,
til Hav og Fjeld og de vide Sletter, til
Menneskene, hvis udholdende Hænder
ruller Fremskridtets Stene, til Digternes
udødelige Værker, der trodser Tiden i
majestætisk Ro, til det danske Sprog »med
dine milde Lyd som Søstres Kærtegn»,
til Danmark, »hvor meget maa ydes af
faa», til Livet, til Fester og glade Farver
— men ogsaa alt dette er nu forbi:
Nu lever kun,
stum og tavs,
du, min Smerte,
der, lig en Sfinx,
med tørre Øjne
tomt stirrer
paa det store Tomme.
Saa kan han da misunde den sorte Mohr,
hvis krænkede Elskov jog som en
Stikflamme gennem Hjernen, saa Haanden i
Vanvid blev et Vaaben og dræbte den
elskede Desdemona, thi det maatte være
godt at dræbe
for selv at dø
tæt til et koldt Legeme,
som ingen tør kærtegne mer
uden den kolde Jord.
Drift og Død er det store indre Rim i
disse i det Ydre rimløse Vers.
Driften var Døden.
I Digtet Aldrig mer, der genklinger af
Poes Never möre, ses de To, som mødtes
315
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
