Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nionde häftet - Teatersæsonen i København 1945—1946. Abell, Grieg og Lagerkvist — Det svage Repertoire. Af Harald Mogensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Harald Mogensen
er Digteren fuld af Sortsyn. Maaske næste
Generation kan haabe paa en bedre Fremtid.
Blinde Jonas haaber ikke mere. Han har
lukket sine Øjne for Verdens Ondskab, men
han ser i Drømmen. Den er hans Virkelighed.
Han selv har opgivet Kampen.
Pär Lagerkvists følsomme Lyrikersind, hans
upansrede Sjæl, hans blottede Nerver ligger
bagved disse dunkle Stemninger. Han har
ikke noget Program at henvise til, ikke noget
iskoldt Skema at følge, blot Troens og Haabets
svage Græsstraa at klamre sig til. Hans
Dramaer er saa helt uden Forklaringer i denne
Tid, som hungrer efter Forklaringer. Men vi
genkender noget af vor tvivlende Usikkerhed
i hans famlende Søgen. Vi føler Tidens brutale
Haardhed paa vor egen Krop og Sjæl, men
kender ingen Vej ud af Fængslet. Det kræves
af os, at vi skal tro paa, at Mennesket kan
forandre sig. Vi tror uden Tro, i det Paradox
er vi endt.
Georg Rydeberg gæstespillede i Manden
uden Sjæl. Hans flammende spørgende Øjne,
hans dirrende, intense Diktion gav i de første
Akter et gribende Billede af denne Robot,
som snart skal sprænge sine Lænker. I
Tvivlens og Misstemningens Midterakter lød der
og saas der noget skurrende og uægte. Ordene
kom ikke indefra, som de maa i dette Stykke,
der helt er indefra, helt er af Aand. John
Prices Iscenesættelse led under den samme
Svaghed. Snart var den lavmælt og inderlig,
snart raabtes der op og ageredes
expressionistisk, som om Per Lindberg havde sat i
Scene. Berthe Qvistgaard spillede Kvinden
med Intelligens og Beherskelse, men uden at
leve hende. Man forstod ikke helt, at denne
Kvinde kan smelte Issjæle.
Besekows Iscenesættelse af
Midsommerdrømmen var god. Selvfølgelig kunde han
ikke gøre Stykket klart, kun ægte. John Price
spillede Blinde Jonas, som Georg Rydeberg
har spillet i Sverige. Begges egentlige
magnetiske Felt er det disharmoniske. Men Blinde
Jonas er ogsaa naiv, ja godtroende. Paa
deres gode Tro skal de retfærdige kendes.
John Price fandt ikke saa overbevisende
Udtryk for denne Side af Blinde Jonas. — Martin
Hansen spillede Morderen med Kraft og
Fantasi.
Alléscenen opførte Kirklands
Broadway-Dramatisering af Caldwells Tobaks vej en. Der
er ikke levnet meget af Romanens bitre
agitatoriske Kraft. Opførelsen her, iscenesat
af Per Knutzen, understregede kraftigt de
komiske og de sexuelt dristige Replikker og
Træk i Stykket. Publikum slog sig paa Laarene
af Grin over de ulyksalige Bomuldsfarmere
og deres Tragedie.
Siden fortsattes med James Gow og Armand
d’Usseau: Drengen Fritz (To-morrow the
World), et Propagandastykke fra Krigens Tid
og et højst overfladisk Problemskuespil om
den tyske Ungdoms Genopdragelse til
Menneskelighed. Det morede ogsaa! Ak ja.
Folketeatret styrede i det forløbne Aar en
noget zigzaggende Kaas. Bertil Malmbergs
»Excellensen» gav Startskuddet. Dette Drama
er svagt i Sammenligning med Kaj Munks
storpolitiske Dramaer Sejren og Han sidder
ved Smeltediglen. Der er Motiver i det af
Format, men i Udførelsen er det mere
marv-løse Ord end Kunst. Henrik Bentzon spillede
den store Digter, forstandigt, men ikke
hjertegribende. Bedst var Angelo Bruun som
SS-Manden Max, en moderne kompliceret Type,
som netop ligger for Bruuns søgende Talent.
Efter derpaa at have opført to af de
daar-ligste Stykker og Forestillinger, som
nogensinde — skriver nogensinde! — er set i
København (nemlig Russeren Konstantin Simonof:
Himlen er blaa og Willy August Linnemann:
Slesvig), reddedes Resten af Sæsonen med
Joseph Kesselrings hyggelige Gyser »Arsenik
og gamle Kniplinger», sat op som en tro Kopi
af den berømte Londonforestilling.
Det ny Teater spillede foruden Silkeborg
Guy Boltons skrækkelige Dramatisering af
Somerset Maughams Roman om en
Skuespillerinde, »Teater». Mr. Bolton vender
fuldstændig op og ned paa Romanen, velsagtens
ud fra den Betragtning, at Romanen er saa
ærlig og kynisk, som det aldrig kunde falde
en Skuespillerinde ind at være over for sig
selv! Den store Skuespillerinde Else Skouboe
spillede den store Skuespillerinde i »Teater»
og skabte af Makværket en Kæmpesucces
for sin egen overlegne og træfsikre og
humorfyldte Kunst.
Nævnes bør til Slut, at vi i Danmark i den
forløbne Sæson ogsaa har set Terence
Ratti-gans Flare Path (Tilbage ved Daggry — paa
Det ny Teater) i en slet Opførelse, og John
Patricks The Hasty Heart (Seks Kammerater
— i Riddersalen) i en hæderlig, men de er jo
begge kendt fra svenske Teatre.
442
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
