Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nionde häftet - Teatersæsonen i København 1945—1946. Abell, Grieg og Lagerkvist — Det svage Repertoire. Af Harald Mogensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teatersæsonen i København
gensaa man med Jubel Clara Pontoppidans
sleske Koblerske Magdelone.
Den kongelige Ballet tilbragte hele Aaret
med at genoptage Bournonvilles rejselystne
Ballet »Fjernt fra Danmark», i høj Grad værd
at se, og bragte derpaa i Sæsonens elvte Time
sin eneste Nyhed paa Brædderne, Harald
Landers og Knudåge Riisagers Fugl Fønix.
Fugl Fønix er her Frihedens Idé, Fuglen,
som aldrig kan dø, danset af Margot Lander,
som i Øjeblikket befinder sig paa en
kunstnerisk Alpetinde. Det er iøvrigt en fantasifuld,
handlingsbevæget Ballet i en noget usikker
Stilart, udspillet i et middelalderligt Sceneri.
Man føler sig hensat til et Stykke af Karl
Ragnar Gierow. Svend Johansens
Dekorationer var fuldendte, i sig selv dramatiske
Pointer. »Fugl Fønix» hæver sig højt over
den Række hule Parabler, som Balletten ellers
i de sidste Aar med saa megen Husflid har
strikket sammen. Her danses der i et levende
Billedsprog lige ud af karsken Bælg, uden
forlorne Dybsindigheder. Fugl Fønix fik
Succes og fortjente det.
Pär Lagerkvist kom sent till København,
vi har tidligere næsten intet set af ham, til
Gengæld gled han over Himlen som en
Dobbeltkomet med to Haler. Frederiksberg
Teater opførte »Manden uden Sjæl» iscenesat
af John Price, og Det kongelige Teater spillede
paa sin Anneksscene Stærekassen
»Midsommerdrømmen i Fattighuset» i Sam Besekows
Opsætning. Vi saa med Nysgerrighed efter
denne Teatrets Ariel, denne glødende
Luft-aand, men det Skær, han kastede paa
Rundhorisonten, var kun svagt. Pär Lagerkvist
er nok Dramatiker, men ikke dramatisk. At
opføre Pär Lagerkvist paa et Teater er som
at spille Kammermusik for umusikalske. Vi
hører nok Tonerne, og deres Vellyd vugger
os ind i et Spind af Drømme, som ikke har
meget med Musikken at gøre. Naar vi vaagner
op igen, er Stykket færdigt. Dets italienske
Springvand af Gloser, som gentages og
omskrives, har opløst sig i Luften og er borte
med Vinden som et Pust af Blomsterduft. Vi
gaar halvt utilfredsstillede bort som fra et
Møde med en Elverpige, hvor vi søgte en
Kvinde. Teatret lever kun i det flygtige
Øjeblik. Digte skal man læse igen og igen for at
fange deres hemmelighedsfulde Mystik. Men
Pär Lagerkvist er en daarlig Lyriker i sine
Dramaer, konstaterer man ved en Gennem-
Fot. Mydtskov.
Ingeborg Brams og Preben
Neergaard i »Henrik og Pernille».
Det kgl. Teater.
læsning. Hans enkle lyriske parlando fra
Digtene bliver i Skuespillene ofte blot til vage,
vege Ord, Ord, Ord.
Pär Lagerkvists to Dramaer taler imidlertid
med et dybt personligt Tonefald. Ligesom
Nordahl Griegs »Nederlaget» og Kjeld Abells
»Anna Sophie Hedvig» handler de om det
onde i Verden. Men mens Nordmanden og
Danskeren opfordrer til at gribe til Vaaben
mod Verdensondskaben, til at likvidere den
med voldelige Midler, saa ebber Lagerkvists
Dramaer ud i halvt pessimistiske Stemninger.
Manden uden Sjæl føler tilsidst Tomheden i
det kolde Handlingsliv, og som en Anelse
kommer det over ham, at Livet er andet og
mere, at det ogsaa rummer Kvinden og Barnet
og at blade i Biblen og at dø. Han søger efter
noget nyt at bygge sit Liv paa og finder
maaske Troen, maaske blot Længslen efter
noget nyt. Men rundt om ham marcherer
Tiden stadig forbi Krigsguden til gjaldende
Hornmusik, Revolutioner og Krige trækker
deres Furer i Klodens Ansigt, og i Politistaten
sidder kun blinde og gamle tilbage med Savn
i deres Hjerter. Ogsaa i Midsommerdrømmen
441
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
