Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - Om intellektuel humanisme. Av Theodor Geiger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
O ni intellektuel humanisme
disse teoretikere — et andet ukvemsord! —,
sålænge de med deres blodløse teorier boltrer
sig i bøger, som ingen anden læser end de
selv. Ligefrem farlige bliver de derimod, når
de med tankens gustenhed også vil smitte
folkets bredere lag og forgifte deres
troskyldige sind med kritikkens ætsende vædske.
(Gerne under vi gårdsangeren en slant — men
han skal ikke genere os med sin sang!)
Den blotte forestilling om, at også folkets
masser engang kunde nå til virkelig at tænke,
vækker åben modstand eller ilde skjult
ubehag. Kritisk folkeoplysning, planmæssig
opøvelse av menigmands evne til avtonom
tænkning — hvilken trusel for samfundets
velgrundede og for nogle så fordelagtige orden! Et
tredie grimt ord er opfundet til at
brændemærke dette djævelskab:
intellektualisering.
Hvad er det, man frygter? Jo, en
nedbrydning av »alt, der er os helligt», den kolde
beregnings sejr over det ædlere i mennesket, en
moralens forfald og følelseskulturens
forkrøbling. — Som om der nogensinde kunde blive
fare for følelseslivet! Som om vi med
dyrkelsen av dets værdier havde gjort særlig
opmuntrende erfaringer! Pædagogisk skinvisdom
taler om en ligevægtig opøvelse av
åndsevnerne: forstanden må ikke kvæle følelseslivet.
Det er der ingen grund til at være bange for.
Nære følelser, ædle og mindre ædle, kan
enhver av sig selv. Tankens strenge
disciplin må vi lære. Jeg ser et frodigt
følelsesliv udfolde sig, som oftest i lidet opbyggende,
voldsomme former, og kunde ønske mig
åndsevnernes ligevægt korrigeret i retning
henimod fornuften.
De ivrigste til at hævde følelseskulturens
værdier mod en formentlig kold og gold
intellektualisering av folket må søges blandt
præster, skolelærere og politikere —
naturligvis, for det bliver dårlig sangbund for deres
gerning, når folket til en avveksling falder
på den tanke — virkelig at tænke. Hvad vilde
der så blive av deres magt over sindene ? Ikke
uden grund så den sidste encyklopædist,
Helvetius, oplysningens vigtigste sendelse i
avsløringen av præste- og herremandsbedrag.
Med en skarp sans for nye muligheder tager
imidlertid præst og herremand selv
folkeoplysningen i deres kyndige hænder og gør den
til et værn mod »usund intellektualisering».
Jeg undtager ikke den danske
Grundtvigianisme: det var et lys av et særligt skær, den
spredte over landet. — Folket bør oplyses,
naturligvis, og lære at tænke — de tanker,
oplyseren anser for bedst, og dette vil sige:
ikke tænke selv, bevares! Folkeliggørelse er et
påskud for at præke i stedet for skole,
søvndysse i stedet for ruske op. Idet man således
bedriver planmæssig hjerne-mørklægning
under navnet av oplysning, slår man to fluer
med eet smæk. Man drager nytte av
fornuftens prestige — for så langt er vi dog nået,
at ordene »fornuft» og »oplyst» har god klang
— og forhindrer samtidigt folkeoplysningens
farlige realitet. Ja, man sparer oven i købet
folk for besværet med at sætte hjernen i sving
og har dog givet dem den ufarlige og stolte
fornemmelse av emancipation og åndelig
selvstændighed. Se, hvordan de blærer sig, når
de kandestøbende eftersnakker bladenes og
deres politiske høvdinges svada, hvor
oplyste de føler sig selv, fordi de ikke som
forfædrene går til katolsk messe men til
luthersk prædiken!
Det er imidlertid ikke videre mærkværdigt,
at menigmands ukendskab er blindt for
intellektets sendelse og døvt for dets budskab.
Ej heller kan det vække forbavselse, at den,
hvis magt beror på folks regerlighed og
manglende skarpsyn, viser ringe iver for at se dem
opøvet til gennemskuende kritik og nærer
ringe kærlighed til den lille flok i samfundet,
der bærer intellektets evige opposition.
Sørgeligt og ufatteligt er det derimod, at der
blandt skaren av dem, der gennem uddannelse
og livsgerning burde være knyttet til
fornuftens sag, altid er nogle, som hævder det
irrationale mod fornuften, følelseslivets højere ret
overfor tænkning og sober erkendelse. Hvem
skal i denne buldrende, tossede verden opløfte
fornuftens, intellektets røst, om ikke
akademikere og intellektuelle — og med større
nidkærhed, jo mere lønløst ærindet synes at
være ?
Men jeg har vigtigere på hjertet end en
lamentation over intellektets og de
intellektuelles ringe kår.
Det lader til, at en verdensnød giver
spørgsmålet om intellektualismen, om en planmæssig
massernes intellektualisering, en aktualitet av
alt overskyggende rang. At det står ilde til
med menneskeheden, er ingen videre
sensationel påstand, gennem årtusinder gentaget
av hvert slægtled og i vor tid så grusomt sand,
at vi er holdt op med at udtale den. Og når
jeg i det følgende hævder, at alt vilde være
bedre, om fornuften fik lov til at råde noget
459
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
