Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - Om intellektuel humanisme. Av Theodor Geiger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
O ni intellektuel humanisme
urovækkende. Først av alt, at i det hele
taget vor universelle viden, jeg mener med
det noget flydende udtryk de såkaldte
»humanistiske» videnskabsgrene, langtfra har gjort
samme fremskridt som de
naturvidenskabeligtekniske -—• en alvorlig handicap for den
almindelige, intellektuelle verdens- og
livsorientering. — For det andet er den almene viden
på disse områder og i særdeleshed vedrørende
vort samfunds struktur, beskæmmende ringe,
selv i forhold til disse vidensgrenes objektive
stade. Dette gælder ikke menigmand alene,
men i næsten endnu højere grad de mere
skolede befolkningskrese. Den apodiktiske
sikkerhed, hvormed undertiden læger eller
filologer, ingeniører eller selv jurister udtaler
sig om samfundsforhold og politiske
spørgsmål, står i et grelt misforhold til deres
uvidenhed om de mest elementære
forudsætninger. Og netop her vilde et vist mindstemål
av saglig viden være påkrævet, eftersom
statsborgeren er kaldet til aktiv andel i disse tings
ordning. Vore såkaldte professionelle
politikeres dilettantiske syn på politisk-sociale
problemer er da også en av vort parlamentariske
demokratis mest hårrejsende foreteelser. —
Det vigtigste er imidlertid for det fjerde, at
i det hele taget gennemsnitsbefolkningens
teoretiske intellekt er forsømt. Jeg mener
ikke, at folk ejer for lidt intelligens —- hvis
det var tilfældet var der jo heller intet at
gøre derved -— jeg mener derimod, at de er
opdraget til at indrømme den intellektuelle
virksomhed en for snæver plads i deres
tilværelse. Mellem en udmærket skoling til
praktisk erhvervsvirksomhed og en
lyrisksentimental eller moraliserande livs- og
sam-fundsbelæring gaber der et tomrum. Den
vejledning til verdens- og livsopfattelse, vor
folkeopdragelse giver, sætter sig som mål de
enkeltes samordning i et følelsesmæssigt
værdifællesskab og modarbejder dermed ligefrem
enhver selvtænkende, intellektuel livs- og
samfundsorientering.
Tanken om, at mennesket ikke magter sin
civilisation, er ikke i sig selv ny. Men man har
som regel søgt fejlen i massernes moralske
stade. I betragtning av moralernes stridbare
mangfoldighed er det vanskeligt at se,
hvordan en bedring skulde kunne opnås med
indsatspunkt i moralen, altså i følelseslivet. Det
er netop slagsmålet om forskellige moralske
princippers berettigelse, der gør verden til et
helvede. Hvad nutidens anonyme
massesamfund og dets højt-rationaliserede livsapparat
fremfor alt forudsætter, er alle enkeltes
av-tonome disciplin, som er en i ret egentlig
forstand intellektuel foreteelse. Men vi kan
trænge noget længere ned: der mangler hos
de fleste i det hele taget ethvert levende
forhold til de samfundshelheder, de bevæger sig i,
fordi forestillingen om dem mangler. Bondens
sociale radius rækker den dag i dag næppe
ud over hjemstavnen, som er ham en anskuelig
og oplevet virkelighed. Et levende forhold
til nation og ståt, endsige menneskeheden, har
han som regel ikke. Og selv blandt den mindre
jordbundne bybefolkning begrænser
forholdet til nationen sig væsentlig til en lyrisk
affektion for levende og døde, personlige og
tinglige symboler, for konge og flag. Et
nutidens statsfolk er for stort, talrigt og
vidt-spredt, for leddelt og indbyrdes mangfoldigt
til at kunne opfattes som enhed i umiddelbar
samfølelse, og den abstraktionsevne, den
intellektuelle fantasi, der kunde spænde
tilstrækkelig vidt, er ikke opøvet. Mennesket er
med eet ord ikke på sit nuværende stade
modent til at være en moderne storstats
aktive borger. Staten mangler realitet i folks
forestilling. Derfor svinger de i deres
holdning overfor det offentlige mellem
udeltagende passivitet og stemningsmæssig
ophidselse som yderpunkter.
Hist og her møder man forståelse av, at
demokratiets såkaldte krisis i hvert fald har
een av sine årsager i denne mangel på et
levende forhold til staten som virkelighed. Den
enkelte har ikke indtrykket av, at hans
mole-kulare andel i politiske avgørelser har nogen
betydning. Han bliver derfor desinteresseret,
er sig ikke noget personligt medansvar i
offentlige anliggender bevidst og overlader
dermed selv deres ledelse til en klike av
politiske professionals. Mængden av
statsborgere bliver således politisk passiv, hvad
selve de offentlige anliggenders udformning
angår. Da imidlertid statslivet efter hele
sin demokratiske struktur må bæres op av
masserne, må disse gennem
følelsesmæssige, irrationale, ideologiske løsener kaldes
frem til i hvert fald så megen aktivitet,
at de låner den professionelle politiker
deres massevægt. Bag denne i sagen
udel-tagende-passive, kun i stemningen
ophidset-aktive holdning ligger diktaturet permanent
på lur indenfor selve demokratiet. Som
modforanstaltning har man foreslået en indre
leddeling av demokratisk organisation og
en udstykning av konkrete opgaver, så
463
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
