Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - Om intellektuel humanisme. Av Theodor Geiger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Theodor Geiger
hver enkelt indenfor en mindre kres av
anskuelig størrelse skal kunne udfolde en vis
ansvarlig aktivitet. Det synes mig, at man
dermed kun kan skjule, ikke avhjælpe den
virkelige ulempe. Den enkeltes politiske
virke-kres bliver da. begrænset i overensstemmelse
med anskuelighedens radius, men statslivets
samlede og omfattende hele er og forbliver
udenfor hans levende bevidsthed, mens han
dog samtidigt er klar over, at de store,
principielle avgørelser træffes i et overordnet,
udenfor hans indflydelse og ansvarlighed
beliggende plan.
I stedet for at reducere samfundets
dimensioner og struktur efter menneskets
opfattelsesevne bør man hellere gøre borgeren sit
samfund voksen. Kløften kan lukkes,
stilbruddet mellem det moderne menneskes
per-sonlighedsform og dets samfund kan udjævnes
gennem en intellektualisering av folket, en
planmæssig opøvelse og tilskyndelse til i
større udstrækning at gøre brug av
forstands-evnerne, kontrollere sit sentiment og forholde
sig kritisk overfor irrationale forestillinger.
Kan og vil vi ikke skrue
samfundsudviklingen et par århundreder tilbage, må vi lære
at begå os i storsamfundets
saglig-distance-rede, kølige atmosfære, og dette vil sige:
tilpasse vor politisk-sociale attityde efter
storsamfundets abstrakte karakter.
Betingelsen derfor er en usentimental, en intellektuelt
betonet personlighedsform.
Det er en bizar foreteelse, at den objektive
kultur og livets ydre apparat i løbet av få
århundreder har gennemgået udviklingen til en
i sandhed imposant højde, mens
gennemsnitsmenneskets subjektive kultur, dets
personlighedsform, i alt væsentligt er næsten
uforandret. Indrømmet: folk har vænnet sig til det
heliocentriske verdensbillede, til hygiejne og
sport, og unægteligt er en vis standard av
kundskaber populariseret. Men det bliver i
overfladen. I bunden er folks syn på livet,
deres attityde overfor tilværelsen, hele deres
mentale habitus ikke meget forskellig fra
forfædrenes. De er lige driftsbestemte,
senti-ments-glade, hengivne til irrationale
forestillinger, bagved en praktisk snusfornuft lige
troende, for ikke at sige overtroiske.
Intellektets erobringer, den rationale udvikling, har
medført overfladekrusninger, men ikke sat sig
dybere spor i personligheden. Mennesket er
intellektuelt set blevet tilbage efter sin
selvskabte sociale verden. Det er epokens onde
skæbne.
Grundtanken kan udtrykkes på en anden
måde: de sidste århundreders vesterlandske
udvikling bærer henimod en personens
emancipation fra samfundet, en frigørelse av eneren
fra kollektive bånd. Det lyder chockerende,
men er den naturlige følge av givne
kendsgerninger. Uopløselige er de sociale bånd
selvfølgelig i den betydning, at den enkelte lever
i gensidig avhængighed av medmennesker.
Men denne sociale interdependens undergår
i storsamfundet en strukturændring: den
bliver saglig, distanceret, institutionel. Hver
enkelts tilværelse er vitalt knyttet til
millioner andres. Men kun i intime, »primære»
grupper kan denne tilknytning være et
personligsympatetisk bånd -— samfølelse og kærlighed.
I det moderne massesamfunds »sekundære»
stor-kollektiva kan den kun være baseret på
kalkyl og disciplin. »De andre» kommer for
så vidt ikke mig ved som personer, men kun
som det store antal, jeg lever i koordination
med, som det masse-substrat, der bærer den
også for mig livsvigtige organisation. I disse
abstrakte kæmpekollektiver træder den ydre,
gensidige avhængighed i samfølelsens sted.
Man er faktisk henvist til og institutionelt
lænket sammen med hinanden, men frigjort
fra enhver sympatetisk forpligtelse overfor
hinanden.
Gennemsnitsmennesket er åbenbart ikke
tilfredsstillet av denne form for tilværelse.
Kultur- og samfundskritiske jeremiader over
den skitserede ydre samfundsudvikling og
råbet efter »levende fællesskab» må forstås
som udslag av en livsangst, en
bankroter-klæring overfor dette samfundsmiljø, hvori
man ikke formår at bevæge sig forsvarligt.
Affektbetonet massesammenslutning under
ideologier og symboler -—■ med de beskrevne
katastrofale følger — kan da opfattes som et
surrogat for personlig-sympatetiske bånd i
tidligere primærgrupper, der i det moderne
samfund er blevet desintegreret eller vokset
ud over anskuelighedens grænser.
Dermed er ikke sagt, at det nuværende
storsamfunds struktur står i strid med menneskets
»naturlige trang og behov». Man kan også
drage den slutning, at folk ikke har lært at
bevæge sig i dette av kølig avstand prægede
samfundsmiljø, at de samfundstyrende magter
har forsømt at muliggøre, endsige befordre
borgernes mentale følgen-med i
samfundsudviklingen og deres tilpasning til denne
udviklings indeværende stade.
For at kunne leve og begå sig i det institu-
464
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
