Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andra häftet - Tal ved Mindehøjtideligheden for Ole Chievitz 31. December 1946. Af Niels Bohr
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Tale ved Mindehøjtideligheden for Ole Chievitz
gjorde enhver saadan Aften til en
forfriskende og uforglemmelig Oplevelse. Fra
de Aar, hvor jeg sammen med ham, Niels
Bjerrum og Holger Hendriksen tilhørte et
lille Baadelag, der foretog Langfarter i
Ferierne, har jeg ogsaa dyrebare Minder om
det fortrolige Samliv ombord, hvor det
altid sprudlende Væld i Oles rige Sind
bragte os alle saa megen Fornyelse og
Opmuntring. Især tænker vi dog paa ham
som den forstaaende og trofaste Ven, hos
hvem man kunde søge Raad og finde
Støtte i alle Livets Tilskikkelser og hvem
man ofte tyede til som en Klippe i
Tilværelsens Malstrøm.
Paa mange Maader var Ole Chievitz
noget ganske for sig selv, men samtidig
forbandtes i hans hele Væsen paa
forunderlig Vis alle de Træk, der kendetegner
det søgende og kæmpende Menneske. Hvor
lidenskabelig hans Stillingtagen end kunde
være og hans Trang til at give den Udslag i
Handling, besad han med al sin Styrke en
hjertevarmende Mildhed, som han, omend
ofte forgæves, kunde gøre sig store
Anstrengelser for at skjule. Baade
Retfærdighedssans og Kærlighedsfølelse var hos ham
udviklet som hos faa, men han forbandt
dermed den store Personligheds Evne til
uden Vaklen at skønne, hvad Forholdene i
hvert Øjeblik mest krævede af ham. Det
laa ham ganske fjernt paa Forhaand at
stræbe efter Samtykke; tværtimod kunde
han mere eller mindre paa Skrømt søge
at bringe Modsætninger frem. Ved
saadanne Lejligheder, der altid gav Anledning
til Selvprøvelse, mærkede man maaske
stærkest Dybden og Varmen af hans Sind og
kom, om muligt, til at holde endnu mere
af ham.
Hans hele menneskelige Indstilling havde
faste Rødder, der stadig søgte dybere. Ikke
alene bragte Livet ham Erfaringer i rigt
Maal, men han besad tillige en sjælden
Indlevelse i alle Sider af vor Kultur og i
dens Historie og et rigt Kendskab til dansk
»Jens.»
Ole Chievitz jorkledt under
Besættelsestiden, da han var »gaaet under Jorden» og
lod Navnet »Jens».
Digtekunst, hvorfra han saa ofte forstod
at hente de rette Ord til at udtrykke sine
Følelser og sætte Hændelser, der mødte
ham, i stemningsfuld Belysning. Ogsaa med
de andre nordiske Folk kendte Ole Chievitz
en inderlig Samhørighed. Tidligt fandt han
Venner i Norge og Sverige, og især vandt
han mange finske Hjerter, da han i Landets
svære Stund mod Slutningen af den forrige
Verdenskrig drog derop for, med sine
særlige Forudsætninger som Krigslæge, at
bidrage til at mildne de Saaredes Lod. De
Frasagn om det Mod, han der udviste
under de farligste Forhold, og den Tryghed
han spredte om sig, baade dengang og
senere da der atter kaldtes paa ham, vil
sent glemmes.
At Ole Chievitz, der allerede i en tidlig
Alder havde erhvervet sig saa stort et
51
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
