Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjunde häftet - Christianshavnsadeln i mitten av 1800-talet och ett diktarbröllop. Av Holger Nyblom
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Holger Nyblom
Emilie Roed f. Kruse.
Pennteckning av Constantin Hansen.
Omkr. 1836.
Originalet, oljemålning, tillhör Prins
Eugen.
impulsivt, kanske rättare sagt respektlöst
yttrade sig hennes bror därom:
Han spiller vist godt, især pauserer han da
udmærket, for Hænderne ere ligesaa meget oppe
som nede; han sidder og klimprer og pimper ved
Claveret, mens han er der. Marie der lige saameget
ligner en græsk Prindsesse som han (Richardt) et
Köbenhavnsk Bybud, sad strunk og syede navn paa
deres fælleds Udstyr — Gud velsigne dem!
Fästmannen var tydligen ej särdeles
populär i kretsen.
Den 17 november 1865 gifte de sig.
Följande livliga skildring därav sändes från
Emilie Roed dagen efter bröllopet till
hennes dotter i Uppsala, som nog gärna
velat vara med:
Ja, gid Du og Din Månd havde været med i
Gaar! Det var et straalende Bryllup med saa
meget forskjelligt at glæde sig over og jeg troer nok
det havde frisket Eder ligesaa varmt som os andre.
— Alligevel var der Meget at döie i Kirken og det
var strengt; en frygtelig kold Træk som man saa
længe maatte holde ud i det tunde Töi — ikke en
Psalme, en lang Bibelshistorie om Isaac af gamle
Fenger og saa Musikken! Tænk Dig at Marie med
sin fine Brudeskare blev modtaget med Bryllup
Marschen av Skærsommernats Drömmen paa
Orgel. Et godt gammelt Stykke Orgel, som
anstrengte sig og foer omkring med Triller og Löb i
overdreven Fvrrighed — Gud! hvor det gjorde
mig ondt. (Den grundmusikaliska skribenten
kunde ej förstå och gilla Mendelssohn. För henne
dugde endast de stora klassikerna.) Anna Bruun
hviskede til mig: »Jo, den Marsch holder Richardt
saa meget af.» —■ Som sagt ingen Psalme, intet
Fadervor, men för og efter 2 Digte af G. Röde og
Ploug med Musik af gamle Hartmann og Asker
Hammerich sunget af Studenter Foreningen begge
i Theaterstiil; i den sidste et Staccato som bragte
Fader til at spörge: hvad er det for smaa Hunde,
som gjöede i den Musik? Solo Tenoren var lidt
forliebt i sit fremragende Sentimento — og der
var dobbelt Chor med Piano og forte mere piquant
end alvorligt. —
Men saa var det øvrige Höitidelighed: den
straalende Belysning om Choret, pyntet med
Blomster, Tæpper og 80 Bryllupsgæster — og
Dunkelheden i den övrige Kirke hvori de mange hundrede
Ansigter dog lyste hver i sær. De saa ærværdige ud.
disse ypperlige Forældre og bekjendte Venner —•
og Richardt kom ærværdigt med sin Fader, de
saa godt ud Begge. — Men Marie som den fineste
Prindsesse, var især et deiligt Syn med sin
Rosensky af de 6 Brudepiger; gid Du havde seet dem!
Brudekjolen var chin: figur: Krep med Slæb syeet
som en Dagligkjole och uden Crenolin, det store
Slör rigt broderet med Silkeroser i Borde forneden
og en fin Ranke om Ansigtet og et lille tykt
Mvrthediadem paa Panden. Alle Brudepiger med
bare Arme og Halse i hvidt flor, med Rosenrödt
over; rödt Slör og et Par Roser i Haaret, store
Rosenbouketter i Hænderne; det var 2 meget
heterogene: Thyra Hammerich og Er. Hansen,
den Ene af Sjöv den Anden af Ærbarhed; men de
gikk ikke sammen; Louise Monrad er blevet en
elskelig Person og har forlovet sig, saa hun burde
egenlig ikke været Brudepige, men hun var nu
buden —■ (det er en Landtman Fredriksen, Broder
til Addas som holder hende fra at reise med til
Ny Seeland); af Magna Lütken, Clara Fenger og
Magdalene Hammerich saa især Magdalene söd ud
320
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
