- Project Runeberg -  Ord och Bild / Femtiosjätte årgången. 1947 /
418

(1892-1951)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nionde häftet - De to Djævle. Af Anders Vigen

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Anders Vigen

Freden. Lad Vilkaaret være nok saa
vanskeligt — der gives intet andet. Maaske vil
Tyskland, der har tømt Nationalismens
Bæger til Bærmen, netop nu tjene den
europæiske Idé. Og iøvrigt er det jo ikke blot
os Beboere af det gamle Europa, der lider
og har et godt Budskab fra Europa behov.
Den Dag i Dag gælder det, at den vestlige
Civilisation staar og falder med Europas
Skæbne og maaske netop med det
Forbillede, den Udsoning eller det Anarki,
som Europa viser Verden. Endnu trænger
Verden til at slukke sin Tørst ved vore
Kilder, trænger Verden til det Vesterland,
det Europa, der har grundlagt den ■— eller,
som Toynbee siger, indlemmet den i sig.

Men Opgaven kan ikke forstaas for
alvorligt, dens Krav ikke tages for bogstaveligt.
Det er en bedrøvelig Sandhed, at
Demokratiets Modstandere har forstaaet Europas
Skæbnekaar bedre end Demokratiet selv.
Det kan gælde den Dag i Dag. Vi hører en
Winston Churchill forkynde Læren om
Europas forenede Stater, men han kan
først gøre det, efter at den Krig, hvis
største Navn han er, har ført til
Lemlæstelse og Amputering af det, der engang var
Europa. Om Berettigelsen af Anklagerne
mod den engelske Arbejderregering skal
jeg ikke dømme, men er Hovedaarsagen til
dens Modgang ikke den, at Arbejderpartiet
har fulgt Krigen til Vejens betingelsesløse
Ende og saa har skullet vinde, hvad der
var uigenkaldelig tabt undervejs?

Men det er ikke blot økonomiske,
erhvervsmæssige, administrative Krisetegn,
der skræmmer. Den nationaliserede og
militariserede Demokratisme, den totale
Krigs Demokratisme, har ikke blot udadtil,
men ogsaa indadtil sat Spor af sin
Djævle-hov. Meget ligger knust efter Trampene i
Samfund og Sjæle. Meget vakler, der skulde
være faste Piller for Liv og Samliv.

Jeg skal ikke tale om Forholdene i andre
Lande. Forholdene i vort eget giver nok
at tænke paa.

Jeg vil ikke plukke billige Laurbær ved
at spørge, om der er uoverstigelig Forskel
mellem den tyske Lære om Krigen som
den store Revser og Optugter af Folkevilje
og Folkeaand og saa den Genfødelse af
Danmark, som vore egne Forkyndere,
sikkert i god Tro, stillede os i Udsigt under
Frihedskampen. Men om Skuffelsen kan
vi vistnok saa nogenlunde være enige. Skal
vi da bryde Staven over Frihedskampen?
Det hverken vil eller kan vi; Ære være dens
Helte og dens Martyrer. Men Krig er Krig,
og Krigen er af det onde, og af alle dens
Former er den, der maatte bruges under
Frihedskampen, nok den, der direkte og
indirekte har de farligste Eftervirkninger i
Sjælene, ikke mindst i den opvoksende
Slægts.

Dog nok derom, jeg maa nøjes med
nogle Ord om de Krigsskader, der for mig
at se er vore særlige Krigsomkostninger,
og som vi i væsentlig Forstand kan
takke for, at der savnes Løftelse og
Samling i Landet.

Naar de Demokratier, som Toynbee
advarer saa indstændigt, selv føler sig skyldfri
og kun kaldet til at dømme andres
Synder, saa mister Retfærdigheden sine
fineste og nødvendigste Salte, Overblikket
og Overbærenheden. Saa mugner den, saa
overgros den med Ukrudt af
Masse-Brutalitet, af Angiveri og Forfølgelse, af Overgreb
med Fejghed som Haandlanger, saa
forvirres Begreberne der, hvor kun Klarhed
kan skabe varig Tillid.

Jeg mener, at Tilliden til den danske
Rigsdag har lidt ubodelig Skade efter
Befrielsen, fordi Rigsdagen har vist sig
upaalidelig i sit Forhold til Borgerne.

Jeg mener, at Tilliden til de danske
Domstole er rystet i sin Grundvold. Det er
godt nok, at Grundloven tillægger
Domstolene den dømmende Myndighed, men naar
den tilføjer den Begrænsning, at
Dommerne alene har at handle efter Loven, og
naar Misbrug af den lovgivende Magt ikke

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Dec 11 14:11:13 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/ordochbild/1947/0464.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free