Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nionde häftet - De to Djævle. Af Anders Vigen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
De to Djævle
blot kræves respekterede af Domstolene,
men ogsaa finder Dommere rede, saa er
den dømmende Magts indre Myndighed
over Borgerne brudt. Hos os er der i Dag
Fare paa Færde.
Jeg mener, at Kirken har ofret
uerstattelige Værdier paa Sikringen af sit nationale
Alibi. Jeg har hørt en kendt Præst sige, at
Kristendommen staar og falder med Troen
paa Kristi Opstandelse fra de døde. Men
deri tager Præsten fejl. Kristendommen
staar og falder med den knuste Aands og
det brudte Hjertes Anraabelse af Guds
Barmhjertighed. Og til den Bøn, der jo
bedes baade for Farisæere og Toldere, har
den danske Kirke efter min Mening været
alt, alt for stiv i Knæene. Den har nok
saa meget holdt sig til en dansk Udgave
af Krigsguden Jahve.
Det maa være nok med disse kætterske
Formeninger. Blot vilde jeg paa Filologiens
Vegne ønske, at Professor Carsten Høeg
skulde have mødt for sin gamle Kending,
den store Julius Cæsar og ikke for Vilhelm
Buhl med sit Centralkartotek, for det
Besøg vilde have faaet en bråt Ende. Men nu
var det ikke Folkets, men Massens Væsen,
der raadede i Danmark, ogsaa i Pressen,
ogsaa i det intellektuelle Danmark, ogsaa,
frygter jeg efter visse Foreteelser at dømme,
i den akademiske og seminaristiske
Lærerstand. Men jeg saa dog i Morges med Glæde,
at Danmarks Lærerforening vil have lige
Frihed for Dansk og Tysk i Sydslesvig.
Maaske tager Foreningen næste Gang
Nordslesvig med. Lad os begynde hos os selv,
inden vi, som det danske Sprogfordærvs
sidste Feltraab lyder, gaar i Gang med at
»opdanske» Dänischwold og Svans! Og saa
vil jeg slutte med at foreslaa, at de, der
raader for Land og Rige, frigiver det danske
Folks sande danske Væsen, lægger ikke
blot en forvildet Tids Vildfarelser, men
ogsaa Karaktererne til Grund ved
Vurderingen af Medmenneskers Handlinger, lader
en virkelig Amnesti afløse Forsøgene paa
at lirke sig fra Ansvaret for urimelige
Domme ved Prøve-Løsladelser og gør en
Ende paa disse Henrettelser i Smug og
ved hemmelige Skarprettere •— der lugter
mere af Blod end af god Samvittighed.
Lad os befri os for denne Efterbyrd fra
en Ulykkestid. Lad os hos os selv opdyrke
og opelske den Aand, som Europa har
saa livsnødvendigt behov hos alle sine
Folk og ikke mindst i det ældste af sine
Lande!
Hvad siger ikke Anton Berntsens
Hyrdedreng:
Wo Juer er en gammel skekkele Bos,
den plawwes a Bremser — å de æ wos!
Næer den en Daw gi sæ te å bejjs
så komme vi småkrawl ud å rejjs!
Lad os ikke iave for meget Bissevejr i
Danmark!
419
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
